Anmeldelse: Michael Jackson: The Experience
Skrevet af Jesper Thuesen    Fredag, 1. april 2011 17:15   
michael-jackson-banner

Michael Jackson har ofte fået prædikatet ”verdens største popstjerne”. Med et uanfægteligt talent og en gigantisk sans for storslåede shows, strøg han til tops på popmusikernes stjernehimmel for årtier siden. Efter hans død er navnet MJ naturligvis blevet malket i allerhøjeste grad, og med den bevægelsesfølsomme teknologi til konsollerne er det en selvfølge, at gamere verden over skal moonwalke hjemme i stuerne.

Michael Jackson: The Experience giver dig mulighed for ovenstående. Spillet er udkommet til stort set samtlige platforme, men vi har testet Kinect udgaven, hvor der selvsagt er nogle muligheder som ikke er at finde på de andre konsoller. Her er det udelukkende dansen der er i fokus, og lad det være sagt med det samme – det er ikke så nemt som den nu afdøde superstjerne får det til at se ud til.

Spillet sætter dig i rollen som festens midtpunkt. Kinect indfanger og reflekterer dig på skærmen sammen med op til flere backup-dansere, og herefter skal du forsøge at følge deres bevægelser så godt som du kan. Der er tre sværhedsgrader og du får i den grad slidt danseskoene, hvis du vil mestre den allersværeste.

Michael_Jackson_1

Koreografierne er ofte hentet direkte fra ”kongen” selv, og man vil blandt andet kunne nikke genkendende til trinnene fra eksempelvis den legendariske ”Thriller”-musikvideo. Og her finder man spillets ubetinget største force: Tracklisten er voldfed! Til trods for at Michael Jackson efterlader sig et alt andet end ublakket ry, så må man anerkende mandens musikalske talent og øje for det sublime, og det smitter af i spillet, hvor man opnår en sand glæde ved at forsøge at gå i Jacksons fodspor.

Desværre kæmper spillet med en solid omgang input lag, og det gør at man, til trods for at man rammer de forskellige bevægelser til UG kryds og bolle, og også bliver præmieret for dette, i hele tiden oplever at figuren på skærmen er bagefter. Det er frustrerende, og selvom man får points for at følge takten, så kan det være forvirrende idet man mange gange vælger at følge figuren på skærmen og ikke anvisningerne i stedet.

Det bliver ikke lettere af, at man pludseligt også skal synge undervejs, og her kan man enten bruge Kinects mikrofon eller i stedet en mikrofon fra eksempelvis Rock Band serien. Det fungerer fint, men det er samtidigt også svært at styre såvel den blegfede, som at fange de helt rigtige toner undervejs. Kinect-mikrofonen opfanger desværre ofte en masse mislyde i rummet, og det bliver dermed svært at opnå fuldstændig perfektion i optrædenerne.

Michael_Jackson_2

Til gengæld ser det ganske godt ud når man går på scenen. Kinect indfanger og placerer en udgave af spilleren på skærmen, sammen med et par back-up dansere, som man så skal følge efter. Herudover er temaerne typisk i tråd med sangen, så man veksler fra et diskosetup under ”I’m bad” til en fuldblods 80’er horrorfilm under ”Thriller”. Det fungerer fint, og til trods for der nok næppe bliver langet nogle game awards til Ubisoft for grafikken, så ser det nysseligt ud.

Musikken er til gengæld helt fantastisk. Dette skyldes naturligvis råstoffet, som jo trods alt bliver leveret af The King of Pop ham selv, men Ubisoft viderefører sangene med den tilpas mængde respekt til, at man får en virkelig god lydoplevelse ud af spillet.

Michael_Jackson_3

Til gengæld kan det undre, at der ikke er nogen onlinedel med i spillet, idet dette nærmest er oplagt. Man kan dog spille local versus eller co-op, så der er bestemt et party-element i hele herligheden, dog uden at spillet når samme klasse som eksempelvis Dance Central.

Michael Jackson: The Experience er en udmærket Kinect-oplevelse, som dog ikke ændrer ved det faktum, at vi stadigvæk har til gode at se Kinect udfolde sig fuldt ud. For selvom The Experience er underholdende i tilpassede doser, så holder det ikke tempoet i længden.

Gennemført gameplay

Suverænt sangkatalog

Høj sværhedsgrad

Irriterende input lag

Manglende onlinemuligheder

Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com