Efter en alt, alt for lang ventetid er det endelig blevet tid til at sætte de digitale tænder i Dragon’s Dogma 2. Efterfølgeren til kult klassikeren, som blev alt for overset da det ramte markedet tilbage i 2012.
Det oprindelige Dragon’s Dogma var umiddelbart en lidt underlig størrelse. På overfladen en fuldstændig generisk rollespilstrope hvor en navnløs helt – the Arisen – skal på en jagt over landet Gransys i sin jagt på at nedlægge dragen Grigori. Undervejs akkompagneres du af såkaldte “Pawns” der er AI-styrede figurer, som enten skabes af spillet eller af andre spillere. Uden at afsløre for meget, er der en god årsag til at spillet er et “paint by the numbers” ARPG. Det hele ender med at være en metakommentar på spil og spillere generelt.
Udfordringen dengang – for mig i hvert fald – var, at selv om det egentlig overordnet var en super ide, så manglede selve spillet en del narrativt. Især den midterste sektion føltes utrolig langtrukken, og var dybest set en prøvelse for min flagrende interesse. Efter en kort afstikker i Dragon’s Dogma Online er den første reelle opfølger så endelig landet.
Det er igen Hideaki Itsuno, der er krediteret som den primære instruktør på Dragon’s Dogma 2 (DD2). Inden spillet får lov til at tage sit første åndedrag skal du dog kreere din avatar til spillet, og her vil en svag skabersjæl hurtigt få stjålet timevis af sin dyrebare tid. Som en ekstremt fed og ikke mindst selvsikker marketingsgimmick smed Capcom også muligheden for at lege med denne feature på gaden inden spillets release. Mulighederne er enorme og man kan vitterligt skabe nærmest ligheden af hvilken som helst person, hvilket de mange opslag på nettet også vidner om. I et spil der skal appellere til fantasien er vi altså undervejs med en fremragende start.
DD2 tager sit afsæt i nogle celler. Reelt har du også her muligheden for at vælge en prægenereret figur, men det ville som sagt være ærgerligt. Du er en blank tavle, som tilsyneladende er i en eller anden arbejdslejr. Inden længe tager begivenhederne dog fart, da en Medussa uvarslet angriber og du kastes ud i spillets kampsystem. Skærmen vrimler her med arbejdere og soldater, som tager kampen op med udyret. Det er noget, som du lige så godt kan vænne dig til fra spillets start. Ofte vil kampene involvere flere deltagere fra begge sider, modsat hovedparten af lignende spil, hvor det primært er spillets hovedperson der gør det hårde arbejde.
Folk kravler op på Medussaens slangelignende krop og overdynger hende med slag, imens andre kaster bort eller fanges af hendes forstenende blik. Imens hopper du selv rundt og bliver komfortabel med de enkelte bevægelser. Fra start har du valgt en vocation; nemlig at være enten Warrior, Thief, Mage eller Archer – altså fuldstændige stereotyper indenfor genren. Det er dog noget, som spillet senere tager et mere liberalt syn på. Mere herom senere. Kampen fortsætter og pludselig ser du og en du ellers lige har mødt muligheden for at slippe bort. Herefter følger en hektisk flugtsekvens der sørme ender på ryggen af en flyvende Grif. Så er spillet da ellers kommet i gang.
Lad mig her komme med en mild disclaimer: “Kunne du absolut ikke lide det første Dragon’s Dogma, så er det her ikke spillet der får dig til at ændre mening”. Det er nemlig helt tydeligt, at DD2 netop er en vision fra samme person der stod bag det oprindelige. Inden længe finder vi ud af, at vores navnløse hovedperson lige netop er “the Arisen”. En person der egentlig er blevet nedlagt af dragen, som igen er spillets hovedfjende. Vedkommende hjerte fjernet med en skarp klo og derved er en forbindelse mellem de to skabt. En forbindelse der fører dem frem til den endelige konfrontation, som skal definere verdenens skæbne.
Selve kortet du slippes løs på er en åben verden der denne gang er fire gange større end originalens. Denne er splittet mellem to bekrigende fraktioner: Vermund samt Battahl. Disse er så igen befolket primært af henholdsvis mennesker samt de kattelignende beastrens. Dit eventyr starter i Vermund, hvor en falsk Arisen har sat sig på tronen. Snart får du gravet dig ned i et dybereliggende komplot, hvor du som en anden stik-i-rend dreng sendes fra det ene hjørne af kortet til det næste for at blive klogere. Selv om det på overfladen måske er andre krydderier der er drysset ud over, så er der dog ingen tvivl om, at den underliggende metafortælling er den samme.
Til at assistere dig har du op til 3 Pawns. Den ene får du selv muligheden for at skabe og forme mens du kan rekrutere dit selskabs to sidste medlemmer. Din primære Pawn vil stige i level sammen med dig, men det er ikke tilfældet for de to resterende, hvilket naturligvis vil resultere i løbende udskiftning i gruppen. Systemet er her, at din egen Pawn kan rekruteres af andre spillere – hvilket sender belønninger tilbage til dig. Ligesom du kommer til at have andres Pawns med på din rejse. Ganske genialt så husker disse de ting, som de oplever på deres eventyr, hvilket du og andre spillere får glæde af når de er i dit party. Det kan være hvor en given skattekiste befinder sig eller positionen af en essentiel figur du skal finde i en mission. De vil aktivt gøre opmærksom på deres viden og du kan lade dem føre gruppen. Du kan dog også sagtens ignorere dem, hvilket resulterer i en ganske genial form for in-game hjælp, som du selv kan til- og fravælge.
