Capcom står for denne uges weekendunderholdning med fredagens udgivelse af Dark Void, som den store spilproducent markedsfører under det bombastiske mærkat ”Verdens første reelle 3D-shooter”. GamersLounge har grebet jet-pack’en og undersøgt, om der er handling bag de store ord.

Japanske Capcom præsterer via udvikleren Airtight Games med Dark Void intet mindre, end at tage shooter-genren højt til vejrs med en kombineret flight/shooter-oplevelse, som giver spilleren mulighed for at tage kampene med fra skuddueller ved jordens overflade til vertikale kampe på flere højdeniveauer. Spillet er bygget op via Unreal Engine 3 og PhysX, som er et, ifølge udvikleren, revolutionerende fysiksystem.

Historien følger fragtpiloten William Grey, som efter et styrt i Bermuda Trekanten pludseligt befinder sig i et parallelunivers, hvor mennesket bekriger rumvæsener i en episk overlevelseskamp. Relativt tidligt inde i historien finder Grey en hover-pack som lader ham svæve over jorden. Denne udvikles senere til en jetpack som giver Grey mulighed for at agere menneskeligt jagerfly, og da den kendte videnskabsmand Nikola Tesla melder sig ind i historien er der lagt op til et slag af episke proportioner.

Desværre er historien, til trods for de storslåede rammer, helt og aldeles uinteressant, da den er forfærdeligt dårligt fortalt, og dermed er det op til gameplayet at løfte spillet. Dette område er dog primært baseret på en gammel opskrift, tilsat enkelte nye ingredienser. Dark Void er et run’n gun spil tilsat en cover funktion og i spillets første par baner er hele produktet en velkendt formular i en ny indpakning. Heldigvis ændres dette, da man efter et par baners gammeldags ildkamp bliver udstyret med en jet pack, som først lader dig svæve kortvarigt, for efterfølgende at give luft under vingerne, mens man på bedste fly-manér kan angribe fjenderne via de indbyggede kanoner i jet-pack’en.

I luften kan man udføre et udvalg af forskellige manøvrer, når fjendernes UFO’er pludseligt angriber og det kræver lidt tilvænning at skulle veksle imellem en almindelig shooter og et fly-spil, men tilfredshedsfornemmelsen er ganske stor, når først man får styr på det. Bliver man træt af at bombe fjendens UFO’er til jorden med almindelig ild, kan man i stedet kapre deres fartøj via et lille mini-game, som til sidst lader dig overtage styringen, hvorefter du med fjendens egne våben kan angribe dem.

Fjenderne består primært af robotter, som angriber i den ene bølge af fjender efter den anden. Antallet af stort, men variansen er ekstrem lille, og det bliver meget hurtigt kedeligt at nedkæmpe fjenden, primært fordi de agerer uintelligent, og reelt set ikke giver nogen modstand. Der er enkelte boss-kampe, og til trods for at disse plejer at være Capcom’s trumfkort, falder disse igennem i Dark Void, da de både er korte, nemme og uden nogen form for charme. Som belønning for nedslagtningen modtager spilleren Tech-points, som kan benyttes til at opgradere det sparsomme arsenal af våben, som man får til rådighed.

Ovenstående er netop spillets problem, for når man præsenterer en Single Player-only oplevelse, er et ordentligt range af våben, fjender og miljøer alfa og omega, og så er det simpelthen ikke nok, at man leverer det ene junglemiljø efter det andet, en række af sparsomt designede fjender og et våbenarsenal, som i bund og grund blot er standardvåben som shotguns, rifler og snipergeværer, forklædt under nye navne. Muligheden for at tage kampene op i højere luftlag er et lækkert pust til genren, men ændrer på ingen måde, at Dark Void er en meget snæver oplevelse, hvad muligheder angår. Har du spillet en time af spillet, er de resterende 5-6 timer givet på forhånd og det er bare ikke godt nok, når der er så mange alternativer på nutidens spilmarked.

Grafisk set lever Dark Void på ingen måde op til den standard af spil, der bliver præsenteret anno 2010. Effekterne er forældede og lyssætningen fungerer ikke på samme måde som det med god grund kan forventes. Dark Void er ikke decideret grimt, men animationerne halter, textures er mangelfulde og filmsekvenserne er uden stemning og detalje. Miljøerne er til gengæld forholdsvis store og åbne, men det virker ofte som om, at udviklerne har valgt den nemme løsning med masser af golde ørkenlandskaber som bryder ud i en kedelig brun-orange masse, i stedet for at forsøge at detaljere landskabet.

Til gengæld redder lydsiden æren via et flot soundtrack af Bear McCreary, som blandt andet har leveret musikken til Battlestar Galactica og The Sarah Connor Chronicles. Lydsiden er futuristisk og tidssvarende, og passer generelt rigtig godt ind i spillets mystiske univers. Dialogerne er leveret af et rutineret cast, hvor William Grey er lagt i Nolan North’s kyndige hænder. North er allerbedst kendt for sin stemmelægning til Nathan Drake fra Uncharted og han klarer opgaven med bravur.

Dog kan en hæderlig lydside ikke opveje et generelt middelmådigt gameplay og en slidt grafisk side i Dark Void, som udgives i hvad der bedst kan beskrives som en periode med et sandt stormvejr af længe ventede blockbuster-titler. Dark Void har masser af potentiale, gode idéer og et generelt friskt setup, men udførelsen er ringe og holdbarheden er blandt de allerlaveste på det nuværende marked for spil, tangerende til det ikke-acceptable, med blot ca. 7 timers gameplay uden nogen form for mærkbar replay value for andre end trophy huntere.

William Grey’s tur i Bermuda trekanten ender med andre ord i en fæl fuser, som med bare en anelse mere grundighed og opfindsomhed i våben-, bane- og fjendedesignet kunne have reddet spillet fra at gå ud i den sikre glemsel. I stedet må Capcom sande, at vertikale cover-systemer kombineret med luftslag ikke på egen hånd kan løfte et spil. Dark Void er med andre ord et spil, der på ingen måde er så dårlig som demoen umiddelbart giver spilleren indtryk af, men samtidigt heller ikke noget godt spil. En vare i den bløde mellemklasse.

3/5