"Ladies and Gentlemen, WE...ARE...LIIIIIIIIIIVE"

UFC's ring announcer har mange ligheder med sporten. Han er halvbror til Michael Buffer, som de fleste kender fra bokseringens main events, og ligesom UFC har han længe stået i skyggen af sin mere kendte halvbror. Men verden er jo som bekendt i evig udvikling, og tålmodighed er en dyd.

For Bruce Buffer er efterhånden ligeså kendt som sin bror, og det samme er sporten. Hvad der i november 1993 startede som en lille beskidt sportsgren, som de færreste stater i USA ville have over grænsen, er idag - som kommentatoren Joe Rogan siger, "The fastest growing sport in the world". En sport der konstant får nye fans, og med det kommende UFC 2009, har gamere verden over, allerede vist sporten kæmpe interesse.

Som mangeårig fan af sporten, vil jeg gerne give mit besyv med til udbredelsen. Så hvis du vil vide mere om sporten for rigtige fightere, skal du læse med her.

UFC 1. Ingen vidste hvad de kunne forvente. Den første kamp var mellem en sumo bryder fra Hawaii og en hollandsk savate fighter. Kommentatorne bestod af en tidligere NFL spiller, en kvindelig deltager ved OL og en tv journalist som alle var helt på bar bund. Efter første runde var der ingen der vidste hvad de skulle sige. Sumobryderen havde ikke en chance, og da han stormede frem mod hollænderen, gik sidstnævnte et skridt til siden så den store mand væltede. Derefter gav et par velplacerede spark til kæben et par af sumoens tænder en flyvetur, og kampen blev stoppet. Kommentatorerne sad måbende tilbage. Efter UFC 1, blev tandbeskyttere obligatorisk.

De første 5 events blev alle domineret af Royce Gracie. Et udvalgt medlem af familien Gracie, som stod bag kampformen, Gracie Jiu-Jitsu. Det har senere udviklet sig til Brazilian Jiu-Jitsu, og er et must i enhver UFC kæmpers repetoire. Den tekniske og tålmodige stil efterlod tit modstanderen frustreret og de færreste havde et forsvar mod en som angreb mens han lå på ryggen. Rear naked choke, armbars og guillotine chokes var en ubehagelig måde at tabe på, og mange måtte bukke under for overmagten.

Helt op til og med UFC 11 kæmpede man uden vægtklasser. Nogen husker måske kampen mellem Keith "The Giant Killer" Hackney og Emmanuel Yarborough i UFC 3, hvor højdeforskellen mellem de to var på 22 cm og vægtforskellen på intet mindre end 180 kg. Ud fra Hackney's kælenavn kan du nok selv regne ud hvem der vandt. Kampe som disse gav yderligere argumentation for, at teknik var mindst ligeså vigtigt som råstyrke. UFC blev startet fordi man ville se om en wrestler ville kunne slå en bokser, eller om en karatekæmper ville kunne vinde over en jiu-jitsu udøver. Dengang var deltagerne ikke vant til at kæmpe mod andre martial arts, så derfor blev forskellene virkelig sat på spidsen. Hurtigt gik det dog op for alle, at for at være succesfuld, måtte man kunne mere end bare at have et godt højre hook.

De store forskelle i evner og teknik, endte tit i voldsomme afslutninger på kampene, og i 1997 var UFC forbudt i 36 ud af 50 amerikanske stater. Det førte til at reglerne blev modificeret. Man gjorde det hele lidt pænere ved at indføre vægtklasser, og samtidig forbød man fra UFC 14 bl.a. at sparke nedlagte modstandere i hovedet, at lave skaller og ydermere blev det pålagt alle at kæmpe med handsker.

Først ved UFC 21 blev runder sat ned til 5 minutters runder, og pludselig var sporten ikke mere som en organiseret street fight, men derimod en kompetitiv afbalanceret sportsgren. Alligevel gik det ned ad bakke for UFC. Hen imod event nummer 30 blev det umuligt at afsætte sporten til PPV kanalerne, og efterhånden var ejerne ved at gå konkurs.

I januar 2001, skete der noget der skulle vise sig at ændre UFC's retning for altid. De 2 brødre Lorenzo og Frank Fertitta var casino ejere i Nevada, og sammen med bokse promoteren Dana White, havde de forbindelserne til spille og sportsmyndighederene i Las Vegas' hjemstat, i orden. Fertitta brødrene købte UFC for sølle 2 millioner $, og satte Dana White i spidsen som præsident for UFC. Herefter gik det stærkt. Pay Per View kanalerne blev pludseligt interesserede, og med navne som Chuck "The Iceman" Liddell, Randy "The Natural" Couture (som nogen måske vil genkende fra Red Alert 3), Tito Ortiz, BJ Penn og mange andre spektakulære navne, tog populariteten til.

Ikke mindst da Spike TV gik med til at sende UFC's eget reality program "The Ultimate Fighter" gik det stærkt. UFC måtte dog selv betale produktions omkostningerne, men det har senere vist sig at være en fantastisk god investering. Efter den første sæson af TUF fordoblede man næsten antallet af PPV kunder til UFC 52 til 280.000. Til UFC 66 kæmpede Liddell og Ortiz deres længede vente rematch, og her trak det over 1 million kunder i butikken.

Den 11 juli 2009 afholdes UFC 100. 15 ½ år efter det hele startede. Sportsgrenen er stærkere end nogensinde, og med nye navne både på fighter siden og fan siden hver dag, er det svært at se hvordan UFC skal kunne fejle. Den danske deltagelse er indtil videre sparsom, med kun Martin "The Hitman" Kampmann (passende kælenavn) som kæmper. Sidst han var i aktion var så sent som Ultimate Fight Night - hvor de mindre kendte udøvere beviser deres værd, d. 1 april. Her vandt han på point.

Som fan af UFC og gaming kan jeg ikke vente til spillet kommer d. 22 maj, og selvfølgelig vil vi have en anmeldelse af spillet til den tid. Demoen lover rigtig godt, især set i betragtning af de tidligere udgaver af sporten som spil, har været meget ved siden af virkeligheden.

Ydermere vil undertegnede rapportere fra UFC 99 i Köln til juni, hvor Rich "Ace" Franklin møder Wanderlei "The Axe Murderer" Silva i main eventet. Der er altså masser af grund til at holde øje med Gamers Lounge for at få mere info omkring UFC 2009 Undisputed og mere til!

See you guys in the Octagon!