Dem der blev glemt: Top 5
Skrevet af Lasse Poulsen    Mandag, 15. december 2008 21:14   

Vinteren er her. Som en kold spand vand i hovedet på os gamere, men en varm pote i hånden på spiludviklerne. Tiden til julehygge er blevet synonymt med tiden hvor de store titler kommer på hylderne, og hvor vi stakkels små afhængige fanboys, hardcore og casual gamere, må smide alle sparepengene på disken, for at hive det seneste hypede mesterværk med hjem.

Desværre lider mange titler på samme tid,  af den konsekvens at de ikke alle kan blive successer. Ihvertfald ikke kommercielt, og hvad enten vi vil det eller ej, kommer spil ikke i Hall of Fame på gode anmeldelser alene, hvilket den evige returnering af sidste års Fifa til Sonys Platinum serie bevidner og bekræfter. For en der sidder og følger scenen i detaljer, kan det ærgre mig at være til juleshopping, og se de samme franchises ryge i det spraglede julegavepapir år efter år. 

Spil som Fifa, Football Manager og Sims har et fast tag i ønskesedlerne, og grunden er uden tvivl den massive bunke reklamepenge der er blevet smidt efter spillene de sidste mange år. Alle sammen er gode spil, men det gør at fantastiske titler uden den skarpe profilering, bliver gemt til rodebunkerne sommeren efter. 

Der er selvfølgelig undtagelser som Guitar Hero og Call of Duty, men begge titler er efterhånden i samme båd som de andre "fastliggere". Man føler at det nu er udgiveren som bestemmer istedet for udvikleren. Noget som jo langtfra er ønskværdigt for fremtiden indenfor spiludvikling. 

Derfor har jeg besluttet mig for at kaste lidt gratis juleglans over nogle ældre titler som jeg syntes er oversete og forbigåede. Overhalet af rigmændende i yderste spor, men stadig kvalitetsunderholdning for alle pengene. Spillene er alle fra sidste generation, da jeg syntes de største spiloplevelser stadig ligger der. 

 

5: Baten Kaitos: Eternal Wings and The Lost Ocean

Som snydt ud næsen på Squaresoft, kom Monolith Soft i november 2004 med deres bud på et RPG. Med et revolutionerende battlesystem der involverede old school turbaserede kampe samt tilføjelsen af evigt udviklende spillekort, gjorde Baten Kaitos til et klassisk men samtidig unikt japansk RPG. Spillet blev godt modtaget i pressen og kunne holde en flot score på 80 / 100 hos Metacritics.com.

Baten Kaitos benyttede sig som sagt af nogle anderledes opbygninger i kampene, end vi før havde været vant til. I og med at forskellige spillekort blev tilføjet til ens handlinger, gav det variation i hver en kamp. Spillet var hamrende lækkert at se på, og musikken var som den slags skal være i et godt RPG. Uden tvivl et af de spil jeg har fået flest timer ud af på den lille Gamecube. Historien var fængslende og Monolith Soft ramte plet i personbeskrivelserne, og man sad med følelserne uden på tøjet når den bevingede hovedperson Kalas udviklede sig igennem spillet. Fantastisk spil og nummer 5 på listen.

 

 

 

4: PSYCHONAUTS

Efter at have udviklet primært til de helt gamle konsoller og PC, stod Tim Schaefer en dag i 2005 med sit første færdige spil til en konsol fra de nye generationer. Psychonauts til den originale Xbox var et platformspil af den gamle skole, men med Schaefers umiskendelige sorte humor og gennemtænkte puzzles smukt malet hen over skivens blanke overflade, fik vi her noget helt unikt. På sommerskolen for børn med psykiske talenter og evner, hoppede man i rollen som Raz som skulle på tur ind i folks underbevidsthed, for at løse mysteriet om de andre elevers hastigt forsvindende hjerner. Lyder det vanvittigt? Kender man lidt til Tim Schaefers baggrund som udvikler hos Lucas Arts, og som en af kræfterne bag klassiske point 'n click eventyr som Monkey Island serien og Grim Fandango, ved man at æblet ikke falder langt fra stammen. 

