| Anmeldelse: Warhammer 40K: Space Marine | |
|
 Relic entertainment og THQ har taget en portion Gears of War, tilsat en smule God of War samt et pift Call of Duty, ladet gryden simre i et godt stykke tid, og voila! så har vi konceptet "Third-person-melee-shooter". Med så store titler som inspirationskilde, kan Warhammer holde niveauet? Vi har testet Playstation 3 udgaven af Warhammer 40.000 Space Marine for at kunne give dig svaret. I bedste Gears of War (red. Gears) stil er der lagt op til det helt store actionbrag, når THQ sammen med udvikleren Relic Entertainment, kaster dig hovedkulds ind i en krigszone på en fjern planet. Der skal nedkæmpes massevis af blodtørstige orker når du som Titus, kaptajn i Ultramarines, skal lede slaget. Det er let at se hvorledes de to spil minder om hinanden. Hvor Warhammer universet uden tvivl har været inspirationskilde til de hårdtpumpede helte i Gears, har Relic ret velfungerende taget opskriften fra Gears og bygget videre på det.  Her er der dog lidt ændringer. Titus og hans spacemarines er nemlig ingen tøsedrenge, så et coversystem er der ikke brug for. Når der ikke skydes løs med bolt-rifler og plasma-pistoler er man nemlig helt oppe i fjæset på fjenden hvor man med simple slagkombinationer deler tæsk ud. Med visse kombinationer er det muligt at lamme fjenden kortvarigt og udføre en blodigt afsluttende sekvens, der samtidig har den effekt at du genvinder noget af din tabte energi. Der er dog den lille hage ved det, at i selvsamme sekvens er du sårbar overfor de resterende fjender der er ude på at tage livet af dig. Så vælg dine angreb med omhu.Desværre er kombinationerne ensformige uanset hvilket våben du anvender. De kunne godt være mere avancerede, sværere og dermed mere belønnende når lander en krævende kombination. Singleplayerdelen består af 5 akter, hver delt op i kapitler, hvor der desværre ikke er den store afveksling i miljøerne man begår sig i. Dette vejes dog godt op af en masse intensive kampe mod orker og andet ondskab. Der er ved enden af hvert akt en boss, som på den ene eller anden måde skal nedlægges. Det tager godt 6-8 timer at nå til rulleteksterne og man introduceres hele tiden for nye våben og opgraderinger. Bl.a. en fury-mode hvor man regenerer energi og har kraftigere nærkampsangreb.  Når kampagnen er færdig er der ikke meget at komme efter, medmindre man er perfektionist og vil have samtlige audio-logs der er spredt over kapitlerne. Heldigvis er der tilføjet en multiplayer-del som er ganske underholdende. Her har man tre klasser at vælge imellem, hver med sine styrker og svagheder. Disse kan, som du stiger i rang, tilpasses med andre våben og perks. Det kan hurtigt virke som et plagiat af Call of Duty’s spilserie, men det fungerer. Hvor kæden hopper af er antallet af baner. Med fem veldesignede baner er der simpelthen for lidt variation. Dernæst er der kun to spiltyper: Seize Ground, hvor man skal holde nogle punkter på banen og Annihilation, som er den klassiske team deathmatch. Udvikleren lover dog at der er en ”horde”-type på vej, hvor man skal samarbejde om at nedkæmpe bølge efter bølge af fjender. Det er alt sammen set før, men i ny Warhammer indpakning.  Et irritationsmoment i spillet er de lange indlæsningstider. Det tager simpelthen for lang tid, uanset om det er i kampagnen eller i multiplayer. At det skal tage 10-15 sekunder at åbne menuen hvor du tilpasser din soldats udstyr er frustrerende, når man i Call of Duty kan gøre dette på et splitsekund. Det kan ikke skyldes at hardwaren bliver presset til det yderste, for grafik og lyd er noget nær det gennemsnitlige. Man føler at fjenderne er lidt for rene i overfladen. En ork skal ikke have hud der er glattere end Legolas’ fra ringenes herre. Til trods for sine mangler er Warhammer et ganske underholdende spil, der med sin Gears lignende koncept tilføjer lidt nyt, i hvert fald for Playstation 3 ejere. Hvis udvikleren får tilført en masse nye baner i forbindelse med spiltype tilføjelser er der mange gode timer i selskab med Titus og hans Ultramarines.
|
Kommentarer: