koar_00f

Eventyret starter kort efter din død, hvor du vågner blandt rådnende lig i en kæmpe underjordisk grotte. Du er første – og eneste – succeshistorie i en serie af eksperimenter med The Well of Souls. Magien i The Well of Souls kan føre sjælen tilbage i de dødes krop og genoplive den til et liv uden skæbne. En egenskab som kunne bringe balance i kampen mod de udødelige og onde Tuatha, der er i åben krig med resten af Amalur’s befolkning. Tuathaerne er imidlertid ikke videre begejstrede for udligningen og er kommet for at ødelægge brønden. Du må flygte som eneste bevis på eksperimenternes succes, og opfinde din skæbne i den store verden.

Som det lille klaptræ med GamersLounge G’et angiver, har vi denne gang også en videoanmeldelse. Foretrækker du at læse anmeldelsen findes den nedenfor.

http://www.youtube.com/watch?v=3ToTyFQG2jE

Kingdoms of Amalur er i mange henseender et ganske traditionelt rollespil, med 4 racer og 3 klasser at vælge imellem. Krigeren sparker døren ind uden omtanke og rydder hele bulen, rougen sniger sig frem og tager sig af sine fjender i drabelig stilhed og magikeren lader elementerne regne fra sikker afstand. Hver klasse har sit eget skill-tree med passende evner og angreb, og det er tilladt at bruge point i de andre, så man kan eksperimentere på tværs af klasserne. Derudover er der fælles evner, som smithing (smede ting), sagecrafting (lave mixturer), detect hidden (opdage skjulte ting), speechcraft og en masse andet der, ligesom evnerne i skill-trees, har en strategisk mærkbar indflydelse på dit spil, uden det er så dybt at det bliver trægt.

koar_02

Måden dine grundstats udvikler sig på er bundet til din skæbne og denne kan ændres hver gang du stiger et level. Det betyder at du som  din kriger også kan udforske magiens verden. Udstyret er delt op i farvekoder, som man kender det fra andre rpgs, og de mange planter, skjulte skatte og rovet der skal samles, fodrer i den grad samlermanien, mens menuerne gør det let at holde styr på det hele. Jeg har oplevet enkelte fejl i quest-markers, men ellers ingen problemer med det tekniske, hvilket er imponerende for et spil i denne størrelsesorden. Undervejs får man selvfølgelig mulighed for at påvirke historiens gang, hvilket virker som det skal, selvom flere af de vanvittigt mange side-quests er ikke særligt opfindsomme og enkelte er direkte uinspirerende.

koar_04

De fleste rollespil kræver ikke den store finesse eller koordination når man skal slås. Oftest spiller statestikkerne i baggrunden den afgørende rolle i udfaldet. Det er ikke tilfældet her, da kampsystemet er mere lig et gennemført actionspil, som en blanding mellem Fable og God of War, trods de mange tal der stadig pumper ud i baggrunden. Her er flere slags våben til hver klasse, som også kan bruges på tværs af klasserne. Hver med deres kombinationer og special-angreb, imens dit skjold og undvigelsesmanøvrer giver endnu flere taktiske muligheder. Her er alt fra menneskestore sværd til buer, chakrams, stave, daggers og mere, som alle har deres fordele og ulemper. Man kan udstyre sig med et primært og sekundært våben og hvis man tænker taktisk, er det ofte med spektakulære resultater til følge.

koar_06

Samtidigt har man en skæbne-måler som gør dig stærkere når den aktiveres og giver en samlet bonus for alle de fjender du når at dræbe, før måleren er tom. Der er også godt med opfindsomme fjendetyper og  udfordringen ligger oftest i deres sammensætning. En kæmpe trold kan være akkompagnieret af et par adrætte ulve, som holder din fokus, indtil trolden pludselig er over dig. På den normale sværhedsgrad er udfordringen ikke stor, så hvis man kan lide at arbejde for sejren, anbefaler jeg at man starter på den sværere.

koar_05

Amalur er en stor, farvestrålende og elegant realiseret fantasiverden, spækket med tillokkende områder og opgaver der stjæler din opmærksomhed og konstant leder dig i nye retninger. Der er flere steder som er så eventyrligt flotte og nænsomt badet i stemning, at opdagelsen af dem er belønning nok i sig selv. Især de mange byer er nærmest magiske og giver en lyst til selv at flytte ind – krig og monstre be damned. Dette gælder mest for udendørsområderne, for de fleste dungeons og almindelige bygninger er indrettet efter en håndfuld skabeloner, hvilket er ærgerligt, men ikke ødelæggende for oplevelsen som i for eksempel Dragon Age 2.

koar_03

Grafisk befinder Reckoning sig et sted godt over middel. Med undtagelse af et irriterende kamera, var de få bugs jeg nåede at opleve på PS3 og Xbox 360 uden betydning for den samlede oplevelse. Her er ingen pris for teknisk snilde, men med en kompetent lydkulisse, en udmærket samling stemmeskuespillere og stemning der nærmest bider dig i nakken, er der ikke meget tilbage at ønske her. Det meget omtalte online-pass, som giver 7 ekstra single-player missioner, fulgte desværre ikke med vores anmeldereksemplar og er derfor ikke testet i denne omgang

koar_07

Reckoning klarer balancen mellem action og rollespil bedre end noget jeg tidligere har set. Det er utroligt tilfredsstillende både at slås og administrere sine ressourcer, så man tilgiver hurtigt en uopfindsomt quest i ny og næ. Verdenen i sig selv er helt fantastisk at gå på opdagelse i og der er store roser for designet., Historien kommer sjældent op at flyve eller gør sig bemærket på samme måde, trods flere gode idéer. Der er dog hundrevis af gode timers underholdning at hente, som ingen RPG og action fan må gå glip af.

Kampsystemet

Rollespils elementerne

Eventyrligt flotte og stemningsfyldte områder

Flere hundrede timers tilfredsstillende gameplay

Historien træder i baggrunden