| Den kontroversielle konsolgeneration | |
|
![]() Den nuværende generation af konsoller har givet os nogle af de største øjeblikke indenfor gaming. Men samtidigt har vi også været vidner til nogle af de største kontroverser i spilhistorien nogensinde. Gamerslounge giver dig et overblik over flere af de spil og episoder, der tog overskrifterne på den dårlige måde. ![]() 6. Resident Evil 5 og racismen Da Capcom’s elskede Resident Evil serie’s 5. afsnit udkom i 2009 efterlod spillet sig ikke alene en række af pæne anmeldelser, men ligeledes også en strøm af anklager om racisme mod det japanske spilstudie. Det faldt ikke i de forskellige anti-racisme-gruppers smag, at hovedpersonen Chris Redfield tilsyneladende begav sig til Afrika for at slagte grupper af indfødte for fornøjelsens skyld. Bloggeren Bonnie Ruberg fra www.villagevoice.com bemærkede, at de afrikanske indbyggere blev fremstillet som barbariske vildmænd i spillets åbningsscene, hvor de endnu ikke var inficerede og hun blev ligeledes citeret for at sige, at Capcom forsøgte at fremstille hele den mørkeglødede race som en sygdom i sig selv. Smitteovergangen, som i Resident Evil-serien kunne ske ved blandt andet bid eller indtagelse af en inficerets blod, betragtede Ruberg som et forsøg på at slå plat på HIV og AIDS krisen i Afrika og hun fandt det særdeles makabert, at Capcom havde valgt dette setup. www.blacklooks.org var ligeledes ude med riven, og en talsmand for sitet, Kym Platt fortæller, at hele sceneriet med en hvid mand i militærtøj, hvis eneste formål er at slagte afrikanske indfødte, vil være med til at afføde had og frygt blandt de unge mennesker, som spillet blev markedsført til. Capcom svarede tilbage på anklagerne, og henviste blandt andet til spillets anden hovedperson, den afrikanske Sheeva, mens de ligeledes fortalte, at de fem forgangne spil typisk havde haft zombier med kaukasisk udseende som spillets hovedfjende. Smittemetoden havde været den samme igennem hele spilserien, og herudover havde spillet en aldersbegrænsning på 18 år. Spillerne var tilsyneladende hurtigt ude med tilgivelse til Capcom, og Resident Evil 5 blev med over 5 mio. solgte kopier det bedst sælgende spil i serien. ![]() 5. Jeff Gerstmann episoden Gamespot mistede med stor sandsynlighed en del af deres journalistiske integritet, da Kane & Lynch udkom tilbage i november 2007. Det var Jeff Gerstmann der stod for anmelderopgaven på spillet, og med sølle 6/10 som samlet karakter, fik Kane & Lynch langt fra den modtagelse som mange havde regnet med. Eidos havde kørt massive reklamekampagner for deres nye titel og Gamespot lignede i perioden op til release også mest af alt en overplastret Kane & Lynch reklame, hvor hele sitelayoutet var specielt tilpasset de to antiheltes første konsoleventyr. Flere medier spekulerede allerede inden release i, at Eidos havde postet et beløb, svarende til omkring 100.000-200.000 $ i projektet og derfor var det bestemt ikke kærkomment, at Gerstmann offentliggjorde en anmeldelse, der mest af alt var et eksempel indenfor kunsten i at nedsable et spil. Gerstmann var dog en afholdt herre af brugerne på Gamespot, som specielt var glade for hans billedsprog og humoristiske tilgang til faget, og derfor gav det intet mindre end et ramaskrig da Gerstmann pludseligt ikke var at finde blandt Gamespot crewet, kort efter den ovennævnte anmeldelse. Gamespot bekræftede at Gerstmann blev fyret, og sagen blev ikke mindre speget af, at Kane & Lynch reklamerne forsvandt fra Gamespot kort tid herefter. Spekulationerne gik efterfølgende på, at Eidos havde krævet Gerstmann fyret som kompensation for at have brugt de mange reklamepenge for blot at få negativ reklame for deres produkt retur. Naturligvis er intet be- eller afkræftet i sådan en sag, men hele sagsforløbet var et skræmmeeksempel på udgivernes magt, og startede for alvor debatten om, hvorvidt de store spilsites har ladet sig betale til bedre