Udover et fantastisk setup, bød Psychonauts også på grafiske udskejelser i form af animationer a'la Tim Burton (Nightmare Before Christmas, Corpse Bride) og verdener der var så forskellige fra hinanden, at man troede det var et nyt spil hver gang en ny bane var loadet ind. Spillet er af de fleste anmeldere verden over, anerkendt som et af de allermest oversete spil igennem historien, men grundet dets revival på Xbox Live Marketplace via Xbox Originals, kan det "kun" blive til en 4. plads fra min side.

 

 

 

3: Eternal Darkness: Sanity's Requiem

Som en sjælden en af sin slags, var Eternal Darkness et horror spil til Nintendos Gamecube. I en spilverden som normalt var besat af små nuttede dyr og VVS'ere, gik amerikanske Silicon Knights, Inc. efter struben med denne psykologiske gyser.

Spillet fulgte 12 forskellige hovedpersoner i forskellige tidsperioder, som alle havde det til fælles at de kæmpede mod en større fjende, kendt som "The Ancients". Spillets historie er kompleks men imødekommende, men den største force spillet besad, var evnen til at få spilleren til at tvivle på sine øjne og ører. Spillet havde et Sanity Meter, som afgjorde hvor tæt figuren var på at miste forstanden. Meteret blev aktiveret bare ved synet af monstre og derfor var der aldrig mange minutters pusterum.

Effekterne og konsekvenserne ved en stigning i Sanity Metret var mange og voldsomme. Eksempelvis kunne lyden forsvinde eller skrue langsomt ned og så sad man der og stirrede vantro på skærmen. En af de helt slemme var hvis man forsøgte at gemme mens ens figur var på vanviddets rand. Her kunne spillet finde på at fjerne muligheden for at gemme og istedet tilbyde: "Continue Without Saving" eller; "Delete All Files". Det gav svedige håndflader skal jeg lige hilse og sige. 

Eternal Darkness er en af de få titler som virkelig har kunnet pille ved den 4. dimension, og virkelig have indflydelse over spilleren. Hvis du blev skræmt over de første Resident Evil og især Silent Hill serien, har du virkelig noget til gode her. En gyser ud over det sædvanlige.

 


 

 

2: PIKMIN

Udover at have et meget specielt navn, er det her også et meget specielt spil. Udviklet af Nintendo selv, havde det legenden bag Mario og Zelda med flere, Shigeru Miyamoto ved roret, og spillet blev modtaget med fanfarer af anmelderne. Ikke mindre end syv 100/100 karakterer og en gennemsnitlig karakter på 89/100 - ifølge Metacritic.com, blev det til.

Spillet kan beskrives som en blanding mellem et RTS og Overlord, men derudover er det nærmeste man kommer det, Pikmin 2. Du spiller som Kaptajn Olimar der under en rumrejse styrter ned på en planet, som ligner Jorden en hel del. Du har så 30 dage til at samle stumperne fra dit rumskib og flyve væk inden atmosfæren tager livet af dig. Til det får du hjælp fra de små Pikmins, som - alt efter farve, har forskellige egenskaber som at kunne tåle ild, vand osv. 

Det lyder som om man skal have levet i 60'erne for at finde hoved og hale i spillet, men når man først sætter spillet i maskinen - og lader den lettilgængelige og intuitive styring tage over, falder det hele i hak. De gennemtænkte puzzles med stigende sværhedsgrad er som ethvert godt spil - ikke til at slippe. Pikmin er et besynderligt bekendtskab, men aldrig før har påstanden om ikke at skue hunden på hårene, været så sand. Et enestående puzzlespil som stryger ind på en flot 2. plads. 

