Anmeldelse: Silent Hill HD Collection

Der er ikke meget gys over tilværelsen i disse lyse forårsdage, men det retter Konami op på med hele 3
survival horror udgivelser samtidigt. Jeg har trukket gardinerne ned og bevæget mig langsomt gennem
tågen i Silent Hill HD Collection.

James Sunderland står alene og kigger ud i den tykke tåge der omgiver det lille landsbysamfund Silent
Hill. Stedet der engang var en del af hans kærligste erindringer, er nu en kold og mørk plet på hans kones
minde. Brevet i hans hånd er fra hende – skrevet længe efter hendes død. Hun beder ham møde hende
på ”deres specielle sted” og selvom alarmklokkerne ringer, gør hans savn det umuligt at slukke det spinkle
håb der er tændt i ham.

Stemningen i Silent Hill kan skæres med en kniv. Med det har jeg beskrevet det bærende element i spillet.
Grafisk var Silent Hill 2 ikke engang noget at snakke om ved udgivelsen i 2001 og tiden har ikke været
nænsom ved den aldrende grafikmotor. Hvis ikke lydsporet for stemmeskuespillerne var genindspillet til
HD-udgivelsen, havde den eneste positive ting ved lyden været underlægningsmusikken, der sørger for
hovedparten af den trykkede stemning. Mange af baggrundslydene bliver genbrugt for at spare plads
på disken og ikke alle er lige gode. Men stemningen. Man føler sig mutters alene i det tågede mørke og
ensomheden gør, at når man en sjælden gang støder på et andet menneske, er det med en stor portion
mistillid, af frygt for at de ikke har rent mel i posen. Det er som om noget hele tiden er ude af balance og
den trykkende fornemmelse af usikkerhed tjener uhyggen i spillet fremragende.

Det er i hvert fald ikke når man slås underholdningen skal findes. Man er skrøbelig som et æg og de
sørgelige controls er forældede og ofte utilregnelige. Det giver nogle situationer hvor man dør som følge af
fejl i spillet, uden selv at være skyld i det. Det kan være særdeles frustrerende, men samtidigt er det også
en del af oplevelsen at føle, at hvert øjeblik kan blive dit sidste. Man kan heldigvis indstille sværhedsgraden
for både action og gåder separat, så den værste arrigskab kan undgås. Gåderne er stadig det sjoveste,
som det bør være i denne type spil, og man føler sig et skridt tættere på sandheden og klogere på den, når
man til sidst regner den ud.

Silent Hill HD Collection er svær at anbefale hvis ikke du er fan i forvejen. Survival horror formlen er
ganske vist rimeligt intakt, men alle rammerne omkring den er forældede og nogle er, i værste tilfælde,
frustrerende at have med at gøre. Afhængigt af sværhedsgraden er der snildt 15 timers solid uhygge i hvert
spil, selvom det er 30 lange timer hvis ikke man kan se igennem fingre med den aldrende præsentation og frustrerende
controls.