bedømmelser af et givent produkt. ![]() 4. Xbox 360 fadæsen ”Man skal være først for at blive størst”, dette syntes at være tankegangen bag Microsofts konsolsatsning indenfor den nuværende generation af konsoller. Det hvide vidunder, Xbox 360, var den første af de tre store konsoller til at entrere markedet, da konsollen udkom i november 2005, og selvom millioner af gamere var lykkelige over endeligt at træde ind i den næste generation af konsolgaming, så varede lykken for flere af dem kort. Xbox 360 var nemlig et skrøbeligt stykke mekanik, og det er endda mildt sagt. Den røde dødsring, red ring of death, spredte sig som en steppebrand til Microsofts konsoller og flere måtte sende deres konsol til reparation, endda flere gange. Problemerne syntes løst da Microsoft efterfølgende udgav en ny pendant til deres hvide Xbox 360, nemlig den sorte Xbox Elite med opgraderet harddisk og mulighed for HDMI. Glæden varede dog kort, for til trods for at Eliten virkede som et mere habilt stykke elektronik, så var problemerne lige så massive på denne konsol. Microsoft måtte til sidst bukke sig for presset og udvidede derfor garantiperioden fra de normale garantiomstændigheder til 3 års RROD garanti. Jasper versionen af Xbox 360 udkom herefter, og denne Xbox 360 udgave var tilsyneladende det, som Microsoft havde sigtet efter i starten. I hvert fald synes problemerne med de røde dødsringe nu som en saga blot på de nye konsoller, men med flere rapporteringer om en fejlrate på over 50 % af konsoller i den gamle Xbox 360 generation, så virker dette også som et krav der er mere end rimeligt. ![]() 3. Online pass Med spilpriser som på det danske marked ligger over kr. 500 for et splinternyt, netop udgivet Xbox 360 eller Playstation 3 spil, så finder brugerne nye veje. Brugtmarkedet for spil er enormt, og spilbutikkerne GAME og GameStop er blandt de mange, som profiterer på dette marked. Brugtspilsmarkedet er dog en torn i øjet på spiludgiverne, som ser en potentiel profit forsvinde som damp op i luften, og derfor gik Electronic Arts som de første nye veje i starten af 2010, hvor det såkaldte Online Pass blev indført i blandt andet Tiger Woods PGA Tour 2011. Hele konceptet bygger på en engangskode som medfølger i hvert eksemplar af et spil, vel at mærke hvis man køber det fra nyt. Denne kode åbner så for onlinedelen af spillet, som herefter kan bruges indtil serverne lukkes ned, hvis dette sker. Dermed vil brugtspilskøbere blive ”snydt” for onlineoplevelsen, altså den del af spillet der tiltrækker en stor del af spillerne på dagens konsolmarked. Electronic Arts havde tidligere forsøgt sig med såkaldte VIP-koder i deres udgivelser af Mass Effect 2 og Battlefield Bad Company 2, hvor en engangs-VIP kode åbnede op for nye våben, baner og andre ting, men med Online Pass er skridtet taget fuldt ud, og Electronic Arts har tydeligvis inspireret andre til at benytte samme fremgangsmåde. Således har THQ, Ubisoft og Activision meddelt, at udgiverne vil overveje metoden, og THQ har sågar benyttet den i deres årlige udgivelse af UFC Undisputed. ![]() 2. No Russian Modern Warfare 2 er med over 10 mio. solgte kopier blandt de suverænt bedst sælgende konsolspil nogensinde og Acticisions krigsshooter har da også haft en fast førsteplads på listen over de mest aktive spil på Xbox 360 og Playstation 3 hver uge siden udgivelsen. Da spillet udkom, var det dog under massive anklager om en direkte vulgær tilgang til den konstant forbedrede spilrealisme. Dette skyldtes én enkelt mission med navnet ”No Russian”. Hvis du endnu har til gode at opleve eller høre om No Russian, så kan missionen bedst beskrives som en undercover mission, hvor spilleren slår sig sammen med spillets hovedfjende og sammen med en flok korrupte russere mejer en hel lufthavn fyldt med civile mennesker ned. Scenerne er særdeles blodige, og flere civile kravler sårede hen over slagmarken, mens de råber om hjælp og søger