Anmeldelse: God of War 3
Skrevet af Jesper Nielsen    Torsdag, 11. marts 2010 17:35   
GoW3_Top
Der var hudafskrabninger på alles kæber, og mundvand nok til at forsørge en hel afrikansk landsby, da Sony ved sidste års E3-messe, præsenterede tredje kapitel af deres deres vel nok største franchise, God of War. Nu er Kratos så endelig klar til at dele håndmadder ud for første, og måske sidste gang på Playstation 3. Har det været ventetiden værd, eller er hypen blot en storm i et glas vand?

 

Det er tydeligt at Sony's intention med God of War 3, er at levere den ultimative actionoplevelse. Det ses tydeligt bare fra det øjeblik at du smutter spillet i maskinen, til at hovedmenuen kommer frem. Her får du nemlig lige et lille recap af hele GoW historien, i form af spillets historiesekvenser, som bedst beskrives som animerede hulemalerier. Med musikken der brager igennem, og blodige flashbacks, begynder det at krible mere og mere i fingrene, og smagen af blod i munden sniger sig efterhånden frem.

 

GOW1

 

God of War 3 fortsætter stort set hvor 2'eren sluttede, med Kratos på skulderen af titanen Gaia, som sammen med resten af sit slæng, slider sig op af Mount Olympus, for at nedlægge Zeus og de andre guder. Kratos er som bekendt en standhaftig herre, og er efterhånden godt træt af at blive taget ved næsen, og blive slået ihjel, så hans hungren efter hævn imod sin far Zeus, og de andre guder, er større end nogensinde før. Det slutter nu!

Efterhånden som jeg spillede mig igennem GoW3's godt og vel 10 timers historie, fik jeg en følelse som jeg aldrig har oplevet i GoW før: Medfølelse. Uden at afsløre noget, så begynder Kratos efterhånden at åbne op for sine følelser, og havde man ikke forståelse for hans blodudgydelser i de to forrige spil, så får man det helt sikkert i GoW3. Historien har altid været forholdsvis solid i God of War serien, men med GoW3, beviser Sony at et så actionpræget hack 'n slash spil, sagtens kan indeholde en fyldig og interessant historie, som i slutningen nærmest gør dig som spiller rørstrømsk og sørgmodig, da det går op for dig at Kratos jo faktisk bare er en familiefar som søger tilgivelse.

GOW2

 

Hvis man i forvejen er bekendt med de tidligere God of War titler, så vil man ligeledes kunne håndtere GoW3 uden problemer. Grundopskriften er der ikke ændret på. Du bruger stadig blot to knapper til at udføre dine angreb, og R2 for at bruge dine våbens magiske evner. Præcision er stadig et must, og med 60 FPS (60 billeder i sekundet), har det aldrig føltes mere flydende at gå i kamp. Hver eneste kamp er en fornøjelse at kæmpe, grundet at det hele bare flyder som det skal, og det er nemt at afbryde sin combo for at undvige fjenders angreb. Puzzle-elementerne i GoW3 er ligeledes som de skal være; nytænkende og tilpas udfordrende. Især én bestemt labyrint midt i spillet, imponerede mig meget, og her kom de små grå altså virkelig på arbejde. Platform delen er også det sædvanlige hoppen fra punkt til punkt, dog med en hel del twists som ikke er set i tidligere spil, og som uden tvivl også er lavet lidt fra Sony's side for at blære sig.

Ligesom i sine forgængere, samler du i GoW3 erfarings-orbs, som du kan bruge til at opgradere de mange våben og evner som du får fingrene i, efterhånden som du får nedslagtet de forskellige guder. Opgraderingerne åbner op for nye comboer, mere skade, og mere skindende og lysende våben. Hvert våben har sin egen måde at opføre sig på, og det kan vise sig at blive nødvendigt, at bruge det rigtige sæt udstyr i de rigtige situationer, for ikke at ende med at skulle loade sit sidste checkpoint.

Quicktime events er selvfølgelig tilbage, og inden at du begynder at bande og svovle over hvor tyndslidt, og kedeligt det koncept er, så lad mig pointere hvor overdrevet fedt, og veludført det er i God of War 3. Spillet bygger på enorme scenarier og overdrevede kampe, og uden quicktime events ville alt dette i GoW bare overhovedet ikke være det samme. At prikke øjnene ud på din modstander ved at trykke på dine to thumbsticks, og at slå Hercules' ansigt så deformt at han kan snuse sig selv i nakken, ved at straffe sin O knap, er og bliver evig underholdning. Det skal opleves.

