Preview: Mortal Kombat
Skrevet af Morten Lauritzen & Jesper Nielsen    Søndag, 20. marts 2011 02:10   
MK9_Top2

Det er efterhånden et stykke tid siden, at Mortal Kombat navnet har været i stand til at få gamere op af
stolene, men det seneste reboot af serien ligner faktisk det vi har gået og ventet på, så da Warner Brothers
inviterede os forbi deres kontor i Amsterdam for at få syn for sagen, hoppede vi straks i vores træsko og
takkede ja.

Efter at have konstateret at Schiphol lufthavn er et ganske forvirrende sted at navigere rundt i, og at hollandske taxa-chauffører er kontaktsøgende som en sømand på sidste dag i havn, så vi frem til præsentationen, og vores interview med Netherrealm producere Hans Lo og Aaron Piepergerdes. Da vi havde fået lidt frokost og en hyggesnak med de rare hollandske pressefolk, kastede vi os frådende over de opstillede demo-maskiner som indeholdt lidt af alt fra det endelige spil.


;
Vi har stadig at gøre med et spil i 3d, men gameplay foregår på 2d plan. Under præsentationen fortæller Hans Lo blandt andet, at 2d-styringen både er hvad fans har ønsket, men at det også giver mulighed for hurtigere gameplay. Mortal Kombat er faktisk det hurtigste spil i serien og det bliver hurtigt klart, at det også er det mest voldelige, da vi ser de nye X-ray moves. Hver enkelt af de mange figurer har deres eget X-ray angreb, som kan aktiveres når ens supermeter er fyldt, hvorefter kameraet går i røntgen syn, zoomer ind, og viser lige nøjagtigt hvilke organer der knuses, og knogler der splintrer på den stakkels modtagende part. Det giver i sandhed nogle makabre resultater, som kun overgås af spillets velkendte Fatalities. Udover at sidstnævnte er blevet betydeligt lettere at udføre, har udviklerne for første gang inkluderet en Fatality-trainer, så man kan få helt styr på hvilke knapper der skal trykkes på, og hvilken afstand du skal have til din modstander. Styringen er i det hele taget let at gå til og efter kort tid føler man sig rimelig sikker i de fleste ting. X-ray moves er lette at aktivere, og mange kombinationer er enklere at udføre end i andre fighting titler, for at gøre det mere tilgængeligt for den gennemsnitlige spiller.

Vi prøvede flere gange spillet med 3D briller, og effekten er rimeligt nedtonet, hvilket vi senere bliver forklaret er med vilje, så folk uden briller kan holde ud at kigge med. Både grafik og lyd er kræs, og så er det tilmed hurtigt om at loade.
Spillet kommer også med diverse online modes, hvor ”King of the Hill” står ud som en af de mere interessante: Den vindende spiller holder sig simpelthen på toppen, og bliver ved med at spille indtil at han får prygl, alt imens de andre spillere er tilskuere til kampene. Der er også tag-mode med to hold bestående af to spillere, og i single player kan du gå amok med over 300 challenges i ”Challenge Tower”, hvor reglerne kastes over bord, og du for eksempel skal klare dig uden arme, eller med skærmbilledet vendt på hovedet.

Det drabelige persongalleri i Mortal Kombat er tilstrækkeligt varieret til, at enhver kan finde en favoritkarakter, og derudover er der en god samling af forskellige, og ikke mindst dynamiske og flotte baner. Kombineret med de forskellige single og multiplayer modes, skulle der være underholdning til langt ind i sommerhalvåret. Netherrealm tager opgaven meget seriøst og det kunne godt se ud som om de er på rette spor.
Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com
 

Kommentarer: 

 
# jan 20/03-11 09:23
Klasse drenge!
 
 
# tue69 20/03-11 10:10
Awesome! Tror jeg skal et smut tilbage til fighting genren
 
 
+1 # magic 20/03-11 22:26
Godt gået gutter. Det var fedt at se den video
 
 
+1 # neonxaos 21/03-11 13:08
Jeg tror, at jeg skal køre dette spil casual. MvC3 er fedt, men lidt for hektisk til mig, og jeg har spillet Tekken 6 til døde...
 
 
# shreik 22/03-11 19:54
Lækkerier!