| Anmeldelse: Call of Duty: Black Ops | |
|
 Call of Duty serien er gået fra at være en hæderlig spilrække om 2. verdenskrig, til at være skelsættende indenfor såvel online-spil og singleplayer. Årsagen hertil har været nytænkning, originalitet og en toptrimmet styring. Som sædvanligt har Activision krævet, at udviklingsstafetten kastes frem og tilbage mellem Infinity Ward og Treyarch og i år er det sidstnævnte, der med Call of Duty: Black Ops, skal forsøge at slå Modern Warfare 2’s fantastiske meritter. Det mærkes straks, at Treyarch har forsøgt at bringe en ny dimension på banen i Call of Duty serien, således tager udviklerstudiet de lange og tunge skridt væk fra deres elskede 2. verdenskrigsscenarie og i stedet kaster de sig over et for moderne FPS-spil noget ubeskrevet blad, nemlig den kolde krig tilbage i 60’erne, og de slipper ganske heldigt fra det. Dette skyldes en lang række faktorer. For det første er singleplayerdelen nærværende, dragende og fremragende sat op. Man styrer hovedpersonen Alex Mason, som befinder sig i et forhørslokale, hvor han tvinges til at gennemgå tidligere missioner i flashbacks. Disse missioner skal man så spille igennem, og spillet starter op med noget så drastisk som en ordre til at slå Cubas revolutionære overmand Fidel Castro ihjel. Herefter står den på fangeflugt fra et fængsel og generelt er Black Ops alt det vi kender fra den moderne Call of Duty serie – nemlig højpotent action som mest af alt minder om et kærlighedsbarn fra en hed nat med samtlige 80’er-actionhelte og Angelina Jolie.  For det andet er singleplayerdelen for første gang interessant. Der er mange velkendte statsoverhoveder med, og modsat historien fra hhv. Call of Duty 4 og Modern Warfare 2, så ved man, at der i Black Ops har været noget om snakken. Dermed ikke sagt at det er en autentisk thriller, men scenariet har været eksisterende, og det giver singleplayerdelen en knivspids realisme, som man hidtil ikke har oplevet. At der så selvfølgelig er smurt ekstra tykt på med den obligatoriske patriotisme kan nok næppe komme bag på nogle. Gameplayet er som vi kender det, hurtigt, lineært og meget stramt, forstået på den måde at man ikke har de store muligheder for afvige fra den planlagte sti, og typisk kun afbrydes i sin færd af cutscenes. Heldigvis er det ikke alene run and gun der gør sig gældende, men undervejs er der enkelte opgaver der skal løses, ligesom man også kastes i fartøjer til lands, vands og i luften. Dejligt afvekslende, da det næsten kan blive en kende trivielt bare at tømme det ene magasin efter det andet i korpusset på mængden af evigtspawnene fjender, som desværre ikke rigtigt er noget at skrive hjem om når det kommer til AI. Faktisk virker de ofte mere interesseret i at sluge dit bly end at give dig modstand.  Treyarch følger i øvrigt op på sin mere brutale præsentation af Call of Duty universet som vi kender det fra World at War, hvilket vil sige at blod, knoglestykker og lemmer fylder din skærm når du kaster granater i favnen på de stakkels fjender. Ligeledes er der flere brutale torturscener, hvor specielt en enkelt af dem sandsynligvis vil få flere amerikanske forældre op af stolene, for at køre korstog mod spiludviklerne, fordi deres stakkels børn skal udsættes for den slags brutaliteter. Det er dog utvivlsomt multiplayerdelen der er i fokus for langt størstedelen af Black Ops spillerne og det kræver ikke så lidt at overgå Modern Warfare 2. Dog har Treyarch gjort et meget flot forsøg. Først og fremmest er der lavet en række balancemæssige justeringer. Kills fra killstreaks bidrager ikke længere til at tælle frem mod det næste killstreak, mængden af eksplosioner virker lavere og derudover har man fjernet muligheden for at have shotguns og maskinpistoler som sekundærvåben, så spillerne ikke længere kan løbe rundt med to primærvåben. Perks er ommøbleret og den meget hadede commando-perk er også fjernet. Herudover er der kommet nyt udstyr til, blandt andet et lille videokamera der giver dig mulighed for at overvåge en del af banen, der er en lille eksplosiv racerbil som killstreak, fjernstyrede valkyrieraketter og naturligvis napalm. Herudover er der nye perks, hvor man blandt andet kan ændre indholdet af en crate eller hacke modstandernes claymores. Der er naturligvis meget mere end det, men det kan umuligt remses op uden at fylde hele anmeldelsen med det. Som noget af det nye introducerer Black Ops Call of Duty Points, som er det monetære system i Black Ops. Denne virtulle møntfod skal optjenes i kampe eller ved at udføre diverse challenges, som vi kender fra tidligere spil. Man kan herudover købe kontrakter, hvor man indenfor et bestemt tidsrum skal løse en opgave, hvorefter man bliver belønnet med Call of Duty Points. Disse points er vigtige, for i Black Ops får man intet foræret. Det vil sige, at man skal købe sig til våben, attachments, killstreaks, perks m.m. De fleste af disse er låst til et bestemt level, og herefter skal man så bruge points til at købe sig nyt udstyr.  