| Anmeldelse: Crackdown 2 | |
|
 Godt tre år efter Realtime Worlds’ Crackdown udkom er efterfølgeren nu parat. Realtime Worlds’ arbejde er nu overtaget af Ruffian Games, men ellers er alt som det plejer at være i Pacific City, som virker bekendt, endda lidt for bekendt. Læs her hvorfor. Crackdown fik en blandet modtagelse af kritikerne og i særdeleshed af spillerne selv. Nogle elskede det og klassificerer den dag i dag Crackdown som ét af de største kultspil, mens andre hurtigt skaffede sig af med det igen. Denne fordeling kommer sandsynligvis til at holde med toeren som er på gaden fredag d. 9. Juli 2010.07.08 For der er ikke sket meget i Pacific City siden sidst. Nuvel, byen er efter en fredelig periode overtaget af en anarkistisk og våbenglad gruppe kaldet The Cell. Denne gruppe af ballademagere har det med at sprede død og ødelæggelse om dagen, og som om at det ikke var nok for de stakkels beboere i Pacific City, så hjemsøges byen af mutanter som kigger frem efter mørkets frembrud. Heldigvis har The Agency en løsning, nemlig dig. Som en skrap agent med overnaturlige kræfter sendes du afsted som en anden Schwarzenegger, der for gud ved hvilken gang skal rydde op i hele herligheden ved hjælp af pumpede muskler, store våben og rappe replikker.  Har man spillet Crackdown vil man lynhurtigt føle sig tilpas i Pacific City, for meget er ved det gamle. Byen er i forfald, bilerne rustede og de store by-kendetegn som pariserhjulet og Agency Tower er smadrede, men derudover er der ikke den store forskel. Dette er på én og samme tid spillets allerstørste styrke og svaghed. For indtrykket er en sur-sød blanding af gensynets glæde og bitter skuffelse over, at man ikke har forsøgt sig at lave en mere reel toer og er gået på kompromis med Crackdown 1,5. Historie er man også sprunget over, så i stedet må vi nøjes med den nærmest obligatoriske åbningshistorie om forræderi og en bitter fjende som skal fjernes. Gameplayet kører i samme rille som miljøet, altså på stort set samme måde som i etteren. Der er altså tale om free roam, som mest af alt kan beskrives som et vertikalt sandkassespil forstået på den måde, at banens størrelse ofte skal findes i kraft af bygninger der skal bestiges frem for store distancer fra den ene ende til anden i byen. Og Crackdown 2 er stadigvæk skægt, til trods for at man kan blive sindssyg i længden af det, så er det altså sjovt at lede efter grønne og lilla orbs, som nu også kan finde på at flygte fra dig, i jagten på at styrke din agent yderligere. Herudover er der også specielle Xbox Live orbs, som kun kan åbnes af mindst to agenter på samme tid i co-op.  Dette er nemlig en stor del af hele Crackdown universet, nemlig at din agent fra starten blot er en puppelignende skabning, som bare venter på at vokse sig stor og stærk, for derefter at flyve bort som en smuk, eller rettere makaber overpowered supersommerfugl med biceps som rundetårn, færdigheder bag rattet som Michael Schumacher og skydeegenskaber som Rambo. Man kan udvikle sin agent ved at finde agility orbs, udføre forskellige ræs eller skyde og sprænge fjender i luften, og dette har man massevis af muligheder for, takket være et særdeles opfindsomt arsenal af våben. Endvidere får man pludseligt også muligheden for at flyve over korte distancer, kan det snart blive bedre? Crackdown opfordrer hermed til at bruge masser af tid til at sætte forskellige scener op. Altså samlet tilpas meget sprængstof til at lægge den halve by i ruiner, at køre tonsvis af mutanter ned i din Agency Buggy eller den nemme løsning, nemlig at hoppe og springe efter agility orbs. Her lider spillet dog af samme problem som etteren, nemlig at man i Crackdown, modsat eksempelvis Assassins Creed, ofte har mere end svært ved at finde op af bygningerne, idet der sjældent er udpenslet en vej man skal bruge. Man kan dermed bruge oceaner af tid på at springe fra vindue til vindue, for derefter at finde ud af at hele turen har været forgæves.  Grafikken har fået sig en tand op fra etteren, og fremstår stadigvæk som værende blandt de suverænt mest farverige og skarpe spil på denne generation af konsoller, uden at det bliver skabet eller går i ren Viva Pinata mode. Cell Shading-konceptet, som får den grafiske stil til at minde om tegnefilm, passer enormt godt til universet, og selvom der er masser af aktivitet så kører det hele flydende. Lydsiden er gennemført, selvom der sjældent er decideret baggrundsmusik. Der er tunge eksplosioner som giver en rigtig god dybde i spillet, hvad enten en bombe eksploderer foran dit ansigt eller i den anden ende af byen og man kan i hele tiden finde frem til vennerne bare ved hjælp af lyden. Sætter man sig i Agency-bilerne kører der gamle musiknumre, som giver en sprød stemning, heriblandt kan nævnes én af undertegnedes personlige favoritter, The Doors. Eneste kritikpunkt på lydsiden er fortællerstemningen, som i sidste ende bliver mere end ualmindeligt kedelig at høre på.  Som noget nyt byder spillet på co-op for op til hele fire personer, og det er altså her at spillet skal kompensere for det repetetive gameplay, den totalt udeblevne historie og de mange gentagelser fra etteren. Og lad det være sagt med det samme, fire spillere i samme spil ændrer hele spillet markant. Det er simpelthen hamrende underholdende at storme rundt og forvandle Pacific City og de stakkels indbyggere til kanonføde eller prøvedukker for dit seneste eksplosive setup. Co-op kræver dog at man er ualmindeligt god til at bruge kommunikation, for ellers ender man typisk i fire forskellige verdensdele uden egentligt at påvirke hinandens spil, simpelthen fordi der er så meget at give sig til. Herudover kan man også spille forskellige deathmatch modes for op til 16 spillere, og selvom disse da er ganske underholdende, så bibringer de ikke rigtigt noget, man ikke har set før. I bund og grund afhænger din Crackdown 2 oplevelse af, om du har tre andre kammerater at spille med, og derudover også, om du kunne lide etteren. For kunne du ikke det, så skal du ikke betale fuld pris for Crackdown 2, som, til trods for et par nye tiltag som køretøjer, våben, fjender og flyveegenskaber, mest af alt minder om etteren. Kunne du til gengæld ikke få nok af at samle orbs, unlocke den bedste og mest kreative brug af achievements til dato og hamre fjender ned på fantasifulde metoder, så er der ingen tvivl, du skal tilbage til Pacific City igen!
|
Kommentarer:
Kan ikk samle flere orbs