| Anmeldelse: Splinter Cell Conviction | |
|
 Meget er sket siden Sam Fisher for første gang tonede frem på vores skærme. Efter et væld af livsfarlige missioner befinder den nu pensionerede agent sig på Malta, hvor han slikker de psykiske sår ovenpå sin datter, Sarah’s, tragiske dødsfald. Men da Sarah’s morder pludseligt viser sig at være indenfor rækkevidde, trækker Sam igen i arbejdstøjet. Ubisoft Montreal har igennem en længere årrække tilfredsstillet vores behov for stealth-oplevelser og agentspil med deres prisbelønnede Splinter Cell serie. Det nyeste afsnit med tilnavnet Conviction er på gaden i dag, d. 15.04.2010 efter flere års udvikling, og igen er det med Sam Fisher i hovedrollen. Dog vil det for fans af genren være en helt ny, og ganske anderledes Sam Fisher, som vil være at finde i denne noget anderledes agentthriller. Meget er sket siden vi sidst mødte Sam i Splinter Cell Double Agent. Sam er forsvundet til Malta efter den tragiske nyhed han fik leveret i Double Agent, hvor hans datter Sarah mistede livet efter at være blevet påkørt af en spritbilist. Pludseligt får han én af sine gamle bekendtskaber fra agentmiljøet i røret og personen fortæller, at Sam er jaget af lejemordere, og at hans datter’s morder også er i nærheden. Herfra tager historien sit udspring med alt hvad denne indebærer af plottwists og andre lækre detaljer, og der bliver bestemt ikke sparet på krudtet.  For Sam Fisher er blevet ældre, hvilket hans fysiske fremtoning bærer præg af. De grå hår titter frem, og rynkerne er blevet langt mere markeret. Til gengæld besidder Sam, en hidtil før uset vrede mod de personer, der fratog ham den person der betød mest for ham, og dette sætter i høj grad sit præg på gameplayet. Sam er nemlig gået fra at være en målrettet superagent til at være en aggressiv og superkynisk desperado. Mere om dette senere. Der er stadigvæk ekstremt meget vægt på stealth delen, og mulighederne er overvældende mange, vel at mærke på den fede måde. Sam har et væld af tricks i ærmet, og der findes et utal af måder, at få bugt med de mange og udspekulerede fjender på. Først og fremmest er mørket din ven, så alle lyskilder kan med fordel elemineres. Herfra er det hele op til dig, og straks er miljøet din slagtehal. Hvis du kan nedlægge dine fjender via up-close-and personal angreb (som i øvrigt er uhyggeligt tilfredsstillende at udføre) så belønnes du med et execution shot, hvor du kan markere flere fjender, for derefter automatisk at nedlægge dem med få skud. Bliver du opdaget så markeres din seneste kendte position med en silhuette som fjenderne vil søge. Dette kan man så udnytte til sin fordel. Derudover kan du lokke dine fjender under lysekroner for derefter at få denne til at falde i hovedet på dem. Du kan afvente til de går over din C4 fælde, for derefter at sprænge dem i småstykker. Og det stopper ikke her, for hvad siger du til at hænge dig i vindueskarmen på ydersiden af en etagebygning, for derefter at hive din fjende ud over kanten? Eller hvad med at hamre din fjende ned bagfra, ved at sparke en dør ned over ham? Og det bliver vildere endnu, for du kan hive fat i fjenden, bruge ham som skjold mens du skyder efter de resterende bøller for derefter at kaste hans livløse krop igennem en dør, ud af et vindue eller i hovedet på de fjender der kommer for tæt på. Det lyder måske scriptet i allerbedste Call of Duty stil, men det er det ikke – det er bare forbandet godt sat sammen.  Man kan også tage den direkte vej og spurte ud med hævede våben og rødsprængte øjne, men selvom dette sagtens kan give ubetinget succes, så føles det bedre at tage stealth-tilgangen. Man belønnes også bedst for dette bagefter, via et challenge setup som giver dig skill-points, der derefter kan bruges til at opgradere dine våben. Og så er Sam Fisher kun et menneske, så hvis man ikke gennemtænker situationen ordentligt, så ender man 9 ud af 10 gange i den sikre død, også selvom fjenderne til tider laver nogle underlige beslutninger, som kan skyldes en svingende AI. Muligheden for at tonse igennem dele af spillet som en anden Rambo er dog et ubetinget kritikpunkt, idet Splinter Cell mere end nogen anden har promoveret stealth genren igennem en længere årrække. Nye Splinter Cell spillere vil måske ikke bemærke dette, men det vil med garanti skabe en del debat blandt de store fans af serien. Som tidligere nævnt er Sam Fisher en vred og bitter mand, og når man når til spillets forhørsscener er man slet ikke i tvivl om dette. Væk er forhørslokalerne, det ensomme bord som alene oplyses af en kontorlampe og den cigaretrygende politimand og i stedet er der kun det fjendtlige overhoved, Sam Fisher og en ækel dunst af hævn tilbage. Scenerne er brutale, og de foregår real-time, så du beslutter altså selv, om du vil knalde narkobaronens hoved ned igennem en håndvask eller smadre hans knogler hen over et piano når han ikke vil spytte ud. Blodet sprøjter, og selvom det måske virker for meget, så er det blot med til at forstærke det indtryk man får af Sam Fisher, som både fremstår som en kynisk morder, men samtidigt et såret familiemenneske. Spiloplevelsen løftes yderligere af en gennemarbejdet teknisk