Er man lidt af en haj til Black Ops kan man kaste sig ud i Wager Matches, som er en række kampe hvor man sætter et forudbestemt antal Call of Duty Points på højkant. Herefter kæmper man mand mod mand med fem andre spillere i en række anderledes discipliner, som eksempelvis Gun Game, hvor man skifter våben efter ethvert kill, One in the Chamber, Sticks and Stones hvor man skal kæmpe med buer, økser og knive og endeligt Sharpshooter, hvor ens våben skifter med jævne mellemrum. Disse kampe er hektiske da man ikke bare kæmper om penge og ære, men typisk også med andre våben end sit foretrukne. Man kan invitere hele sit party ind til kampe hvor der ikke er så meget på spil og det danner grundlaget for en fornøjelig aften. Ellers er alt ved det gamle, der er almindelige deathmatches, der er harcore, softcore, domination, search and destroy og mange flere varianter af det måske mest populære FPS-onlinespil i verden, og når man samtidigt kan ændre udstyr helt ned til mindste detalje, så er der med sikkerhed masser af god underholdning til mange måneder for de dedikerede spillere. Og hvis man ikke gider at skyde på alle andre, så kan man enten gå i træningslejr og kæmpe mod bots, eller gå sammen og kæmpe mod horder og atter horder af zombies i det vanvittigt populære Nazi-zombies. Hvis du bare har lyst til at lave ingenting, så kan du gå i Theatre Mode og se dine gamle kampe igennem, og naturligvis uploade mindeværdige momenter til youtube. Desværre lider onlinedelen af det, jeg tror og håber, er en række børnesygdomme. Er man mere end en enkelt spiller der spiller sammen, så er det ulideligt svært at finde kampe, til trods for at der er op til 3.500.000 spillere online. Det virker som om at serverne for alvor testes i øjeblikket, og det skaber problemer med lag i kampene og muligheden for at joine kampe. Herudover har Treyarch gjort godt og grundigt i nælderne med spawn systemet, som til tider er helt i hegnet. Specielt på den lille close-quarter-combat bane Nuketown er det åbenlyst hvor håbløst systemet kan være, når man pludseligt genoplives til dåd, men faktisk er endt i fjendens spawnområde. Jeg håber på at dette ændres via en patch.  Herudover er der ikke mange fingre at sætte på Treyarchs Call of Duty anno 2010, for spillet excellerer på en række områder, og jeg vil gå så vidt som at sige, at singleplayerhistorien er den stærkeste nogensinde for Call of Duty serien, og i den grad løftes af de nærmest thriller-agtige momenter og det faktum, at spilleren i højere grad end før tvinges til at leve sig i rollen som Alex Mason. Grafik og lyd er stadigvæk formidabelt flot, og selvom spillet grafisk ikke befinder sig langt fra Modern Warfare 2, så er der momenter hvor det hele ser langt bedre ud, mens Modern Warfare 2 klarer sig bedre i andre sektioner. Lydsiden er ganske gennemarbejdet, og ser man bort fra en mere end tam lyd fra helikopteres miniguns, så er eksplosioner larmende og dybe, stemmeskuespillet ærligt og troværdigt mens de militære rytmer gang på gang sætter stemningen for dine udfoldelser mellem kugler, granater og hvad stakkel Alex Mason ellers må gennemleve i sin tid som Black Ops soldat. Call of Duty: Black Ops leverer, og mon ikke Treyarchs stakkels servere kommer på overarbejde herfra og til November 2011, hvor det næste spil i rækken udkommer. Topkarakter bliver det dog ikke til Call of Duty: Black Ops, og grunden hertil skal findes i den ærgerlige fjende-AI og de til tider gameplayødelæggende bugs der p.t. æder spillet op indefra. Får Treyarch styr på sidstnævnte, så er der ingen tvivl om at Black Ops snuser til toppen af karakterskalaen, p.t. må spillet dog bare ”nøjes” med prædikatet: ”Bedre end sine konkurrenter”. Black Ops er utvivlsomt Treyarchs bedste Call of Duty spil til dato.
|
Kommentarer:
Dejlig anmeldelse ven!
Ha ha ha for hunden da også
Tak for det champ.
Det har jo intet med deres intelligens at gøre, de har jo bare en ekstremt god aimbot og så har de 2-3 pre-konfigureret angrebs metoder - Det er skam ikke særlig god AI. Plus, ens Teammates sidder bare og laller den af og laver stort set intet - Som i de forgangende spil.
En god AI vil være programmeret til at handle efter situationen og efter spillerens valg og træk, det gør de bestemt ikke her.
Så det er en ringe AI.
Ja okay kan egentlig godt se det når du/i nu nævner det
Skulle lige til at forfatte en identisk tekst. 100% enig :)
Er jeg den eneste der synes det er SUPER nederen at der er så meget scriptet play og så mange cutscenes?
Jeg har lidt blandede følelser omkring det - på den ene side giver den en actionfilmsagtig tilgang til tingene, som nærmest bare pumper testestoron ud i kroppen på dig i store mængder.
Samtidigt er det dog til tider lidt for opsat, og man sidder nærmest bare og venter på den næste hændelse. Kunne godt savne lidt frihed, velvidende at dette ville pille en del af actionpræget af.
Allerede nu er multiplayer og særligt zombie-mode det jeg har spillet 95% af tiden.