Fremtiden er mere mørk og dyster end du nogensinde vil kunne forestille dig. Heldigvis kan du via Metro 2033 få indblik i den, uden i egen høje person at stå ansigt til ansigt med hvad der venter dig. Vores helt, Artyom, er ikke helt så heldig.

4A Games og THQ har bragt Dmitry Glukhovsky’s roman ”Metro 2033” til live i spilform, idet de har givet Xbox 360 og PC ejere mulighed for at besøge det dystre post-apokalyptiske univers, som venter de stakkels russere i Glukhovsky’s fremtidsnovelle. Historien tager udgangspunkt i et efterkrigsramt Moskva, der, efter en verdensomspændende atomkrig ligger i ruiner. Moskva’s borgere har søgt væk fra den radioaktive overflade og ned i byens undergrundsbane, som fungerer som et skjulested, indtil den radioaktive fare er drevet over. Den radioaktive stråling er dog blot én af de mange plager, som atomkrigene har bragt med sig, for undergrundsnettet vrimler med mystiske skabninger, som alle gerne sætter tænderne i friskt menneskekød.

Som spiller sættes man i rollen som den unge soldat Artyom, der sendes på en mission så hemmelig, at end ikke han selv har fået informationer omkring den. Det eneste han ved er, at missionen er så vigtig, at menneskehedens fremtid afhænger af den. Straks fra spillets start, kastes man ud i de lange undergrundsbaner, nogle gange med hjul under fødderne, men oftest til fods, og helt alene, og fælles for de fleste af spillets miljøer er, at det foregår i dystert mørke, hvor et makabert brøl i det fjerne, oftest er det eneste der bryder den ellers forstyrrende stilhed.

Heldigvis for Artyom er Metro 2033 et FPS, og intet FPS uden massevis af skydevåben. Arsenalet spænder over en bred portefølje af våben, fra ganske almindelige maskinpistoler og shotguns, til de mere spændende luft-baserede-våben, som skyder med genbrugelig ammunition. Dog har disse den bagside, at de konstant skal pumpes op, for at bevare effekten. Genbrugelig ammunition er bestemt en fordel, for ammunition er en mangelvare, og kommer i to forskellige udgaver; Military Grade og almindelig ammo. Military Grade er førsteklasses, førkrigsammunition, som giver større skade end normalt ammunition.Ddog skal man overveje om man vil bruge denne form for ammo, da military grade ammunition også er den eneste møntfod der eksisterer, og dermed også kan bruges til at købe nye våben.

Og netop disse gameplaymæssige twists er Metro 2033’s største forskel i forhold til en regulær shooter. Man skal i hele tiden holde øje med forskellige faktorer. Almindelig ammo eller military grade? Trænger ens luft-baserede-våben til at blive pumpet op? Er der rigeligt med batteri i Artyoms pandelampe? Og hvad med éns trofaste gasmaske? Er der nok filtre tilbage til, at man kan overleve en uundgåelig tur op i Moskva’s radioaktive gader? Man bliver konstant stillet overfor disse spørgsmål, og det er et kærkomment tiltag, så man ikke bare skal koncentrere sig om at skyde til højre og venstre.

For foruden de mange twists Metro 2033 en ganske almindelig shooter. Der er tonsvis af fjender som skal nedlægges og disse kommer såvel i menneskeform, som de frygtindgydende mutanter, der hurtigt jager en skræk i livet på selv de mest hærdede gyserfans. Shooter-delen er okay, uden at nærme sig de store aktører i denne kategori, og dette skyldes i særdeleshed, at Metro 2033, har et frygteligt hit-detection system, hvor man ofte er i tvivl om, hvorvidt man egentligt rammer det man sigter efter. Foruden shooter delen indeholder Metro 2033 enkelte stealth elementer. Disse fungerer dog ikke synderligt godt, så hvis man er til den slags skal man nok vente til Splinter Cell Conviction udkommer i april.

Nej Metro 2033 lever hverken på shooting eller stealth, men derimod lever spillet højt på et intet mindre end fantastisk univers, hvor stemningen er så tyk at den kan skæres ud i skiver og smages på. Grafikken er flot, passende og særdeles gennemført. Lydsiden er, hvis man ser bort fra nogle underligt overfladiske våbenlyde, rammende og giver en gribende indlevelse i miljøet, hvad enten man befinder sig i kamp eller i de nærmest sørgmodige stationer, hvor menneskerne samles i en sidste kamp på liv eller død. Derudover er hele universet og historien spændende, og så er det altså bare et plus, at man rent faktisk kan få lov til at opleve stemmeskuespillerne i ren russisk tale, for det giver lige den sidste sjat stemning, i en overordnet flot teknisk præstation.

Metro 2033 befinder sig i den svære ende af FPS-serien, og selv på easy vil man få sin sag for, i de mest hektiske kapitler i spillet. Dette er desværre lidt af en nødvendighed, for når først den sidste mutant er dræbt, de sidste military rounds indsamlet og det sidste rum i metro-stationerne er undersøgt, så er der ikke meget at vende tilbage til i Metro 2033. Spillet er singleplayer only, og selvom man sagtens kan liste sig op på 10 timers spilletid, hvis man gerne vil undersøge hver en ende af Moskva’s undergrundsmiljø, så er det næppe nok til at holde shooterfans beskæftiget i en tid, hvor Battlefield Bad Company 2 og Modern Warfare 2 også dominerer markedet. Dog kan Metro 2033 sagtens anbefales hvis man leder efter en singleplayer-only oplevelse, hvor historie, stemning og grafik følges ad, mens den mere gameplaymæssige side desværre halter en smule bagefter.

Med andre ord er der i Metro 2033 tale om en flot spiloplevelse, som dog næppe vil gå over historien, som én af genrens allerstørste, men det er jo nærmest også for meget at kræve i et spilmarked, som nærmest overdænges med den ene nye milesten efter den anden. Metro 2033 vinder på sin stemning, som ganske enkelt er fantastisk.