| Anmeldelse: R.U.S.E. | |
|
 Real Time Strategy spil (RTS) bliver ofte fravalgt på konsol. Årsagen hertil skal findes i, at det sjældent er lykkedes for udviklerne, at få PC’ens lettilgængelige mus- og tastaturkombination presset ned på en controller. Eugen Systems har fået Ubisoft til at lægge navn til deres forsøg på at gøre det umulige i det nyeste spil på RTS fronten, nemlig R.U.S.E. R.U.S.E. tager udgangspunkt i 2. verdenskrig, og mere behøver man ikke at vide om historien. For selvom Eugen Systems har forsøgt at presse en glorværdig fortælling om intriger, store sejre og højforræderi ned i spillet, så er historien uinteressant og ligegyldig. Det er strabadserne på det enorme kamparenaer der er i fokus, og også her hvor 99 procent af din tid vil blive brugt.  For R.U.S.E. er godt gammeldags RTS-spil, med baser, værdiholdige lagre der skal tømmes til den sidste dråbe for at man kan tjene penge til at bygge strategiske installationer, købe og opfinde kampklare køretøjer, og naturligvis infanteri. Med andre ord en god omgang hjernegymnastik i realtid, hvor hvert angreb og forsvar skal være gennemtænkt ned til den mindste detalje, og hvor plan B, C og D skal stå stand-by til når de bliver nødvendige. Til at ryste posen godt og grundigt sammen, så introducerer R.U.S.E. de såkaldte R.U.S.E.-kort. Disse kort revolutionerer den måde du skemalægger din strategi, idet de giver dig mulighed for at snyde modstanderen på et væld af måder. Man kan blandt andet opstille falske installationer, som eksempelvis et hovedkvarter bygget af træ. Og når fjenden først finder ud af at han er blevet holdt for nar, så befinder han sig i et lusket bagholdsangreb. Herudover kan man sende en spion til at afsløre fjendtlige tropper i et område, man kan dekryptere fjendens radionet, for derefter at kunne klarlægge dennes bevægelser, eller man kan bruge en række R.U.S.E.-kort, som gør dine enheder hurtigere, stærkere eller underligt nok, mere kujonagtige.  Det giver en god dybde, for selvom banerne i sig selv giver god mulighed for at skjule dine enheder, blandt andet ved at placere dem udenfor fjendens synsfelt i en skov, eller i midten af en by, så er R.U.S.E.-funktionen det, der tipper spillet, idet man her kan lave det overraskende moment, som kan tippe spillet fuldstændigt. For ser man bort fra disse kort, så er R.U.S.E. ualmindeligt velafbalanceret. Der findes træk og modtræk til stort set samtlige enheder, og det giver spillet en god balance. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at R.U.S.E. er det nærmeste man når det ultimative strategispil, skak, på konsol. For i R.U.S.E. føler man sig aldrig rigtig uheldig, idet et nederlag altid vil kunne føres tilbage til en strategisk disposition, som modstanderen kunne drible igennem. Lige som et RTS spil skal være! Og så er der det med kontrolskemaet, som Eugen Systems har formået at knække så fantastisk flot, og alligevel simpelt. Genvejsfunktionerne tager tid at lære, men de er nemme at gå til når man kender dem og overblikket er genialt sat sammen via de to analoge sticks. Med den ene zoomer man ud, således at man kan gå fra nærmest at befinde sig midt i en ildkamp, til pludseligt at se hele banen i en overblikstilstand, hvor banen er minimeret til at være et kort på et bord, og samtlige enheder bare er små brikker i et større puslespil. Hvad man synes om denne metode er meget individuelt, det ændrer dog ikke på, at det er en hurtig og nem måde at kunne vælge mellem sine enheder. Vælger man for mange, kan man let og elegant via bumper-knapperne frasortere de uønskede enheder, og på denne måde kan hurtige beslutninger tages i selv de mest hektiske kampe. Og netop dette er så umådeligt vigtigt i et RTS-spil, som foruden en, i starten, langtrukken singleplayerdel også byder på multiplayerkampe for op til fire mand, og så i alle-mod-alle kampe. Der er altså ikke tid til at fedte rundt med en controller og et umuligt kontrolskema, men denne hurdle kommer Eugen System og R.U.S.E. let og elegant hen over, så multiplayerkampene ender med at være en livsforlænger frem for at være aktiv dødshjælp. Og så gør det altså ikke noget at en kamp, både off- og online, sagtens kan strække sig over en time – for det gør belønningen så meget større når man endeligt får nedlagt modstanderens sidste fæstning!  Grafisk set er R.U.S.E. flot og glidende, uden dog at levere nogen mindeværdig præstation. Men igen, det grafiske layout er for et RTS-spil sekundært, da det er funktionaliteten der er i fokus, frem for flotte polygoner og textures. Og funktionelt er det, som for som tidligere nævnt, så er grafikken designet til overbliksbilledet som virker efter hensigten. Mere kan man ikke forlange. Det samme er lyden, som veksler imellem bulder og brag, når man er zoomet helt ind på kampene, og morse-koder og ordrer fra overordnede strateger, når man er zoomet helt ud. Det er effektfuldt og bidrager til fornemmelsen af, at man i det ene øjeblik planlægger krigen for dernæst at deltage i den. Med andre ord er der i bund og grund ikke meget negativt at sige om R.U.S.E. som en helhed, det er funktionelt, har en pæn holdbarhed velbalanceret, nytænkende i form af R.U.S.E.-kort, pænt at kigge på og nysseligt at lytte til. Men betyder det så, at R.U.S.E. ligger helt i toppen over strategispil, sammen med Starcraft II, Company of Heroes med flere? Nej, det gør det ikke og det er der en simpel forklaring på. R.U.S.E. er nemlig primært et konsol-RTS, og dermed finder man ikke den samme dybde i R.U.S.E. som man finder i nogle af giganterne indenfor PC-strategi. Antallet af enheder og forskningsmuligheder er begrænset i forhold til klassens store drenge og mange af funktionerne er forsimplede i forhold til det, den typiske PC-spiller vil opleve når han sætter sig til rette med sit RTS-spil. Spørgsmålet er så, om dette er negativt? Men nej, det er det ikke, det er bare en anden målgruppe. For jeg morer mig stadigvæk over R.U.S.E.’s dragende gameplay og lækre touch, og for en tosse som mig, der aldrig rigtigt har sat tænderne i de helt store sværvægtere indenfor genren, så er R.U.S.E. en delikat apertiser med masser af lasting-appeal og en dybde der giver tonsvis af strategiske muligheder, uden dog at pille glansen fra de allerstørste.
|
Kommentarer:
Hvad jeg prøver at sige, god anmeldelse.
Men som sagt, jeg har prøvet spillet og som RTS-fanboy syntes jeg lidt det var en trist affære på PC, det var en meget vandet oplevelse da jeg spillede mod nogle venner.
RUSE systemet virker godt på papir med eksekveringen er helt i hegnet, du skovler ressourcer ind og du kan smide de RUSE kort konstant, det blev hurtigt nemt at gennemskue dem - Efter en time kunne vi glo lige igennem hinandens og vores modstanders RUSES - Så når planeterne står rigtigt og man snydes af en RUSE, er det for nemt at counter dem eller 'scoute' og fastslå det er en RUSE.
Ellers er det bare et kedeligt RISK-esque spil. Høj standard for konsol RTS spil men utrolig lav standard for et PC RTS spil.