 

 
 
 

 

 1. Ico

Forestil dig en flok brølende Harley Davidson motorcykler komme ræsende ned af motorvejen. Buser forbi alt og alle og efterlader en larm og benzin os i vinden. Kørerne bærer læder, nitter og sveden blander sig med udstødningsdampene. Pludselig kommer der en lille dreng på sin 3 hjulede cykel, i hvad der ligner et stille tempo, op på siden af dem. Han nikker til dem, smiler, vinker og kører så fra dem uden så meget som at anstrenge en muskel i kroppen. 

Nogenlunde sådan virkede det, da Ico kom ud af ingenting tilbage i september 2001. Et spil der fuldstændig brød med normerne for hvad et spil skulle være. Du spiller som Ico. En lille dreng der bliver holdt fanget på et slot hvor han skal ofres af sin stamme. Han formår at undslippe fangenskab sammen med en prinsesse ved navn Yorda. Baggrunden for det hele er ikke fortalt meget nærmere, men det der bærer det hele, er det  man opnår til de to figurer. Senest har man - med moderat succes, forsøgt at få os til at holde af en kompagnon i Fable 2, men her er der virkelig noget om snakken. Den måde de to børn hjælper hinanden gennem tykt og tyndt er fantastisk, og en ellers hardcore gamer må bøje sig i støvet for præsentationen. Minimalistisk soundtrack og uforståelig dialog bidrog til en utrolig stemning, der ydermere blev understøttet af noget af det flotteste grafik på Playstation 2. 

Spillet brød med normerne på en måde som ikke er set siden. Selvom udvikleren Team Ico også ramte plet med den uofficielle efterfølger - Shadow of the Colossus, er Ico et pragteksemplar på fritænkning og innovation. 

Selvom det originale oplag af spillet idag er samlerobjekter - ved udgivelsen af SotC blev der trykt et nyt oplag, er spillet stadig i mine øjne det mest undervurderede fra sidste generation. Hvis alle udviklere var så modige og kreative som Team Ico, havde spilverdenen været meget længere fremme end den årlige Guitar Hero, Call of Duty eller Fifa udgivelse. 

 

 
 
 
 
 
 
 
 

kilder: giantbomb.com, gamespot.com, metacritic.com

Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com
 

Kommentarer: 

 
# fidentia 16/12-08 14:21
Rigtig godt skrevet.
En Fornøjelse at læse, som altid
 
 
# Cena 16/12-08 14:42
Super god artikel poulsen. Suverænt skrevet, og man får helt lyst til at købe en Gamecube for at prøve disse spil
Som Fidentia siger var det en ren fornøjelse at læse!
 
 
# westenfeldt 16/12-08 15:43
Super skrevet!

Og må da indræmme at jeg aldrig har hørt om de spil
 
 
# positive 16/12-08 19:21
super!!!
 
 
# hanmik 16/12-08 19:44
Fed Artikel... jeg selv har spillet ICO.. og det er klart et af de bedste PS2 spil nogensinde..! følelsen og stilen i spillet er simpelthen bare SUVERÆN..! har gemt det på min hylde over speciele spil.!
 
 
# Lasse Poulsen 18/12-08 05:10
Tak for roserne Hanmik> Ja også mig. Har den gemt godt af vejen så den ikke kommer noget til
 
 
# Haugboelle 21/12-08 13:43
#16 køb en wii og spil dem på
 
 
# sephiroth 01/01-09 20:19
Gode spil har en del af dem stående, da jeg har valgt at beholde min Gamecube.
 
 
# FatCat 09/02-09 18:24
Hmmmm... Helt blank på de spil.. Havde godt nok hørt om PIKMIN.. På grund af navnet
Men der mangler nogle klart noget på listen.. Nogen af de RIGTIGT gamle... Duke Nukem!
... Altså ikke Duke Numem 3D, Men Duke Nukem og Duke Nukem II De gamle 2D scrollere til PC... Those were the days
 
 
# Lasse Poulsen 11/02-09 02:52
Ja spillede dem godt, og de var jo som den slags var flest