| Anmeldelse: Singularity | |
|
 Sommeren er over os, og det betyder som oftest at diverse spiludgivere er gået på ferie og samler kræfter til et action packed efterår, hvor de skyder alle deres store titler af. Det var derfor uden de store forventninger at jeg satte Singularity i maskinen, som nærmest udkom ud af ingenting og uden nogen former for markedsføring - MEN JEG BLEV I DEN GRAD OVERRASKET! Raven Software har nærmest i stilhed udviklet Singularity uden omverdenen har taget notits af dette - og derfor var der ved udgivelsen ikke de store forventninger til spillet. Undertegnede havde intet hørt om det, før jeg faldt over nogle video på nettet, hvor gameplayet fangede min interesse i min evige søgen på nye spil. Jeg gik ned til den lokale spilpusher hvor jeg efter en del overvejelser endte med at købe spillet. Det var dog med bange anelser, da jeg ud fra videoerne syntes det mest af alt mindede af en klon og Bioshock og Metro 2033, som er 2 titler jeg bestemt ikke er fan af pga. gameplayer, men beundrer pga. stemningen.  Året er 1955. USA's superbombe gav et forspring i krigen mellem de 2 supermagter USA og Rusland. Russerne blev efterfølgende grebet af panik, og igangsatte derfor en stor operation som omfattede 12.000 mand, der skulle finde en ny og kraftfuld energikilde, som kunne anvendes til våben. En nyfunden energikilde ved navn E99 blev opfundet, og hvis den blev udnyttet korrekt ville den kunne ændre verden for altid. De efterfølgende eksperimenter som blev foretaget med den nyfundne energikilde E99 under den kolde krig, kostede en masse menneskeliv, og ingen kan i dag berette om hvad der rent faktisk skete. Den russiske regering har skjult alle spor som vidner om katastrofen der skete på Øen Katorga-12 som nu ligger øde. Det er nu din opgave som Nate Renko, at udforske den høje mængde stråling der kommer fra øen og finde ud hvad der rent faktisk foregik på øen under den kolde krig.  Nate og en deling soldater nødlander i åbningssekvensen på Katorga-12. Nate vågner og kommer til bevidsthed, hvor efter han begynder at udforske det fantastiske miljø på Katorga-12. Spillets åbning minder utroligt meget om starten på Bioshock og der er næsten så skræmmende stor lighed uden dog at være direkte kopieret at man som spiller blot afventer at Big Daddy kommer forbi øjeblikket efter. Efter noget tid på øen finder nat en dims som kan monteres på hånden. Men denne dims kan han manipulere med tiden, og skifte mellem E99-eksperimentets start (1955) og 2010 som han befinder sig i nu. Denne dims som er kaldet TMD vil i løbet af spillet blive den bedste ven, da den hjælper dig med de udfordringer du støder på undervejs i dit forsøg på at kortlægge hvad der skete på Katorga-12 i 1955. Gameplay minder mest af alt som en god blanding af Bioshock, Metro 2033 og Call Of Duty. Singularity har lånt det bedste fra de 3 spil og på en forunderlig vis sat det sammen, så du som spiller bliver underholdt på en måde som sjælendt før er set. Nate har et udvalg af "almindelige" våben som blandt andet tæller pistol, shotgun, maskingevær og sniper. Disse kan undervejs opgraderes og på det punkt er der egentlig ikke noget nyskabende under solen. På sin vis er der heller ikke noget nyskabende i TMD Nate har på armen, som kan styre tiden. Den minder nemlig mest af alt om de plasmids man har til fri afbenyttelse i Bioshock. Nate's dims har dog nogle forskellige kræfter, som gør han blandt andet kan bøje tiden med denne. Han kan f.eks. lave en Deadlock bobbel, hvor alt inde i denne står stille, dvs. tiden går i stå. Hvis han beskyder en fjende med TMD forældes de 55 år på få sekunder, for derefter at forvandles til støv. Undervejs i historien opgraderes TMD, og Nate får nye kræfter stillet til rådighed, som jeg dog ikke vil afsløre nærmere af hensyn til spilleren.  