| Anmeldelse: Rise of Nightmares | |
|
 Kinect har, til trods for en række udmærkede titler, stadigvæk til gode at overbevise core-gamerne. Child of Eden var et forsøg, men mange valgte controller-funktionen i stedet for det fikse Kinect kamera. Nu har SEGA løsningen. Med Rise of Nightmares laver SEGA ifølge sig selv det første rigtige voksen-spil til Kinect. Rise of the Nightmares er noget så usædvanligt som et survival horror-motion spil. Du styrer spillets hovedperson, som i starten befinder sig på et tog et sted i Rumænien. Med dig har du konen, og så har de fleste nok regnet ud, at pigebarnet bliver bortført af en ond satan, som du så skal bruge resten af spillet på at jagte. Han er naturligvis ikke alene, og undervejs i spillet løber du i zombie-sygeplejersker og andre gale skabninger, som du på bedste Condemned-vis skal tage livet af. Og sammenligningen med Condemned er ikke tilfældigt, for i Rise of Nightmares kan du ikke gemme dig bag skydevåben og granater. I stedet er du tvunget til at tage kampen ansigt til ansigt med de mange monstre, som i øvrigt ofte er talrige og langt mere robuste end dig.  Det hele foregår med Kinect og det fungerer egentligt ganske godt, når man først vænner sig til kontrollen. Man bevæger sig ved at sætte en fod frem og drejer ved at dreje skuldrene den retning man gerne vil gå, og hvis man synes dette er bøvlet, så kan man slå on-rail til. Det kan dog anbefales at bevæge sig manuelt, idet dette giver større frihed og bedre overblik over kampene. Selve kampene fungerer således, at man slår ved at slå, underligt nok, parerer ved at holde hænderne op til ansigtet, og hvis man synes, at man fægter forvirret rundt uden at ramme noget, så kan man indtage en kamp-stilling, lidt a la en bokser, hvorefter man skifter til fokus-mode, som er en lock on-funktion. Dette fungerer egentligt okay, men det kan være svært at få overblik over de mange fjender, når de flokkes omkring vores helt, og dette resulterer ofte i at man bliver overmandet, fordi man låser på den forkerte fjende.  Der er ikke sparet på opfindsomheden og Rise of Nightmares følger den seneste zombie dille fra Dead Rising 2 og Dead Island, hvor zombier skal slagtes med mere eller mindre opfindsomme våben. Blandt andet får man, udover standardvåben som køller, sværd osv., også en slags propel, som hakker fjender i tusinde stykker. Rise of Nightmares har i TV-reklamerne langet godt og grundigt ud efter danse- og sportsspil, men det afholder dog ikke SEGAs gyser fra selv at byde op til sekvenser med uhæmmet løb på stedet og diverse undvigelsesmanøvrer. Tanken er såmænd god nok, men problemet er, som med spillet i sin helhed, at mange af de forskellige bevægelser føles unaturlige, eksempelvis som når man skal dreje eller sågar slå ud efter fjenderne. Det er muligvis fordi, at man ikke helt kan slippe tanken om, at man står hjemme i stuen og fægter rundt som en gal, eller også har SEGA ikke helt fået gjort brug af Kinect-teknologien som man måtte ønske. Det føles i al fald akavet, og dette er til trods for, at SEGA ellers bruger teknologien innovativt i forhold til hvad vi ellers har set. Al begyndelse er jo som bekendt svær, og det er måske netop dette, som resulterer i den lidt underlige fornemmelse ved spillet og brugen af motion-sensoren.  Stemningen er der ellers, og til trods for at grafikken ikke er hverken prangende eller specielt fotorealistisk, så giver miljøerne en skummel fornemmelse, og i takt med at de andre mennesker må lade livet i fælder eller i kløerne på monstre, så stiger intensiteten, lidt som man kender det fra House of the Dead spillene. Lydsiden gør også sit til at dette lykkes, og specielt den lidt ulækkert tilfredsstillende fornemmelse af at hugge lemmer af forsvarssløse fjender. Rise of Nightmares er hverken rigtigt godt eller decideret dårligt. Spillet skaber en god stemning og tænker i alternative baner med Kinect-sensoren, og det fortjener SEGA ros for. Desværre føles det til tider lidt for akavet og unaturligt at udføre de bevægelser der kræves af spilleren, og specielt når mængden af fjender bliver stor, så kan det være svært at følge med. Man er dog godt underholdt i spillets fem timer, men nogen nyklassiker bliver der næppe tale om.
|
Kommentarer:
Skal helt klart prøves!
Jeg synes også det er dér, hvor RoN skal have ros. Idéen er slet ikke dum, der skal bare noget finpolering til.