| Anmeldelse: ICO & Shadow of the Colossus Collection | |
|
 Det er blevet sæson for HD remakes af store klassikkere så denne gang kigger jeg på ICO som udkommer sammen med Shadow of the Colossus. Det er ikke første gang at to titler kommer i samme pakke. Det er bare første gang jeg har set to så forskellige titler i samme pakke. Som det lille klaptræ med GamersLounge G'et angiver, har vi denne gang også en videoanmeldelse. Foretrækker du at læse anmeldelsen findes den nedenfor. Der er selvfølgelig sammenhæng mellem de to titler om ikke andet så åndeligt. ICO handler om drengen Ico som skal ofres til guderne fordi han er født med to horn i panden. Han undslipper og møder pigen Yorda, som taler et mærkeligt sprog. Yorda bliver jagtet af ånder, eller spøgelser, af andre børn som er blevet ofret til guderne. Ånderne forsøger at trække Yorda ned i et af de sorte huller de materialiserer sig fra. Ico kan kæmpe mod dem for at beskytte Yorda. Først med de bare hænder og senere med våben som han finder under vejs. Spillet er et kombineret 3 dimensionalt opgave, platform og action spil som forgår i en kæmpe borg. Du styrer Ico i tredje person og kameravinklerne er faste. Du har ganske få muligheder som at hoppe, slå og anvende forskellige ting du finder under din vej. Det er enkelt og velfungerende. Kender du Limbo har du en godt idé om stilen. Stilen og selve udførelsen af spillet har klaret sig rigtigt godt til HD. Den kunstneriske energi som er lagt bag Ico holder stadigt næsten 10 år efter den første udgivelse. Gameplayet holder også. Kombinationen med at du skal forsvarer Yorda, samtidig med at du skal bevæge dig rundt på banen og løse opgaven om at komme videre, er universel. I dag vil lydsiden ikke imponerer. Det gjorde den da Ico blev udgivet og både lydeffekter og musik supplerer spillet perfekt. Også den dag i dag.  Shadow of the Colussus kan bedst betegnes som den åndelige efterfølger til ICO da jeg synes at gameplayet er meget forskelligt. Historien går i alt sin enkelthed ud på at du som den unge mand Wander skal nedkæmpe 16 kæmper eller kolosser, for at redde din elskede Mono. Der er ikke meget andet for dig at gøre ende at ride fra den ene boss kamp til den anden. Det er et action og opgave spil. Hvorfor nu lige opgave spil? Det er fordi du for hver kolos skal bruge dit sværd for at finde de sårbare punkter. Holder du sværdet op i lyset så viser det den vej du skal ride og hvor de sårbare punkter på en kolos findes. Der er nogle som kalder det et adventure spil og det synes jeg er at gå for langt. Du starter med de samme våben og evner og slutter spillet med samme våbener og evner. Der er ikke noget at udforske ud over at kigge på landskabet og ikke andre fjender end kolosserne. Når du nedlægger en kolos får du den åndelige energi uden at det tilfører andet end en mellemsekvens.  Opgave elementet består i at finde de sårbare punkter på hver kolos og en måde at komme hen til dem. Det er også det primære i gameplayet. Du kan hoppe, gribe og klatre. Du kan løbe tør for energi hvis du ikke gør det hurtigt nok (det er den røde cirkel). Derfor er der selvfølgelig også et tidpres for at nå til et sted at samle energi inden du kravler videre. Jeg har kæmpet noget med et genstridigt manuelt kamera, og en styring som kræver en høj grad af præcision. Historien bliver fortalt gennem spillet og jeg kan ikke lade være med at have ondt af de blide kæmper jeg bliver tvunget til at nedkæmpe for min egen personlige vindings skyld. Det efterlader mig med den tanke at jeg måske ikke er helten i dette spil. Den samlede vurdering er vanskelig. Du skal bruge noget tid på Shadow of the Colossus inden du er fortrolig med styringen. Selvom det er en ros klassiker så er der i dag ting som skal være i orden og det er bl.a. teknikken som f.eks. kamera. ICO klarer springet til HD i fornem stil og er grund nok til at købe pakken. Da det jo netop er en pakke ender den med et flot 3tal. God fornøjelse.
|
Kommentarer:
Måske også et af de mest emotionelle titler - aldrig har jeg oplevet at skifte sindsstemning i sådan en grad i løbet af et spil. Det skulle da lige være Bioshock.
Når det er sagt er de begge platformspil med stort set samme styring (ICO har vist så vidt jeg husker lidt større problemer med kameravinkler end SOC) og klatreturene i SOC bliver i sig selv kun belastende i det øjeblik man kommer til at stå på ujævn grund eller af en anden årsag falder ned og må gå/svømme tilbage (særligt hvis man f.eks. falder i vandet omkring boss #3. Mega irriterende da helten ikke kan svømme hurtigere end "langsomt").
Begge er herlige spil, men jeg må indrømme at det ikke lykkedes mig at gennemføre ICO alene af den grund at jeg syntes det blev ualmindelig kedeligt til sidst.
SOC er mere "Klatreklatreklatre... klatre, arj nu faldt jeg ned, nå nu blev jeg mast, klatre klatre, stikke stikke, cue epic cutscene af colossus der knækker sammen"
De tekniske mangler er vist mere en vanesag end det er udfordringer fra spillets side, men som du selv siger skal man lige bruge lidt tid på spillet før man bliver fortrolig med det.
Har brugt pænt lang tid på SOC, og man skal jo ikke forglemme at efter man har knust dem alle og gennemført story, så er der time attack for samtlige colossi :)
Soundtracket kan kvit og frit nydes på bl.a. Grooveshark, hvis nogen skulle have lyst. Har smækket en playliste sammen til de interesserede: http://grooveshark.com/#/playlist/Soc/60352759
Enjoy :)
Jeg synes det fantastiske i SOC er måden hvorpå spilleren i starten ser enhver colossus som en ond fjende, der skal nedlægges for at nå i mål, mens man til sidst nærmest har ondt af dem.
Begge titler har bestemt sin charme og sin ubetingede plads i spilhistorien, men desværre så er der selvfølgelig det med nostalgi i et muntert tilbageblik og så genoplevelsen af nostalgien. Det giver sjældent den samme glæde.
Ved sgu ikke helt hvad moralen er :)
ICO er et fantastisk følelsesmæssig spil, der giver udfordringer, og styringen er selvfølgelig lidt træls, men man lærer hurtigt at komme ud af de trælse vinkler.
SOC er et okay langt spil, men det er underholdende hele vejen. Jeg synes ikke det var så svært, og jeg kom hurtigt igennem det og det, hvilket er en skam. Verdenen er fantastisk og monstrene er utrolig underholdene at hoppe rundt på og stikke lidt i.
Selve universet i begge spil er fantastisk! Du føler dig lidt smidt ud i ødemarken, ud til en masse fantastiske dyr og med masser af fantastisk magic i luften. Man lever sig ind i begge spil og er underholdt hele vejen.
2 meget gode og lækre spil.
Synes det er lidt underligt at der slet ikke nævnes andet i SoC delen end at det kan være lidt svært at styre. Musikken, historien, atmosfæren - alt det der er med til at gøre SoC et kunstværk nævnes ikke.