Som sagt, så starter du spillet med et af dets fire helt generiske vocations. Det varer dog ikke længe inden der kommer herlig dybde til denne del. For det første er der tydeligvis fyldt en masse energi ned i, at gøre de enkelte vocations dybe og fyldestgørende. Selv som helt enkel kriger vil du med erfaring afsløre en masse lag, som gør oplevelsen meget mere tilfredsstillende. Som om det ikke skulle være nok, så vil du i løbet af spillet afdække en række andre vocations såsom Mystic Spearhand, Trickster med mere. Alle føles helt utroligt gennemarbejdede. Hvad der er endnu mere lækkert er, at det står dig frit for at ændre din vocation løbende og øge dine evner og erfaring på de forskellige. Så ikke noget med at blive fanget i noget, du egentlig fortryder de næste 50 timer.
Det første spil efterlod mig som skrevet med lange sekvenser, hvor jeg dybest set ikke følte jeg rigtigt havde noget givtigt at foretage mig. Det er en kritik jeg kan se andre har rejst og det er i allerhøjeste grad en kritik Capcom har taget til sig. Har du problemer med at holde fokus og skal der ikke meget støj til at få dig til at skifte retning, så vil DD2 komme til at hive dig efter sig som en marionetdukke. Konstant dukker der folk op der kræver din opmærksomhed og forsøger at hive dig i en anden retning end spillets primære historie. Det ene øjeblik er man på vej til Vermunds slot for at infiltrere et maskeradebal inden man det næste øjeblik jagter en tyv gennem byens gader.
Folk der har FOMO i spilsammenhæng vil konstant blive ledt i nye retninger og vil med stor sandsynlighed pludselig befinde sig et helt andet sted på kortet – langt fra det man egentlig startede med at drage hen imod. Her skal du lære at forlige dig med spillets rejse- samt gemmesystem. Spillet autosaver nemlig konstant og du har mulighed for at gemme manuelt – men spillet giver dig ret beset kun ét saveslot. Det betyder, at hvis du har rodet dig ud i noget værre møg – så hænger du på det. Det er dog en lille sandhed med modifikationer, da du også kan vælge at genstarte ved den sidste kro, hvor du har valgt at sove. Det er bare – især i starten – en noget bekostelig ting at gøre.
Samtidig er muligheden for at rejse hurtigt fra det ene sted til det næste meget begrænsede. Du kan samle såkaldte ferrystones op, som kan transportere dig til enkelte definerede områder. Disse er dog ekstremt sjældne og tilsvarende omkostningsfulde, så det bliver en løsning man kun bruger som sidste udvej. Ellers foregår dine rejser enten til bens eller på ladet af en oksekærre. Sidstnævnte er der heller ikke mange af og de trasker kun frem og tilbage mellem enkelte definerede steder.
Med andre ord, så vil du hovedparten af tiden løbe afsted på dine fødder og sammen med det lidt sparsomme gemmesystem åbner det rigtigt meget for “push your luck gaming”. Det bliver kun underbygget af, at spillet har en naturlig dag og natcyklus, hvor mørket gemmer på markant stærkere monstre. Selv om der findes bålpladser rundt omkring i vildnisset, så kan disse også blive overrendt af monstre og så kommer du hurtigt seriøst på røven. Det understreges af en anden feature, hvor sår i kampe kan blive permanente indtil du får sovet igen. Det betyder reelt, at du efter en hård kamp måske kun kan heale op til 50 procent af dit maksimale liv, hvilket selv sagt gør næste kamp markant mere besværlig. Så det er en konstant vurdering om du lige bør runde det næste hjørne imens du holder øje med lyset.
DD2 er nemlig også overrendt af enorme monstre og fælles for disse er, at de ikke nødvendigvis holder sig til et enkelt område. Du kan lige have mejet en gruppe gobliner ned for dernæst at se en kyklop tromle ud af underskoven ikke langt fra dig. På den ene side er gruppen slet ikke klar til den kamp, men på den anden side så ved du at belønningen er et hav af erfaringspoint. Snart hopper du rundt i desperat forsøg at ondulere den grumme kæmpe. En Pawn der holder fast i modstanderens hoved imens han hamrer løs på skallen med sit sværd, din kvindelige tyv hvis to skarpe blade hamrer løs på dens ene fod imens du skyder den ene pil efter den næste omkranset af det gule skær fra din magers healing. Kampene er på ingen måde på Souls-niveau i sværhedsgrad, button-mashing er en valid vej frem her – men de er næsten altid hektiske og underholdende.
Spillet er bygget op i Capcoms RE-Engine og selv om man kan fange nogle flotte screen-shots fra spillet, så knirker motoren lidt under vægten af ambitionerne her. Værst er det i de befolkede områder, hvor omfanget af NPC’s ganske enkelt bliver for meget. Folk popper op af den rene ingenting lige ved siden af dig, frameraten begynder at dykke faretruende når der sker noget og stadig så føles det hele ekstremt kulisse- og teateragtigt, med folk der konstant står og gentager de samme ting. Jeg kan være i tvivl om det reelt er galt eller genialt, når jeg nu kender spillets metareference, men helt sikkert er det, at der er performanceissues.
En lidt hakkende teknisk kant, kan dog ikke gemme det faktum, at DD2 er et helt ekstremt opslugende spil. Selv med en ambition om at følge spillets hovedhistorie faldt jeg fuldstændig i spillets fælde. Den ene underlige sidemission afløste den næste og netop det faktum, at spillet konstant ændrer retning kilder den indre “jeg skal bare lige…” på den helt rigtige måde. Inden længe har den naturlige dagscyklus også ændret sig derhjemme og du skal også her gemme dig fra mørkets monstre, som egentlig havde forventet noget familietid. Elsker du at tage på opdagelse i en medrivende verden, så vil det her være et fortræffeligt udgangspunkt. God fornøjelse.