Det vil efterhånden være en underdrivelse at sige, at vi har ventet længe på Remedy’s action thriller Alan Wake, som fra start af rent faktisk var ment som en launchtitel til Xbox 360. Men nu, 5 år forsinket, er Alan Wake endelig landet, men har det nu været ventetiden værd? Også i den grad!

Lad mig lægge ud med at gøre opmærksom på at denne anmeldelse vil være helt fri for dumme og forældede klicheer, omhandlende navnet Alan Wake, så som: ”Alan Wake er vågnet” og den klassiske ”Wake up Alan.” Jeg syntes ligesom at vi har fået nok af dem i den seneste tid.

Du er, Alan Wake. Du er en verdensberømt forfatter som er kommet til det smukke Bright Falls med din kone Alice, for at genfinde din kreative inspiration til at skrive endnu en bestseller. På overfladen er Bright Falls et idyllisk og hyggeligt lokalsamfund langt væk fra alting, og hvor alle kender alle, men det skal vise sig, at ikke alt er som det ser ud til. Alice forsvinder nemlig på mystisk vis, og du smider alt for at finde hende. Men da du får kontakt med den lokale sherif og fortæller hvad der er sket, viser det sig at det hus hvor Alice forsvandt, ikke har eksisteret i adskillige år.

Alan finder efterfølgende en side af manuskriptet til en bog, som han efter sigende er begyndt at skrive på, men som han på ingen måde husker at have skrevet. Siderne viser sig at være kommende hændelser i jagten på Alice, og nu også jagten på at færdigskrive sin egen skæbne. Mørke kræfter begynder at omfavne Bright Falls, og pludselig bliver alting forvandlet til ét stort mareridt, som desværre ikke bare er en bog der kan lukkes sammen.

Historien er fortalt igennem 6 kapitler, som hver især tager imellem en time til halvanden at komme igennem. Der hvor Alan Wake skiller sig ud fra alle andre spil i dag, er ved opbygningen af kapitlerne. Alan Wake udspiller sig nemlig som en tv-serie, hvor hvert afsnit introduceres med tilbageblik på forgangende hændelser og højdepunkter. Selve kapitlerne er også bygget op som afsnit af en tv-serie, med et handlingsforløb der bedst kan sammenlignes med en rutsjebanetur: StartàOptaktàKlimaksàKonklusionàKlimaks til næste kapitel. Det er en metode som aldrig er set i spil før, og det er et koncept som formår at holde dig fanget fra start til slut, og som hele tiden tirrer din nygerrighed for hvad der nu kommer til at ske, hvilket resulterer i at der snildt kan gå en hel dag i selskab med Alan Wake, uden at du vil være klar over det.

Som bekendt er universet i Alan Wake yderst mørkt og dystert, og din bedste ven bliver fra start til slut, lyset. Du kan skyde nok så mange kugler efter de overnaturlige fjender, men uden først at fjerne den mørke kraft som omgiver dem med lys, kommer du ingen vegne. Det betyder, at du hele tiden skal bruge en form for lyskilde, såsom din lommelygte, før at du kan skyde en fjende, og da der ikke er noget sigtekorn, er du nødsaget til også at bruge lyset fra din lygte til at sigte med. Alan Wake kan sammenlignes lidt med de tidlige Resident Evil spil. Ikke at styringen og kameraet er kropumulig, tværtimod. Men den konstante stressfaktor, og følelse af panik som hele tiden ligger og bobler, er meget lig Resident Evils, hvilket er hjulpet godt på vej af at der hverken er coversystem eller andet ”professionelt” grej i spillet. Alan er blot en forfatter med en lygte i den ene hånd, og en pistol i den anden. Ikke en militærveteran med flere års kamperfaring.

Alan Wake er et lineært spil. Meningen er at du som spiller skal føle den samme målrettethed som Alan gør, og ikke rende rundt og lave en masse andre overflødige ting. Med det sagt, så føles spillet ikke lineært, takket være åbne områder som indbyder til genveje, og jagt efter collectables. Men da du allerhelst bare vil finde den nærmeste lygtepæl med lys i, ender du for det meste bare med at følge vejen slavisk i alt andet end hyggelig slentren, uden at kigge dig over skulderen.

”Det er det indre der tæller.” I mine øjne et citat der første gang, kun kan have været sagt af en yderst frastødende herre. Men i dette tilfælde giver det faktisk mening. For Alan Wake er på ingen måde en visuel perle. Det generelle indtryk er fantastisk, men når man kommer tæt på begynder det at halte med udtværede teksturer og kedelige ansigtsudtryk. Lyset er derimod noget af det flotteste jeg har oplevet, med perfekte skyggelægning, og flotte lyssætninger. Læg specielt mærke til første gang du skyder et skud af med en flaregun. Det kan på ingen måde sammenlignes med noget andet.

Det havde selvfølgelig været perfekt med” state of the art” grafik, men I Alan Wake’s tilfælde gør grafikken blot det den skal: Sætte den rette stemning. De dystre omgivelser, og lyd-detaljerne som gang på gang får det til at løbe koldt ned af ryggen, resulterer i, hvad må være årets hidtil mest ubehagelige stemning. Allerede fra spillets begyndelse står det klart, at dette ikke er et hyggeligt spil. Remedy har kreeret et spil som er definitionen på, hvordan hvert element skal supplerer hinanden for at rykke oplevelsen udover normens rammer. Sagt på en anden måde, så sætter Alan Wake nye standarder for genren.