At Sony’s Playstation Vita er en kraftfuld maskine hersker der næppe nogen tvivl om. Men en ting er hvad den håndholdte konsol kan trække, en helt anden er hvad spiludviklerne fylder på den. Indtil nu har forsøgene på at vise Vitaens evner som seriøs shooter-platform været af noget tvivlsom kvalitet, men det ændrer sig totalt med udgivelsen af Guerilla Games’ seneste titel, Killzone: Mercenary.

mercenary (1)

Da Guerilla Games selv har travlt med Shadow Fall i samme serie, er det søsterstudiet Guerilla Cambridge der har stået for udviklingen af Mercenary. I spillet præsenteres vi for en mere nuanceret side af krigen mellem Vekta og Helghan, idet vi træder i skoene på Arran Danner, en benhård lejesoldat der sælger sine ydelser til højestbydende. Danner selv tilhører den velkendte stum-men-grum stereotyp som mange skydespil er kendt for, og det er derfor ikke så meget igennem ham, men de kampe og missioner han deltager i, at plottet udspiller sig. Killzone: Mercenary foregår i tiden mellem Killzone 2 og 3 hvor krigen mellem de to stridende fraktioner er på sit højeste, og hvor højtrangerende officerer fra både Vekta og Helghan eftersøger et kemisk våben der kan sikre dem sejren.

mercenary (5)

Der er ikke ligefrem tale om noget narrativt mesterværk, men det er så vidt heller ikke det spillet stiler efter. Istedet har Guerilla Cambrides sigtet efter at vise hvor duelig en konsol Vitaen virkelig er, og her har de virkelig ramt plet. Med en modificeret udgave af grafikmotoren fra Killzone 3 præsenterer Mercenary en detaljegrad der synes helt utrolig, med partikler, støvskyer og billeddybde af en anden verden. At se spillet tone frem på Vitaens OLED-displayet er en fryd for øjnene, omend skærmens beskedne størrelse af og til kan være begrænsende. I det hele taget er det som om udviklerne har formået at udnytte et potentiale i konsollen som hidtil har været utilgængeligt, og kun i de mest intense situationer med røg og eksplosioner oplevede jeg tab i billedfrekvensen.

Også styringen i spillet er veludført. Med de to analogpinde og skulderknapperne genskabes den klassiske oplevelse af skydespil på konsol med succes, og ellers kompenseres der via touchfunktioner. Eksempelvis kan man som alternativ til at trygge på cirkel-knappen for at sætte i løb slå let på konsollens bagside. Andre funktioner, heriblandt udskiftning af våben, samt de brutale nærkampsangreb som serien er kendt for, kan kun udføres ved brug af touch, og selvom sådanne designvalg ofte føles forceret, så virker det umådeligt godt i Killzone: Mercenary.

mercenary (2)

Selvom følelsen af at spille Killzone på Vitaen er autentisk, så er Mercenary ikke bare en klon af konsoludgaverne. De ti missioner der udgør spillets historie er overraskende åbne og kan gribes forskelligt an, afhængig af om man foretrækker buldrende maskingeværer eller lyddæmpede præcisionsrifler. Det er et lille, men særdeles velkommen skridt i retning af mindre lineære skydespil, og det hjælper på holdbarheden af den ellers meget korte historiedel. Friheden hjælpes yderligere på vej af at det efterhånden obligatoriske erfaringssystem som her ikke handler om rang og prestige, men om kolde kontanter der kan bruges til køb af våben, udrustning og de såkaldte VAN-Guards.

mercenary (3)

VAN-Guards er et nyt tiltag fra udviklernes side som på forskellig vis giver spilleren en taktisk fordel. Deres funktion varierer, lige fra radardroner og bombefly til hvad der bedst kan beskrives som fjernstyrede guillotiner, men fælles er deres taktiske nytteværdi. Flere af dem synes dog meget ubalancerede, hvilket især kommer til udtryk i multiplayerdelen. Denne er så vidt ellers en solid oplevelse, omend den påkrævede wi-fi rejser det rimelige spørgsmål om hvorfor man i grunden ville foretrække at spille online på sin Vita, når man alligevel er begrænset til et hjem med formentligt andre konsoller.

mercenary (4)

Alt i alt må Killzone: Mercenary siges at være en stor succes og et særdeles gennemført produkt. Det er ikke bare det næste skridt i seriens naturlige udvikling, men også en nødvendig og kærkommen tilføjelse til Vitaens spilbibliotek; dette er skydespillet din Vita fortjener.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægXbox LIVE gratis i weekenden
Næste indlægTales of Xillia anmeldelse
Jeg er skribent hos GamersLounge, med særlig interesse for halvgamle rollespil og andre titler, hvis salgsdato forlængst er udløbet. I det mere eller mindre virkelige liv læser jeg filosofi på universitetet. Jeg nærer stor kærlighed til tegneserier og lægger især vægt på historien i spil, men når indholdet bliver for teksttungt eller trægt, er jeg altid frisk på et slag Super Smash Bros. eller Halo.
killzone-mercenary-anmeldelseAlt i alt må Killzone: Mercenary siges at være en stor succes og et særdeles gennemført produkt. Det er ikke bare det næste skridt i seriens naturlige udvikling, men også en nødvendig og kærkommen tilføjelse til Vitaens spilbibliotek; dette er skydespillet din Vita fortjener.