| Anmeldelse: Child of Eden Kinect | |
|
 Hvis du trænger til kulør på hverdagen, så bør du kigge på Child of Eden ud fra dette alene. Hvis du samtidigt var helt tosset med Arcade-klassikeren Rez, så har du endnu en grund til at kigge ekstra godt efter. Child of Eden er nemlig Rez’ spirituelle efterfølger, og det siger ikke så lidt endda. Child of Eden er længe blevet markedsført på, at spillet skulle være ilddåben for Microsofts Kinect koncept. Det er Q Entertainment og Ubisoft, der sender spillet på banen, men de fleste vil nok i højere grad bide mærke i, at det endnu engang er Rez-bagmanden Tetsuya Mizuguchi som står bag. Child of Eden består af fem baner, som varierer i størrelse og længde, man skal dog være obs på, at spillet kan være forholdsvist hurtigt gennemført, hvis man er typen der bare farer igennem et spil og derefter lægger det på hylden. Hvis man derimod er lidt af en perfektionist, så gemmer der sig en dybere oplevelse i Child of Eden. Måden hvorpå man kommer videre i spillet, er at samle points, som gives i takt med at du nedskyder fjender, indsamler forskellige collectibles og undgår at blive skudt. Det er kun hvis man er tilpas dygtig, at man får lov til at komme videre i spillet.  Det gør nu heller ikke noget, at man bliver tvunget til at tage en bane eller to nogle gange, for Child of Eden er en grafisk og lydmæssig præsentation uden nogen form for lige. Konstant bliver man bombarderet med visuelle og musikalske blomster, drevet frem af Mizuguchis eget band, Genki Rockets, og selvom det ikke er helt så hårdstlående og bass-tungt som Rez, så er det stadigvæk en oplevelse ud over det sædvanlige. Child of Eden kan nemlig bedst beskrives som en progressiv sanseoplevelse, hvor hver en fjende du nedlægger, efterlader sig en form for visuel udfoldelse, som typisk opfølges af et tiltagende beat, som i Child of Eden er langt mere pop-betonet end det var tilfældet i Rez. Modsat Rez’ digitale og til tider kolde, men imponerende flotte, verden, så byder Rez i langt højere grad på fantastiske scenarier, hvor organisk livsform som sommerfugle, hvaler og andet i det ene øjeblik fylder skærmen, for derefter at eksplodere i et farvevirvar, som efterlader spilleren med kæben på gulvet og opspilede pupiller.  Det er rasende flot, men desværre også en anelse forvirrende. Dette skyldes, at man i Child of Eden styrer spillet i førstehåndsperspektiv. Man kan benytte sig af to forskellige angreb, ét der bruger den fra Rez velkendte lock-on, hvorefter man kan nedlægge en række forskellige fjender samtidigt, og ét der er et manuelt maskingevær, som styres via et on-screen sigte. Når fjenderne skyder på dig, skal man hurtigt orientere sig, for derefter at nedskyde deres projektiler med maskingeværet, men når skærmen mest af alt minder om Cirkus Benneweiss på svampe, så kan det være svært at orientere sig i hele herligheden. Til gengæld skal Q Entertainment have ros for at benytte Kinect på den måde, som man kunne ønske sig fra starten. Der er ingen nævneværdig forsinkelse, og måden hvorpå man styrer sine to våben er simpel; nemlig én med hver hånd. Vil man aktivere spillets superangreb, så rækker man armene i vejret, og her føles Kinect ganske intuitivt, hvilket er et must for at Child of Eden kan fungere.  Child of Eden er i værste fald halvanden time langt, men jeg garanterer, at man kommer til at bruge ti gange så lang tid på at åbne spillets mange bonusser. Der er ingen onlinedel, men til gengæld er der masser af replayvalue i at opleve de mange forskellige miljøer, som skifter fra under vandet til langt over skyerne, igen og igen. Og hvis man er tilpas dygtig, så får man en ”overraskelse når man spiller musik på sin Xbox næste gang”. Jeg må dog erkende, at jeg endnu ikke har nået dette niveau. Inden strømmen af anerkendelser tager alt for meget til, så skal det dog siges, at Child of Eden har sine downsides. Først og fremmest forstår jeg ikke, at man ikke har lagt en trial af spillet på Xbox Live Marketplace. Spillets nærmest overvældende natur vil med garanti skræmme mange væk, så en demo havde været en stor hjælp. Herudover kan man godt argumentere for, at spillet efter nutidens standarder er for kort, men igen, der er mange shoot-em-ups som er markant kortere. Når det så er sagt, så vil jeg bestemt anbefale gamere med Kinect og et åbent sind at investere i Child of Eden. Når spillet er allerbedst, så bliver man nærmest høj af alle de mange visuelle og rytmiske indtryk, og det kan være lidt af et antiklimaks at skulle slukke sin Xbox og vende tilbage til den grå hverdag. Så kan man leve med et par skønhedsfejl her og der, så er der massevis af god underholdning i Child of Eden.
|