præstation. Grafikken er virkelighedstro og befinder sig et pænt stykke over gennemsnittet. Animationerne er flydende og naturlige mens der dog mangler lidt på ansigtsanimationerne. Grafikken hjælper gameplayet på vej ved at skifte fra farverige omgivelser, når Sam befinder sig i områder hvor han kan blive opdaget, til sort/hvid så snart han befinder sig i skyggen. Og så er der en lækker lille detalje i hints og storytelling, som vises på spillets fysiske overflader. Eksempelvis bliver man sjældent afbrudt af cut-scenes, som i stedet bliver vist via en husgavl eller deslige. Soundtracket er velkomponeret og intens og bidrager til en sprød stemning, som løftes videre af et glimrende stemmeskuespil, der dog til tider kan blive lidt grødet. Undertekster kan i denne henseende anbefales. Herudover er der dog ingen anmærkninger på lydsiden, som fungerer aldeles glimrende, uanset om man befinder sig i larmende stilhed eller i befolkede gader.  Splinter Cell Conviction er en kort oplevelse i singleplayer. På 5 timer kan den rutinerede spiller hurtigt hamre igennem storyline, men til gengæld er der så en lækker multiplayerdel, som føjer endnu et kapitel til Convictions drejebog. Multiplayer kan blandt andet spilles som co-op, hvor man spiller en sekundær storyline som adskiller sig helt og aldeles fra Sam Fishers eventyr. Derudover kan man kaste sig ud i ”Hunt”, hvor et bestemt antal fjender skal nedlægges og afslutningsvist kan man spille en form for Horde-mode, hvor man sammen skal beskytte et EMP-system mod bølger og atter bølger af fjender. Sidst men ikke mindst kan man duellere mod hinanden, hvor man ikke blot skal nedlægge sin online-buddy, men også skal passe på at AI-fjenderne ikke får gjort has på dig, inden din direkte modstander får gjort det. Co-op oplevelsen er dog med al sandsynlighed det, der vil tage det meste af spillerens tid og igen slår det igennem, hvor alsidig en oplevelse Conviction er. Man kan, præcist som i singleplayerdelen, styrte af sted med fremskudt brystkasse og hamre det ene magasin efter det andet af sted efter modstanderen, men oftest belønnes den lydløse tilgang til tingene. Denne bliver i øvrigt endnu mere mangfoldig af, at du pludseligt har en makker ved din side, og sammen kan der opsættes de mest sindssyge fælder overfor de stakkels fjender, som må se sig overmandet af modstanderne i skyggen. Skal man sætte fingre på co-op delen, så skal det være, at frameraten kan falde betydeligt når der for alvor er action på skærmen, dette er dog sjældent, men stadigvæk irriterende når det sker. Splinter Cell Conviction er ikke den bedste udgivelse i år, men dette skyldes alene, at spilåret 2010 har været ufatteligt rigt på blockbustere. Ventetiden har været alt for lang og frustrerende grundet gentagne udsættelser, men den endelige udgivelse fungerer heldigvis som forløsningen på hele virvaret. For Sam Fisher er tilbage med stil, i et spil der leverer en god portion nytænkning og en anderledes aggressiv tilgang til den klassiske stealth stil. Nogle vil elske dette, mens hardcore fans af stealth-spillene med garanti vil hade det. Singleplaydelen er kort, men til gengæld forlænges levetiden betragteligt af co-op og versus, som byder på en helt anden historie end Fisher’s.  Er man fan af de tidligere spil i serien er der slet ingen tvivl om, at man skal eje Splinter Cell Conviction, dette til trods for den anderledes tilgang til stealth segmentet. Er man blot en lurvet nybegynder, med våde drømme om at leve som agent, så er konklusionen den samme. Er man derimod modstander af alt hvad der hedder stealth, så er Sam Fisher nok ikke det rette selskab, selvom sandsynligheden for, at man inviterer ham med til bords nu er større end nogensinde. Disse ord kommer vel at mærke fra en anmelder, som langt fra har snigeri og hævngerrige eks-agenter som sit speciale. Conviction fremragende underholdning - intet mindre.
|
Kommentarer:
De kunne sagtens ha' trukket den til 8 timer, men så ville det sikkert blive noget half-assed indhold som måske ikke ville have den store relevans for hverken historie eller spillet selv.
Hmm God pointe Lomi - det kan der være noget om.
Men stadig, fed anmeldelse Jesper.
Ikke alle spil ligger op til at man skal sidde og kværne sig igennem lange story modes. Kvalitet over kvantitet
Jeg skal alligevel nok ikke kigge på det. Min tålmodighed er ikke til stealth genren, svømmebaner i Mario eller story-modes der varer mere end 6-8 timer.
jeg er også på kvalitet frem for kvanti. (det er de fleste nok)
Just Cause 2 er et glimrende eksempel på et spil, som kan klares forholdsvis hurtigt, men med en masse ekstra indhold hvis det er det man har lyst til.
Ud fra hvad jeg kan forstå på anmeldelsen har SCC også godt indhold udover story mode, og karakteren afspejler vel det jeg siger meget godt.
Desuden syntes jeg stadig ikke at man kan sige at man skal være tålmodig for at kunne spille et godt spil. Hvis et spil fungerer bedst i en 5 timers udgave, er der da ingen grund til at lave det til at vare det dobbelte IMHO.
Jeg tror ikke at ADHD har ram på hele det du kalder konsolgenerationen. Hvem er det egentlig du mener hører under den kategori?