Endnu et Assassin’s Creed, og med de samme fejl og mangler samt frustrationsfremkaldende bevægelsesmønster, men med en dejlig historie trods alt.

 

Vi møder vores helt i 1800’s Paris, verdens mest romantiske by, med Eiffeltårnet, store røde gardiner, pæne gulvtæpper, folk i fine rober og guldkvaster til den store medalje. Der vil dog som altid være en bagside af den medalje. Arno, din spilbare helt, bliver udsat for justitsmord. Efter en række år i fængslet og lang tid til at tænkte – og et møde med de rette personer – beslutter Arno sig for at hans justitsmord skal efterforskes og hævnes. Her begynder historien og mystikken som du skal gennemleve. Sideløbende er der selvfølgelig romantikken med Elise, Arno’s barndomsveninde. Følelserne kommer helt tæt på et par gange igennem spillet, og jeg må indrømme at den absolut ikke er dårligt fortalt. Big props.

NB.: Dette er et bullshot.
NB.: Dette er et bullshot.

Hvorfor først skrive om spillet nu?
En af grundene til denne meget sene anmeldelse er at det lød verden over hvor frygteligt meget spillet led af problemer. Så.mange.bugs. Og siden jeg havde rigeligt travlt i juletiden med andre spil, familie, gaver og alt det der hører til, bestemte jeg mig for at vente til efter julestresset. Da jeg først kom i gang med historien, indså jeg hvor vital den er for spillet, så jeg bestemte mig for at jeg måtte igennem den hele før jeg gik i gang med denne skrevne anmeldelse.

Her midt i efterdønningerne på afslutningen af historien I Assassin’s Creed Unity snapper jeg nærmest efter vejret. I et forsøg på undgå spoilers fuldstændigt, tror jeg at jeg vil snakke lidt om hvordan afslutninger på fortællinger (spil, film, bøger) generelt skal håndteres både fra historiefortælleren og modtageren. En sørgelig slutning er ikke altid en dårlig slutning eller ødelægger historien, mens en glad slutning ikke nødvendig gør historien god. Mange, inklusive jeg selv, syntes at en sørgelig slutning kan ødelægge oplevelsen helt, og det har jeg et par gange haft tendens til at konkludere – det er ikke kun de sørgelige slutninger som ikke rigtig giver mening, dvs. en påduttet tilføjelse bare for at få en sørgelig sløjfe på historien. Det samme gælder selvfølgelig for glade slutninger. Afslutningvist kan jeg kun konkludere at slutningen på Unity giver mening og på sin vis passer ganske pænt til historien og universet i Assassin’s Creed generelt.

Grafikken er fantastisk. Noget clipping her og der, nogle hit-boxing problems her og der, snore og strenge bevæger sig endnu ikke så naturligt som vi gerne så det, men det forventer jeg ikke før næste generation konsoller. Gameplay? Der er nogle problemer.

Parkour-fail
Det gennemgående problem jeg har haft med denne serie af spil er selve parkouren. Den kører kun flydende hvis jeg er helt sikker på hvor karakteren kan træde eller få fæste. Hvis ikke, så kan det blive noget rod og helt horribelt at se på – da jeg streamede mens jeg spillede Unity, fik jeg en kommentar om netop dette. Han undrede sig ligefrem – og jeg gjorde jo det bedste jeg kunne. Jeg kan ikke tælle på en hånd, måske ikke engang to, at jeg har fejlet en mission eller blevet dræbt fordi Arno har bevæget sig et sted hen jeg ikke bad ham om og at jeg så er blevet stuck fordi han ikke ville hoppe ned fra hvor nu end han var, uanset om det er en lille eller høj kant. For ikke at tale om hvor meget flipping med det analoge stik jeg har gjort for at finde vej op af en væg.

Våbenfunktioner og affyring virker fint, metoderne til at begå snigmord virker fantastisk og co-op missionerne er sjove input. Jeg har dog haft småproblemer med at lave dobbelt-luft-til-grund-drab hvor jeg ikke har kunnet markere to fjender samtidigt. Beserker-knivene er helt klart det sjoveste våben at benytte sig af; rammer du en fjende bliver han et rasende monster der laver ravage på sine omgivelser – inklusive hans medsammensvorne. Med kun to knive kan du få udslettet en håndfuld fjender hvis du rammer nogle af de stærkeste med dine knive. Vogne med hø er ganske sirligt placeret på steder hvor du kan få brug for et effektivt gemmested fra dine fjender, vagterne går forudbestemte ruter så du kan tage dem ud en efter en. Nøglen er at finde mønstret og ruten til dit mål samt udnytte de rigtige skills som du efterhånden som du spiller kan få adgang til og forbedre.

Min tur igennem Assassin’s Creed Unity har været fuld af forundring over grafikken, frustrerende som bare filen, og helt forgabt i historien (nydelsen blev dog ødelagt af den frustrerende del) og et hjerteligt forhold til en by der i sin storhedstid var magisk smuk. Fantastiske beklædninger, glorificerede fester (både dem jeg var inviteret til, og dem som jeg ikke var inviteret til!) og ind i  mellem hjertebankende jagter igennem byen gader. Måske lidt for meget tid gemt i høbunker, men alle snigmorderne har været tålmodigheden værd, og generelt set handler Assassin’s Creed om at være tålmodig og undgå at blive opdaget mens man udfører sin opgave. Med alle problemerne i spillet efterhånden ordnet og en gratis DLC pakke, der ellers skulle have haft et prismærke, så kan jeg godt anbefale AC Unity på nuværende tidspunkt.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægZombie Army Trilogy ude 6. marts
Næste indlægFIFA 15 er stadig uden Martin Ødegaard
Jeg spiller mange af de nye spil over et bredt spektrum af genrer, men vi har alle vores foretrukne. For mig er nostalgien hos platformers, men jeg er også bilelsker og jeg kan ikke stå for en god fortalt historie. Jeg håber du har nydt læsningen af ovenstående, har du kommentarer er du mere end velkommen til at dele dine tanker i kommentarfeltet forneden eller via mail.
assassins-creed-unity-anmeldelseMin tur igennem Assassin’s Creed Unity har været fuld af forundring over grafikken, frustrerende som bare filen, og helt forgabt i historien (nydelsen blev dog ødelagt af den frustrerende del) og et hjerteligt forhold til en by der i sin storhedstid var magisk smuk.