Nu er vi så nået til Battlefield: Bad Company 2, som takket være sin forgænger, er sat til at blive et af årets helt store udgivelser, og efter en hæsblæsende introduktions-mission, er det tydeligt at vores svenske venner fra DICE, har i sinde at leve op til forventningerne. Du bliver som spiller smidt tilbage i det velkendte B-Company som den fornuftige Preston Marlowe. Sammen med den skydegale Haggard, teknikspecialisten Sweetwater, og Sergeant Redford, som mest af alt bare vil på pension, har du ganske enkelt til opgave at finde et sonar-våben med kodenavnet "Aurora", som tilbage i 2. verdenskrig, jævnede en hel japansk ø med jorden, og som en russiske militærleder ligeledes er på udkig efter, med hensigt på at udryde supermagten USA.

En overraskende velfortalt historie, som for mig, virkede som en god appetitvækker for en efterfølger, som uden tvivl vil blive en realitet i fremtiden. Humoren i BC2, er en smule anderledes i forhold til sin forgænger, men bare rolig, den er stadig ligeså genial og underholdende (hvem husker ikke reklamerne for Bad Company). Det er tydeligt at den er blevet nedtonet en smule, og virker knap så påtaget, som i Bad Company, og det nye "look" klæder serien rigtig godt.

Hvis du spillede det første Bad Company, så vil du med det samme føle dig tilpas i BC2, da der ikke er fiflet for meget ved styringen. Tilgengæld er der ændret en hel del ved selve singleplayer oplevelsen, som afgjort er til det bedre. I stedet for at have rådighed over hele banen fra start af, så har DICE istedet valgt den mere strømlinede tilgang til banerne. Det betyder at der er smidt en god håndfuld scriptede scener ind i banerne, og i stedet for at du hovedsageligt fører vejen, så skal du blot holde trit med dit hold, og skyde alt hvad der rører sig. Du har stadig muligheden for at udnytte forskellige tilgange til din mission, ikke mindst takket være den forbedrede Frostbite motor, som giver anledningen til at nedlægge enhver væg, eller ethvert hus der skulle være i vejen for din taktik. Her er der virkelig sket meget siden det første Bad Company, og det kan blive essentielt at tænke anderledes, og bruge alternative ruter i BC2, hvis man har i sinde at gennemføre sine missioner.

Grafikmæssigt har Bad Company 2 ligeledes fået sig et ordentligt nøk opad, og udover et par enkelte skøndhedsfejl, så er det en sand fryd for øjet, at skyde sig igennem storslåede scenarier som strækker sig fra et sneklædt Rusland, til Sydamerikas frodige regnskove. Ikke alle teksture er dog lige pæne når man kommer tæt på, og store skygger har det også med først at komme frem, efterhånden som man kommer tættere på. Sidstnævnte er en rigtig ærgelig smutter, som jeg adskillige gange stødte på i jungleterrænet. BC2 indeholder tilgengæld en lydpakke som sparker gevaldig bagdel, og her skal der altså skrues helt op! Et fabelagtigt soundtrack som er med til at sætte den helt rigtige stemning, våbenlyde som slår rigtig hårdt, og ikke mindst et genialt og humoristisk stemmskuespil, som gang på gang fik mig til at rykke på smilebåndet. Der er også kælet for detaljerne hvad lyden angår, og især hvis man spiller med headset, vil man lægge mærke til detaljer som fjender der hvisker, og dine holdkammeraters udstyr som larmer når de bevæger sig.

Nu er vi kommet til det som du garanteret er mest interesseret i at vide nærmere om, nemlig multiplayer. Og lad det være sagt med det samme; her får du fuld valuta for alle pengene. Det er her at Bad Company 2 for alvor viser tænder, og hvis du syntes at det første Bad Company virkede langsomt og tungt i styringen, så vil du blive glædeligt overrasket i BC2. Multiplayer består af 4 gamemodes: Rush, Conquest, Squad Rush og Squad Deathmatch. Førstnævnte er den vi kender som Goldrush for Bad Company, og går i alt sin enkelthed ud på, at det angribende hold skal skubbe modstanderen længere og længere tilbage på banen, ved at ødelægge udvalgte punkter som forekommer parvis. Det er uden tvivl det mest underholdende af de fire gamemodes, og hvis begge hold spiller taktisk, og arbejder sammen, så kan en kamp godt ende med at vare 30 minutter, eller derover. Squad Rush er det samme, blot i en "mini" udgave med ét squad af 5, og indsnævrede baner.
I Conquest går det ud på for hvert hold, at holde forskellige poster rundt omkring på banen i længst tid, for til sidst at løbe af med sejren.

Du har i BC2, mulighed for at indtage rollen som enten, Assault, Engineer, Medic eller Recon. Hver af disse klasser har deres egne fordele og ulemper, og det er op til dig og dit squad, at koordinere det således at i ikke alle sammen sidder og krat-lurer med en sniper. Det handler om at man får sammensætningen til at gå op i en højere enhed, så i hver især kan supplere hinanden med ammunition, lægehjælp og dækild. For det kan ikke pointeres nok gange, hvor vigtigt det i BC2 er, at arbejde sammen om at nå sit mål.

Du finder dog hurtigt din egen favoritklasse, og jo mere du spiller med de enkelte klasser, des flere unikke våben og gadgets får du låst op for, samt våbenudstyr som Red Dot Sight, som var savnet i forgængeren. Også perks har fundet vej til Bad Company 2, men modsat Modern Warfare 2, så spiller de en mindre rolle, og de får dig på intet tidspunkt til at føle dig som Supermand. Hardcore er ligeledes en mulighed i BC2, hvis man bedre kan lide en mere realistisk tilgang til gameplayet. Her bliver din skærm rippet for alt overflødigt interface, og der skal ikke mange skud til, før du må ned og bidde i græsset.

Det er svært med Battlefield: Bad Company 2, ikke at komme ind på de små, for nogen, ligegyldige detaljer, som DICE har formået at trylle frem, især i multiplayerdelen. Men der skal under alle omstændigheder ikke herske nogen tvivl om, at Bad Company 2 er en yderst hæderlig efterfølger. En habil, men dog noget kort singleplayer, og en helt igennem gennemført multiplayerdel, er med til at overbevise mig om, at dette svenske vidunder, har potentialet til at vippe et vis andet skydespil af pinden, hvis det kræsne shooterpuplikum blot giver BC2 en chance. Der er heller ingen tvivl om, at DICE med BC2 oprigtigt tror på at de kan gøre det, hvilket de så fint udtrykker i et af spillets utallige jokes, som jeg vil runde denne anmeldelse af med: "Snowmobiles are for sissies".