| Preview: ModNation Racers | |
|
|
For en mand som stadig er håbløst forelsket i Little Big Planet og fra barns ben nærmest har haft et romantisk forhold til alt med Mario Kart, kommer nyheden om en sammensmeltning af de to genrer som den bedste i lang tid.
Online kart-racing med fokus på community og level creation, og så i hd grafik? - Jo tak!
Vi har spændt hjelmen, justeret sidespejlet og kigget lidt på ModNation Racers.
Det færdige spil kommer til at byde på Adventure, online/offline multiplayer med split-screen, leaderboards, muligheder for at lave og dele baner, biler, stickers osv.
Når du kører race kan du drifte, booste, skubbe dine modstandere, bruge skjold og affyre power-ups du samler op. Boost og skjold kræver juice, som man får ved at drifte eller drafte (ligge i de modkørenes trækvind). Hvert våben kan opgraderes 2 gange ved at samle flere power-ups og det giver f.eks. vildere firepower, chance for at ramme flere på en gang eller selvsøgende våben. Det får spilleren til at tænke over om våbnet skal bruges nu og her, eller om man lige skal finde lidt ekstra død før man slynger det efter sine stakkels modstandere. Selvom det måske lyder som mindre justeringer, er det super underholdende i praksis.
![]() ![]() Det vigtigste i dette spil er naturligvis dets online community; muligheden for at lave sine egne baner og dele dem med verden i bytte for selvtilfredshed, kortvarig berømmelse og god karma.
Med LBP ramte Media Molecule den perfekte balance mellem et kompliceret og kraftfuldt stykke værktøj, der var sjovt at bruge og havde en tilgængelighed som alle, der havde interessen, kunne forstå. En balance som United Front Games også forsøger at ramme i ModNation Racers, og umiddelbart ser det ud til at lykkes.
Den nok største forskel på bane-editoren i LBP og ModNation er skiftet fra 2D til 3D.
Man kan frygte at det gør tingene mere komplicerede end hvad godt er, men det ser ud til at være let, omgængeligt og ikke mindst sjovt at bruge. Du vælger et tema som f.eks. jungle eller seaside og kører så din bane på et tomt kort. Bagefter kan man rode med alt mellem himmel og jord og hurtigt hoppe ind på banen for at se hvordan den kører.
Hvis ikke du selv har tålmodigheden, kaster "Auto-populate Track" automatisk alt fra træer og bygninger, til power-ups og forhindringer ind for dig og giver liv til banen.
Jeg valgte et jungle tema, og lavede en bane med faldefærdige broer og smalle bjergstier med nåle sving, og en smuk sø med fiskerbåde, krokodiller og en lille ø med en mølle. Det tog mig lidt over 2 timer og resultatet gjorde mig pave stolt!
![]() Omgivelserne ser udemærkede ud, men stilmæssigt halter ModNation desværre en smule i mine øjne. United Front Games forsøger tilsyneladende at ramme en tone mellem tween-coolness og børnehave-hipt og det falder desværre en smule til jorden som lettere identitetsløst og småkedeligt. Teksturerne på biler og deres udsmykning er lidt grumsede, loadtiderne er lange og spillet kører endnu ikke med en stabil framerate, hvilket er ærgeligt for et racing spil. Men da vi endnu kun har prøvet en tidlig version og uden online funktioner, er der plads til håb om forbedringer på den front.
Hvis du er til Kart Racing og kan holde stilen ud, skylder du dig selv at holde øje med ModNation Racers.
Er du ligeglad med selv at lave baner vil der alligevel være nye at prøve hver dag, - så længe online community'et kører. Det bliver spændende at se om United Front Games kan stable et fornuftigt community på benene og ikke mindst fastholde dets interesse længe nok til, at det kan kaldes en succes.
ModNation Racers kommer til Playstation 3 og har en lillesøster på vej til PSP.
Vi er selvfølgelig klar med et fuldt review af spillet, når vi nærmer os udgivelsen. |



