Anmeldelse: From Dust
Skrevet af Jesper Thuesen    Tirsdag, 2. august 2011 11:41   
From_Dust_Header

Eric Chahi er ikke et navn, der får mange klokker til at ringe hos nutidens gamerbefolkning, men hvis man i stedet siger Another World, så er det en helt anden sag. Siden 1998 har Chahi dog ikke været aktiv indenfor spilindustrien, idet han stoppede sit hverv i denne for i stedet at undersøge vulkaner. At der skulle komme en lille perle af en Arcade-titel ud af dette projekt, skal vi alle være Chahi taknemmelige for.

For en lille perle er bestemt hvad From Dust fra Ubisoft Montreal er. Spillet har elementer fra gamle klassikere over sig, heriblandt lemmings og flere ældre Shaman-titler, men dog er From Dust så unikt og enestående, at man ikke føler, at det er gamle spil der sætter begrænsningerne for denne sommertitel.

I spillet styrer man en gudelignende enhed kaldet The Breath, skabt af et lille stammefolk som har for vane at rejse rundt på nogle særdeles ugæstfri områder. The Breath har i starten en række meget få muligheder, som typisk består i at samle sand og vand op, og via denne egenskab, skal man lede sit stammefolk rundt på over 10 forskellige baner, hvor opgaverne typisk består i at bane vejen frem til totempæle, som derefter bruges til at bygge landsbyer.

From_Dust_4

Det bliver dog mere avanceret efter meget få baner, for pludseligt truer vulkaner, tsunamier og skovbrande vores stammefolk, og her sættes de små grå for alvor på arbejde. Heldigvis kan man erhverve sig forskellige egenskaber til såvel stammens shaman som til The Breath. Eksempelvis kan stammen via deres shaman lære at spille vandets melodi, som gør stammen modstandsdygtig overfor tsunamier. The Breath kan få op til flere forskellige magiske egenskaber, eksempelvis en funktion, som lader The Breath omdanne vand til gele, hvorefter man på bedste Moses-vis kan lave passager i vandet. Herudover er der også en funktion der slukker ildebrande, ligesom man kan sænke vandstanden kraftigt på banen i en længere periode.

Spillet er uhyre simpelt at gå til og meget svært at mestre. I bund og grund drejer det sig om at samle sand, vand eller lava op og herefter benytte dette til at forme landskabet til at hjælpe stammefolket. Dette betyder også, at hver enkelt bane ikke har én enkelt løsning, men spilleren kan selv vælge, hvordan man vil løse problemerne. Skal man fokusere på at hive sine stammefolk igennem banen hurtigst muligt, eller vil man prøve at få vegetation på størstedelen af mappet, således man også får bonusviden og achievements? Det kan i sidste ende blive meget dyrt at forsøge.

From_Dust_2

From Dusts fysikmotor driver hele værket og det er til tider imponerende at se løjerne tage fart. Det er tydeligt at Eric Chahi bruger sin viden om vulkaner og sine oplevelser, til at designe landskaberne, som både kan være smukke men også særdeles ugæstfri. Spilmotoren er allermest fremtrædende når det kommer til fysikken i spillet og her er det specielt vandet der giver den store wow-effekt. Tsunamier ser ganske skræmmende ud, og det kan anbefales alle From Dust spillere at bygge en søjle af vand via gele-egenskaben, for derefter at se søjlen flade ud i vandet og skabe bølger over hele mappet.

Et enkelt minus i spillet er dog, at vores kære stammefolk til tider laver nogle mærkelige valg. Man kan risikere at stammefolket ikke kan nå frem til totempæle, simpelthen fordi de vælger at ignorere den sti man har lavet, og i stedet prøve at forcere en flod eller en stejl bjergskrænt. Herudover er spillets challenge system, som består af små enkelte baner med én eller flere opgaver, ikke spændende nok til at byde ind med mere spilletid til de i forvejen 6-8 timer som det tager at gennemføre From Dust.

From_Dust_1

Til gengæld opvejes dette af en uhyre smuk grafisk side. At man kan lave jublende gestikulationer på baggrund af noget så simpelt som vand, lyder som noget udviklerholdet fra Hydrophobia har forsøgt at overbevise verden om, men ikke desto mindre er det tilfældet. Banerne er fantastisk smukke, og alt lige fra de goldeste ørkener til de frodigste jungler, vulkaner, tsunamier og selv strømmen i floder fremstår så realistisk, at man ikke kan kende forskel fra et luftfoto og spillet. Stammefolket er ganske vist lidt stive i animationerne, men oftest ser man dem også fra fugleperspektiv, hvorfor man slet ikke lægger mærke til det.

Lydsiden er inspireret fra rigtige stammer og det mærkes, når stammefolket spiller vandets melodi eller andre landsby-frelsende sange. Det er ikke just fordi man selv får lyst til at danse regndans, men det passer godt til spillets helhed, at musikken, hvis man da kan kalde den det, er meget minimalistisk og nærmest anonym. I stedet bombarderes man med sanseindtryk fra rasende floder og eksploderende vulkaner, og lyden af en knusende tsunami er ærefrygtindgydende. Det skal opleves.

From_Dust_3

Som en helhed er From Dust klart de 1200 Microsoft Points værd, og alle med bare en smule interesse i naturens kræfter, gudehvervet eller måske endda landskabsmodellering skylder sig selv, i det mindste at prøve spillets trial. From Dust leverer en solid underholdning og kan bruges som et spil man samler op og smider fra sig efter 10 minutter, eller et spil hvor man kan bruge flere timer på at bygge den perfekte verden. Summer of Arcade er startet stærkt i år!

Fængende gameplay

Fantastisk grafik

Enestående spiloplevelse

Challenges er småkedelige

Svingende AI



Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com
 

Kommentarer: 

 
# Haugboelle 06/08-11 10:34
Lyder som et der lige skal prøves :)