væk fra terroristerne. Til trods for at banen kunne fravælges, skabte den ekstrem stor mediebevågenhed, dels grundet den verserende krigsførelse, som mest af alt var blevet beskrevet som en ”don’t ask, don’t tell”-metodik, og dels grundet 9-11 episoden, som blev vakt til live i spilform da No Russian blev annonceret. Spillet blev dog ekstremt populært kontroverserne til trods, men debatten om No Russian verserer stadigvæk, blandt andet fordi flere kritikere mener, at unge mennesker får et forkert forhold til civiles liv, og No Russian derfor vil være med til at forøge antallet af civile drab i form af blandt andet skoleskyderier. ![]() 1. DLC udviklingen Det startede som en rigtig god idé, men efterhånden som udviklingen af det såkaldte DLC, altså ekstrapakker til spil i form af baner, udstyr og andet, tog fart, så danner der sig et efterhånden skræmmende billede af mulighederne for DLC. I starten blev DLC mest af alt brugt som en ekstra mulighed for at udvide spiloplevelsen med et par timer. Flere udviklere har vist, hvordan man udnytter konceptet med succes, blandt andet i det første Mass Effect, hvor udvidelsen ”Bring Down the Sky” er en billig ekstraudvidelse til forholdsvis små penge. Sidenhen er udviklingen dog nærmest løbet løbsk, og essentielle dele af spil ser nærmest ud til at blive tilbageholdt, for derefter at kunne sælges som DLC til store penge. Blandt de mest omdiskuterede DLC pakker i 2010 finder man de to map packs til Modern Warfare 2. Pakkerne består hver især af i alt fem baner, hvoraf to af disse er baner fra det første spil i Modern Warfare serien. Dette til trods, har pakkerne fået et prisskilt på omkring 100 kr. stykket, altså godt 50 procent mere end den tidligere pakke til det første Modern Warfare spil kostede. Et andet koncept, der har bragt sindene i kog hos spillerne, er det såkaldte Unlock-DLC, hvor spilleren skal betale en pengesum for at åbne for en del af spillet der allerede i forvejen befandt sig på spildiscen. Resident Evil 5’s versus del var blot ét af flere eksempler på betalingsindhold der befandt sig på discen allerede fra udgivelsen. DLC er i dag i langt højere grad en selvfølge end den ekstraoplevelse, som DLC i starten blev betragtet som. Enhver udvikler med respekt for sig selv har flere DLC-udvidelser i ærmet efter udgivelsen af et spil, og disse DLC-pakker kommer naturligvis med et pænt prisskilt på. Man kan frygte at denne udvikling fremadrettet vil medføre, at udviklerne vil forkorte spiloplevelsen, simpelthen fordi det er mere profitabelt at udgive store dele af spillet efterfølgende i DLC form. Hvis ikke forbrugerne forholder sig kritisk kan det meget vel være den vej markedet drejer. Og så nytter det ikke noget at vi alle grinte af Bethesda, da de udgav det efterhånden legendariske Horse Armor til Oblivion. |








Kommentarer:
Angående Kane & Lynch anmeldelsen var fadæsen jo netop at 6/10 ikke var så ringe som det åbenbart opfattes. JG sablede ikke ligefrem spillet, men kaldte det middelmådigt. Det var i mine øjne endnu en grund til at føle ubehag over Gamespot / Eidos at en 6/10 blev fremstillet som en dårlig karakter.
Ja mener da også at 6/10 har prædikatet "fair" hos Gamespot.
Kan dog huske at JG brugte meget lidt flatterende vendinger i video reviewet, og efter sigende var det blandt andet det der fik Eidos til at stejle.
Men en speget sag.
Men heldigvis fik vi da Giantbomb ud af det!
Lækker Artikel, Tue.
This
Der har været utrolig mange 'gode' kontroverser op igennem tiden, men sådan noget dør hurtigt når man ikke har et helt internet fællesskab bagved til konstant at hælde benzin på bålet.
Men det dækker ihvertfald den nuværende generation rigtig godt, spot-on vil jeg næsten sige og er ganske enig i første pladsen - Det er en af de kontroverser der begyndte tidligt, er konstant i baggrunden og har ændret spil scenen fuldstændig både nu og ud i fremtiden.
Flere af den slags artikler, ja tak