| Anmeldelse: Dance Central! | |
|
![]() Er du en af dem med to venstrefødder? Eller måske nærmere den rene Travolta på dansegulvet? Uanset hvad, så velkommen til ”Dance Central”. Vi har efterhånden prøvet lidt af hvert, lige fra at være den mægtigste krigsherre, til at rocke løs som det glemte medlem af The Beatles. Så efterhånden blev gadgets som Wii Motion Plus, Playstation Move og nu Kinect blandet ind i løjerne og pludselig skulle alting være så fysisk. I hvert fald på papiret. For hvem har efterhånden ikke fået strike i bowling, ved at sidde på sin flade i sofaen, eller fået en pæn score i Just Dance ved at vride håndleddet rigtigt? Nu kommer Harmonix så med deres bud på et fysisk spil, som rent faktisk kræver noget af spilleren. Spørgsmålet er så bare om det virker? Harmonix har tidligere leveret spil som bl.a. de første spil i Guitar Hero serien og senere Rockband, og er altså et velbevandret firma indenfor musik-genre spillene. Og det kan mærkes! ”Dance Central” er det første dansespil der fungerer 100% uden brug af controller, og dermed kræver fuld brug (og kontrol) af alle lemmer. Spillet er delt op i tre dele: ”Break it down”, som er træningsdelen hvor du får vist og indøvet en rutine, hvor hvert move har sit eget flashcard og navn. Flashcards viser hvilket move du er i gang med og hvad der kommer som det næste i rutinen. Derudover er der ”Perform it”, der som navnet indikerer, handler om at vise hvad man har lært og få en så høj score som muligt. Her kan man desuden slå flashcards fra, efter at have fået 5 stjerner, hvis man vil lære rutinen udenad, eller bare for at blære sig. Til at starte med er alle sange tilgængelige i ”Perform it” på Easy, hvorimod Medium og Hard skal låses op ved at få 5 stjerner. ![]() Når man så er blevet komfortabel med en rutine er det blevet tid til at udfordre vennerne i ”Dance Battle”. Eller rettere udfordre en enkelt ven, mens i skiftes. De andre må kigge på da Kinect, i dette spil, desværre kun kan fange en enkelt persons bevægelser af gangen. Hvilket betyder at når man battler er det på segmenter af rutinen på skift. Det er ærgeligt da der ellers er rigeligt gulvplads til to dansere af gangen, efter man har rykket samtlige møbler på loftet, da "Dance Central" kræver temmelig meget plads for at opfange din krop og bevægelser rigtigt. Konkurrence elementet går lidt tabt da spiller 2 vil kunne lure samtlige moves af, mens spiller 1 står og ser dem for første gang, plus at man på ingen måde kan holde øje med ens respektive score under spillet, men først får afsløret vinderen til sidst. Udover den interne konkurrence, kæmpes der mod et fælles mål, nemlig de eftertragtede 5 stjerner der (surprise!) bruges til at låse op for bonusindhold. Når det så er gjort er der ikke andet for end at tørre sveden af panden og starte forfra, da der desværre ikke er en online del i ”Dance Central”, så det bliver ikke i denne omgang at du skal brillere med dine lækre moves og vrikkende hofter på Live. ![]() Selve styringen i ”Dance Central” er rimelig ligetil. Ved at hæve og sænke højre arm, kører du op og ned i menuerne og vælger ved at feje armen ind foran dig. I selve danse rutinerne bruges venstre hånd til ”Slow it down”, der bruges til at sænke hastigheden på et move i ”Break it down”. Når du hopper rundt og danser det bedste du har lært, holder spillet dig hele tiden orienteret om hvor godt det går, det foregår dels ved en ring ved din dansers fødder der varierer fra ”bad” til ”flawless” og dels ved røde highlights af din dansers kropsdele hvis du gør noget galt. Grafisk set er ”Dance Central” hverken-eller. Det virker fint, men de lidt klumpede, avatar lignende dansere ser ikke ud af meget i forhold til de rigtige menneske silhuetter vi har set i spil som ”Just Dance”. Det der imponerer mest er egentlig en lille firkant på skærmen der viser ens egen silhuet, som Kinect ser den, mens man danser. Her kommer udstyret virkelig til sin ret og man kan ikke andet end blive en smule imponeret over hvad Kinect duer til! Derudover har Kinect en fascinerende fetisch med at tage billeder i de mest mærkelige øjeblikke, i positioner du egentlig helst vil glemme. Dette kan dog heldigvis slås fra i ”Dance Central”. ![]() Musikken i spillet er moderne og består af 30+ af alle de clubhits vi alle sammen elsker og hader. De er inddelt i sværhedsgrader fra ”Warm Up” til ”Hardcore” og tæller bl.a. navne som Lady Gaga, Pitbull, Kool & the gang, Benny Benassi og mange, mange flere. ”Dance Central” er et krævende men sjovt bekendtskab og hvis du er tilpas opmærksom og ligger selvbevidstheden på hylden, kan du måske endda lære at blive dine venstrefødder kvit. Det hiver dig i hvert fald op af sofaen og ud på dansegulvet. Så tag svedbånd og benvarmere på og shake that booty!
Tags: eller, hvad, nærmere, velkommen, dance, central, dansegulvet, travolta, uanset, rene |






Kommentarer:
Vil der blive set ned på en hvis man som herre nu udbryder, det kunne jeg sgu egentlig godt tænke mig at prøve?