Gamescom 2017 nærmer sig med hastige skridt, og en masse melder ud hvad de har at byde på. Nintendo har nu meldt sig på banen.

Nintendo har fået en masse opmærksomhed i år, ikke mindst på grund af Nintendo Switch. Og mon ikke de også får en del opmærksomhed under dette års Gamescom, hvor de nu har meldt ud de vil sende live. I får hermed tidsplanen og links fra Nintendo´s officielle udmelding, så I ved hvornår der skal sættes X i kalenderen:

8. august 2017 – Super Mario Odyssey-producenten Yoshiaki Koizumi og Metroid-producenten Yoshio Sakamoto deltager i live-udsendelser fra Nintendos stand på spilmessen.

På årets Gamescom i Køln, Tyskland, vil Nintendo vise nogle af årets største spil til Nintendo Switch og konsollerne i Nintendo 3DS-familien. Fans fra hele verden vil kunne se mere af kommende spiltitler fra diverse live-præsentationer i løbet af messen. Alle præsentationer vil være på engelsk og kan ses via http://www.youtube.com/nintendouk eller https://www.nintendo.co.uk/index.html

Onsdag den 23. august kl. 15.00 præsenteres nyt gameplay fra Super Mario Odyssey. Spillet kommenteres af producenten Yoshiaki Koizumi. Banerne The Metro Kingdom og Sand Kingdom vil desuden kunne testes af de besøgende i Nintendos stand på messen.

Torsdag den 24. august kl. 12.00 er det tid til at vise Metroid: Samus Returns i selskab med producenten Yoshio Sakamoto og José Luis Márquez, creative director fra Mercury Steam, som sammen vil fortælle mere om Samus’ kommende eventyr på Nintendo 3DS.

I forbindelse med releasen af Metroid: Samus Returns den 15. september lanceres en orange New Nintendo 3DS XL Samus Edition med motiv af den intergalaktiske dusørjæger herself.

Ud over disse præsentationer fra udviklerne vil der være live-udsendelser med spileksperter fra Nintendo of Europe, så du kan få flere spændende detaljer om fx Fire Emblem Warriors, Xenoblade Chronicles 2 og flere andre Nintendo Switch- og Nintendo 3DS-titler. Disse udsendelser vil også kunne findes via http://www.youtube.com/nintendouk eller https://www.nintendo.co.uk/index.html

Besøgende på Nintendos stand i hal 9 på Gamescom vil således kunne teste Nintendo Switch-spil som Super Mario Odyssey, Pokkén Tournament DX, Fire Emblem Warriors, Mario + Rabbids Kingdom Battle, ARMS og Splatoon 2 samt Nintendo 3DS-spil som Mario & Luigi: Superstar Saga + Bowser’s Minions, Monster Hunter Stories og Samus Arans kommende, eftertragtede eventyr Metroid: Samus Returns. Dette bliver i øvrigt første gang, at europæiske spilfans har mulighed for at teste Metroid: Samus Returns.

Hvad ser du frem til under dette års Gamescom?