 

GOW3

 

Da God of War udkom til Playstation 2, var spillet en milepæl hvad grafik angår. I dag er det så 2010, og konsollen hedder Playstation 3, men det afholder ikke Sony fra at levere en præsentation som aldrig før. Alt hvad der i GoW3 har en tekstur, er perfekt udført. Jeg har endnu ikke oplevet en grafisk udførelse som den i GoW3, end ikke sidste års Uncharted 2 er helt med, ikke at sige at det ser dårligt ud overhovedet. Og det varmer mit hjerte at se, at der bestemt ikke er lagt fingre imellem hvad vold og indvolde angår, og 18 års mærkningen skal tages yderst seriøst, for der er meget langt imellem Sony's og Disney's fortolkning af den græske mytologi.

Hele spillet igennem skiftes der imellem gameplay, cut-scenes, in-game cut-scenes, og historie sekvenserne som jeg nævnte i starten. På en eller anden helt fænomenal måde, har udviklerne formået at smelte hele oplevelsen sammen, uden kedelige loading tider. Én gang oplevede jeg at spillede skulle bruge et par sekunder på at hente data, men ellers kører GoW3 i én lang smøre, og det er ofte svært at bedømme hvornår man skal sidde klar med sin controller, da cut-scenes og reel gameplay ligner hinanden, og smelter perfekt sammen.

Omgivelserne er konstant i bevægelse, og det er ikke unormalt at baggrunden prydes med storslåede udsigter, fortabte sjæle på vej mod helvede, eller enorme titaner. Sammen med et fantastisk lydspor, som får de fleste surroundsystemer hjemme i stuerne til at ryge af bare overarbejde, og et soundtrack af højeste kaliber, så er God of War 3 en sand fornøjelse at spille igennem, og gerne et par gange ekstra, bare lige for at være sikker på at man fik det hele med.

 

GOW4

 

God of War 3 tager som nævnt, godt og vel 10 timer at spille igennem, men derefter er der masser af guf at komme efter. Blu Ray pladsen skulle udnyttes, og det har Sony gjort ved at smide en ordentlig røvfuld ekstramateriale med oven i hatten, i form af "making of" dokumentarer, til alle de trofaste fans, og ikke mindst challenge mode, modvirker at GoW3 ender på hylden som holdested for støvet efter én gennemspilning. Der er spandevis af indhold, og mon ikke der også dukker lidt DLC op senere? Hvor om alting er, så får du med God of War 3 fuld valuta for alle pengene, hvilket ofte er et sjældent syn indenfor genren.

 

gow3_gaia_5

 

Sony's Playstation 3 havde en hård start da den kom på markedet tilbage i 2007. Med en pris som på ingen måde var konkurrencedygtig med Microsofts Xbox 360, og med et begrænset udvalg af kvalitetsholdige spil, forudså mange at den sorte boks ville få et tidligt fald. Men efterhånden som tiden er gået, har PS3 fået sig et ordentlig nøk opad, og med titler som Uncharted, Little Big Planet, Killzone 2, Heavy Rain, og nu God of War 3, så spiller Sony virkelig med musklerne, og undskyldningerne for ikke at anskaffe sig en PS3 snævre efterhånden ind.
Den 19. marts vil fanboys verden over gå i struben på hinanden, men der er ikke så meget at diskutere, for God of War 3 er ikke bare en storm i et glas, det en storm. Et fuldendt spil, som fortjener en plads i enhver Playstation 3 ejers spilsamling.



Enestående præsentation

Velfortalt historie

Sjovt og flydende gameplay

Quicktime events!

Masser af indhold

Tags: playstation, endelig, klar, første, deres, dele, sidste, måske, vand, håndmadder
Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com
 

Kommentarer: 

 
# tue69 11/03-10 19:58
Mmmm God of War - man burde have en PS3 til disse titler.
 
 
# Cena 11/03-10 20:06
Rigtig god anmeldelse :) Jeg må have mig en PS3!
 
 
+2 # westenfeldt 11/03-10 22:13
UHH Jeg har en PS3 drenge ;)

Dette spil skal jeg bare have.
 
 
# mORTEN 12/03-10 20:31
Lækker anmeldelse Lomi! Det spil er bare flot så man sjældent har set mage. Jeg gad gerne vide hvad du synes om lyden på voice acting osv? :)
 
 
+2 # magic 19/03-10 07:22
Gennemførte du spillet på titan mode?
 
 
# Jesper Nielsen 19/03-10 16:44
Hehe, pinligt spørgsmål, men titan mode er hvad der svarer til medium ik'? Eller er det hard?

Hvor om alting er, så gik jeg det igennem på medium op til anmeldelsen.
 
 
# magic 19/03-10 17:21
Titan mode er hard.

Chaos mode som skal unlockes er ultra hard.

Tvivler på at du har spillet dig igennem titan mode på 10 timer, det er jo sindssygt svært med bosserne.
 
 
# Jesper Nielsen 19/03-10 19:04
Haha, nej det ha jeg heller ikke. Anmeldelsen er skrevet på baggrund af en gennemspilning på medium