| Anmeldelse: Green Day: Rock Band | |
|
 Harmonix og MTV Games fortsætter i samarbejde med EA deres band-relaterede udgivelser indenfor Rock Band serien. Efter en anmelderrost udgivelse af The Beatles: Rock Band er det nu californiske Green Day’s tur til at blive foreviget indenfor computerspil. Skulle du have levet i en jordhule igennem de sidste mange år, så lad os hurtigt taget et brush-up på Green Day: Rock Band’s omdrejningspunkt, nemlig punk-rockerne selv. Green Day startede den internationale karriere noget eksplosivt med udgivelsen af ”Dookie” som stadigvæk fremstår som én af de stærkeste punk-rock udgivelser nogensinde. Sidenhen mistede bandet meget af sin musikalske integritet, da deres udgivelser i perioden 1995-2004 slet ikke var præget af samme mængde hits og nyskabelse som det var tilfældet med Dookie. I 2005 bragede Green Day tilbage på toppen med det første amerikanerkritiske album siden World Trade Center-katastrofen, ”American Idiot” og dette lagde bunden til en overflod af succes’er. Bandet rider stadigvæk på succesbølgen, senest med udgivelsen af ”21st Century Breakdown” i 2009. Nu skal der naturligvis ikke gå diskografi i en spilanmeldelse, men grunden til at disse tre albums skal nævnes specifikt er, at det netop er disse der lægger fundamentet for Green Day: Rock Band, idet samtlige sange på de tre nævnte albums er at finde i spillet. Modigt af Harmonix, blandt andet fordi der er et par (af de bedste) sange på ”American Idiot” som er helt op til otte minutter lange, men hvem ville undvære så gennemført et nummer som ”Jesus of Suburbia”? Derudover er der også enkelte indslag fra andre albums som blandt andet ”Minority” og naturligvis klassikeren ”Good Riddance (Time of your Life)”. De tre albums repræsenterer ligeledes en periode i bandets historie, og dermed er der kun tre forskellige koncerter at tage udgangspunkt i, nemlig Warehouse koncerten fra 1995, Milton Keynes i 2005 og Fox Theatre fra 2009. Som en lille sidebemærkning skal det dog siges, at hele seks sange fra ”21st Century Breakdown” ikke er at finde i selve spillet, men skal hentes som betalings-DLC. Et lidt beskidt trick af udvikleren, specielt fordi hit-singlerne ”Know your Enemy” og ”21 Guns” er iblandt disse.  Selve spillet er som vi kender det. Der er intet nyt under solen og dermed skal du altså vælge ét af fire instrumenter, guitar, bass, vokal, herunder flerstemmig vokal, eller trommer. Dette naturligvis såfremt du spiller alene, da man selvfølgelig kan danne et helt band hvis man er flere spillere. Det går som altid ud på at ramme de korrekte toner og akkorder på de rigtige tidspunkter og score sig multipliers hvis man er god nok. Derudover er der også genvalg til Star Power systemet, som giver mulighed for at score dobbelt så mange points som normalt. Er man flere der spiller sammen i band kan man score nogle fælles bonus-muligheder hvis man er dygtig nok. Med andre ord er der ikke voldsomt meget nyt på den gameplaymæssige side. Man belønnes som altid med 1-5 stjerner alt efter hvor godt man klarer sig, og disse bruges, ligesom Beatles-udgaven, til at åbne op for blandt andet billeder fra Green Days koncerter, eller diverse challenges, hvor forskellige sange skal spilles igennem uden pauser. Klarer man disse challenges får man åbnet for filmklip af bandet under live-koncerter. Desværre føler man ikke den samme indlevelse som i Beatles-udgaven, idé billed- og filmmateriale er skåret ned til et billede med et datostempel, og ikke den samme gode beskrivelse af selve baggrunden for billedet, som man gjorde i The Beatles: Rock Band.  