Onlinedelen er der hvor spillets helt store replay value ligger, eftersom singleplayer delen kun består af 6-9 timers spilletid alt efter niveauet. Onlinedelen består af 2 forskellige game modes. Den traditionelle Team Deathmatch hvor man som almindelig soldat har TMD stillet til rådighed i Firs Person, hvor man får en af dens kræfter stillet til rådighed alt efter hvilken klasse man vælger. På monstrenes side har man har 4 forskellige racer at vælge i mellem som spilles i 3rd Person, som hver især har deres fordele. Det andet gamemode er Extermination hvor holdet med soldater skal forsøge at genopbygge 3 beacons for at vinde, hvor holdet som er bestående af monstre selvfølgelig skal forsøge at forpurre dette. Der er egentlig ikke meget nyt under solen, både hvad angår gamemodes og de forskellige ting som klasserne hver især kan udføre. Der hvor spillets onlinedel udmærker sig, er at tingene bare fungere 100 % uden der kan sætte en finger på det. Hvad enten man spiller som soldat i FPS eller som monster i 3rd Person fungerer det bare perfekt, selvom der er begrænsninger ved de enkelte klasser. Spillets onlinedel har efter ca. 9 timers spilletid ikke givet mig de frustrationer som online spil oftest kan give. Ingen af klasserne er totalt overpowered og man vil hellere bare underholdes af spillet og have det sjovt med det, frem for at gå benhårdt efter sejren hver gang. Multiplayerdelen er på ingen måde en COD eller Halo killer, men det er et fantastisk supplement til de dage hvor man har lyst til at spille noget online og ikke gider sidde og høre på skrigende småbørn hvis ordbog mere eller mindre kun består af noob, retard og diverse andre ord som de knapt kender betydningen af.  Spillets tekniske præsentation er intet mindre end fænomenal. Grafikken tager på nogle punkter pusten fra en på samme måde som Bioshock gjorde. Der er blandt andet et tidspunkt hvor man befinder sig mellem de 2 tidszoner hvor alt forældes omkring dig mens du bevæger dig gennem banen, og denne oplevelse kan ikke beskrives med ord og skal simpelthen opleves. Lydsiden i spillet er ganske solid og dialogerne mellem figurerne fungere rigtig godt. Man kan dog undres over hvorfor man helt vælger at undlade undertekster i spillet, da man på nogle tidspunkter skal lytte meget godt efter for at opfange hvad der bliver sagt. Lyden fra våbnene, monstre og lignende skifter alt efter hvilke omgivelser du befinder dig i. Ovenstående udarter sig i fantastisk atmosfære som kun ganske få spil indtil nu har formået at give spilleren. Som tidligere nævnt er jeg ikke den store fan af hverken Bioshock og Metro 2033, men det de 2 spil formåede at levere som ingen andre, var atmosfæren i spillet, og denne gruppe er Singularity nu også blevet en del af. Der er for at være helt ærlig ikke noget nævneværdigt negativt at sige om spillets præsentation.  Hvad enten man er fan af alle eller blot enkelte af de titler som spillet minder er, er Singularity simpelthen en oplevelse som man som gamer ikke bør snyde sig selv for. Velskrevet historie, kombineret med fantastisk stemning og underholdende onlinedel gør at man simpelthen ikke kan forstå at dette spil ikke har mere omtale i forbindelse med udgivelsen. Medmindre der kommer en demo til spillet, kan man lidt frygte at dette er en titel som af mange vil blive overset fordi den simpelthen ikke får den omtale som spillet berettiger til. Jeg har spillet masser af spil som har fået meget mere hype og skuffet på det groveste, hvor man som spiller sidder og decideret skuffet over man betalte 500,- for det. Dette er bestemt ikke tilfældet her og derfor får spillet herfra stående applaus om en titel i min bog som årets helt store overraskelse. Jeg vil sidde helt fremme på stolekanten hvis der på et tidspunkt anonnceres en efterfølger!
|
Kommentarer: