|
Efter at have spillet Geometry Wars Evolved (GWE) for gud ved hvilken gang i jagten på den sidste achievement er jeg frustreret...men samtidig har jeg fornemmelsen af tilfredshed. For hold da op hvor har jeg spillet mange spil som jeg har fortrudt jeg har købt. Spil som Splinter Cell: Double Agent, Gears of War (vi kan ikke alle være enige), Beowulf, Frontlines: Fuel of War, Guitar Hero Aerosmith osv. Egentlig er spillene okay spil, men de har bare ikke formået at fastholde min interesse. Jeg har kigget på dem, sat dem i, startet det op for efter 5 min at tænke "nej fandme nej!". Jeg har ikke gidet bruge min tid på dem.
Det er her GWE kommer ind i billedet. For jeg sidder nu en sen søndag aften på min kolde altan, ryger en smøg og tænker på hvor mange gange jeg har tænkt: "sidste spil..." efter at have prøvet og overleve 1 million point i GWE. Det har været tæt på masser af gange. Det har været langt fra endnu flere gange. Pointen er, at jeg vender tilbage gang på gang, for at spille et 3 år gammelt spil, som egentlig er superenkelt og ligetil. Der burde ikke være så meget spilværdi i sådan en programmeringskode. Men det er der. Det er aldrig det samme spil. Spillet er så tilpas svært at man aldrig cruiser igennem. Samtidig lokker det med den fristende tanke, at et så ligetil spil ikke bør give en problemer. Men jeg skal ellers lige love for, at det gør det.
Et øjebliks klarhed i aftenkulden, nederlagets bitre smag og filtercigarettens søde aroma, gav mig lysten til at nedfælde min første top 3. En top 3 over spil som jeg har været, eller er afhængig af. 
Nummer 3: EA Sports Fight Night Round 3 Grunden til jeg købte en 360'er i første omgang. Traileren og anmelderne, lokkede mig med en forbedret udgave af det vanvittigt underholdende Fight Night Round 2 - som jeg havde spillet til hudløshed på PS2. Jeg havde et behov for HD gaming til min nye skærm og tanken om at se Muhammed Alis arrogante ansigt - behandlet med blod, sved og tårer a'la en højre uppercut, var for fristende til at modstå. Hvilken perfektion jeg mødte. Fuldstændig benovet over skægstubbe, svedperler og replays der var tapeseret med lyden af knuste tænder, opgivende smertesuk og billeder af kæber der blev trukket om bag ørerne, gjorde at jeg var solgt. Online mødte jeg folk som var hoverende, folk som quittede, oplevede lag og var hermed introduceret til onlinegaming; Console Style! Spillet snurrede konstant den første måned og har siden kørt med mellemrum, og bliver altid mødt med glæde når først den kvalmende intromelodi rammer højtalerne. At EA har valgt at følge op på deres bokse serie med Facebreaker bekræfter kun teorien: Det er menneskeligt at fejle. Heldigvis er Round 4 på trapperne og i mig finder i en skinny white boy som gerne langer et par virtuelle jabs over skranken. 
Nummer 2: Geometry Wars Evolved Efter min introduktion er en top 3 placering på denne liste selvfølgelig selvskreven for mig. Spillet kører - ikke dagligt, men ihvertfald ugentligt i forsøget på at score 1 million point - uden at dø. Det er endnu ikke lykkedes. Jeg fik min sidste achievement i spillet den 26 oktober...2006. Over 2 år siden. Det at jeg stadig forsøger at nå den sidste, fortæller os 2 ting.
- Jeg bliver tilsyneladende aldrig bedre...
- Spillet er vanvittigt vanedannende.
Nummer 1: Call of Duty 3 5 timer gennemsnitligt om dagen i et år, testede styrken af min Xbox, mine tommelfingre og mit parforhold. For ikke at nævne alle dem jeg spillede spillet dagligt med. Det var onlinedelen der trak. Efter min mening er en Capture The Flag på Eder Dam eller en War på Verdun, noget af det bedste verden har set indenfor online gaming. Jeg spillede det her spil så meget at jeg konsekvent mistede nattesøvn i et års tid. Jeg tror jeg sov omkring 7-800 timer for lidt det år spillet var i fokus. Efter det første halve års tid, med Ranked Matches i første række og Danskerlobbyer i andenrække, blev det ikke nok. Næ nej. Jeg kom med i en lille upåagtet dansk klan hvor time efter time blev brugt mod ligesindede (nogle gange også det stik modsatte) gamere fra hele den vestlige verden. Til sidst kom jeg med i en Amerikansk klan, og her forsvandt nattesøvnen helt. Jeg fandt mig selv tidlig - meget tidlig, torsdag morgen spille mod amerikanske hold der var på vej i seng. Her trak jeg i bremsen og måtte "nøjes" med EU klan og Ranked kampe. Ellers var jeg endt som Edward Norton i Fight Club. Og det er der vist ingen der ønsker. Du spørger sikkert dig selv hvad det var jeg syntes der var så fantastisk og vanedannende ved det spil. Jeg har kun en ting at sige. Gå på en killing spree med en Kar98. Grib flaget for enden af vinkælderen på Mayenne. Slå den første modstander du møder ned med flagstangen og løb herefter ned gennem den lange gang, mens du skriger "DÆK MIG! DÆK MIG FOR HELVEDE" til dine holdkammerater, for til sidst at hoppe den sidste meter mens du lægger dig i luften og lander ved dit eget flag. Det er action, gameplay, teamwork, skills og en X-Factor der får DR1's sørgelige aftenprogram til at ligne den lokale bodega kl. 10 søndag formiddag. Det er addiction. Det er gamingens heroin, og det er grunden til at jeg har slidt 3 joypads op, og været glad for det.
|
Kommentarer:
Det var et forhold lige som du havde til Call Of Duty 3.
Det kostede mig bortvisning fra skole, og ingen søvn i lang tid.
Har dog siden droppet alt hvad der hedder Clan kampe af hensyn til min kæresten som ikke ønsker at se det ske igen