Der er også mærkbare forskelle på sangene. Selv om Green Day er blandt de største indenfor deres felt, så kan de ikke måle sig med Beatles, hvorfor sangkataloget er mere smalt og ikke med den samme store mængde hits. Til gengæld er sangene hurtigere, mere kaotiske og mere aktuelle, og specielt skal man vænne sig til, at det ikke er hammer-ons og pull-offs der skal mestres, men i stedet intens strumming og i særdeleshed timingen heraf. Det lyder måske en anelse kedeligt, men det er det ikke, for selvom det måske lyder mere simpelt bare at strumme løs, så kan det give selv de mest hærdede guitarnørder grå hår. Det samme kan siges om trommedelen, som nærmest er overdrevent svær under de mest hektiske sekvenser, mens vokalen er nemmere end Beatles-udgaven, hvilket faktisk bidrager til, at det samtidigt er mere underholdende. Onlinedelen er som vi kender den, med andre ord er der mulighed for at spille co-op og danne sit eget onlineband, eller dyste én eller flere kammerater mod lige så mange modstandere. Onlinedelen er okay hvis man er i det kompetetive humør eller bare bor for langt væk fra sine bandmedlemmer, til at kunne mødes hjemme i gamingrummet. Der er ikke så meget nyt på denne front.  Den grafiske side minder meget om The Beatles: Rock Band, med andre ord er der vægt på en karikering af figurerne frem for en fotorealistisk gengivelse. Figurerne er vellignende, og meget hyggelige, måske endda lidt for hyggelige. For modsat The Beatles under disses koncerttid, så er Green Day kendt for masser af tatoveringer, øjenskygge og store mængder fandenivoldskhed. Gassen går lidt af ballonen i Green Day: Rock Band, hvor bandet, til trods for at tatoveringer er gengivet med millimeters nøjagtighed, måske fremstår en anelse for pæne og polerede. Man mangler Billie Joe Armstrongs stærke gestikuleren mod publikum og når man samtidigt har censureret ord som ”fuck”, ”bastards” og ”masturbate” væk, så bliver det hele lidt for sukkersødt. Når det så er sagt, så har Harmonix formået at give spilfigurerne personlighed, og specielt trommeslager Tré Cool er lige så sindssyg i spillet som i den virkelige verden. Koncertfornemmelsen er iøvrigt fantastisk, og her mener jeg, virkeligt fantastisk. Koncerterne er fremragende gengivet, og inkarnerede Green Day fans vil lynhurtigt opdage, at effekterne, som eksplosioner, fyrværkeri og selv billederne på storskærmene i baggrunden, faktisk er noget nær 100 procent tilsvarende koncerterne som da de blev afholdt i den virkelige verden. Der er en konstant piften, jublen og fællessang og det bidrager stærkt til den gode stemning og udgør, sammen med sangkataloget, en særdeles fornuftig lydside i spillet.  Alt i alt afhænger oplevelsen af Green Day: Rock Band af, om man kan lide bandet og sangene, for i bund og grund er der ikke meget nyt i selve gameplayet fra The Beatles: Rock Band. Man fristes til at hive klichéen frem: ”if it ain’t broken, don’t fix it”, men man kunne med rette have forventet en form for nytænkning, udover de nye filmklip og billeder. Når det så er sagt, så får spillet en karakter, som bevæger sig over middelkarakteren, og det får den fordi at spillet virker sjovere end The Beatles: Rock Band, til trods for at sangkataloget er tyndere og fordi at koncertoplevelsen er dejlig virkelighedstro. Den til tider overbeskyttende censur og kravet om at betale for DLC for at få det fulde sangkatalog trækker den modsatte retning. Green Day: Rock Band henvender sig til fans af bandet og til dem der gerne vil opleve et modigt og nyskabende band på nærmere hold.
|
Kommentarer:
Det er helt sikkert et spil jeg skal have senere på året, selvom jeg ikke er for god til timing@strumming :)