Skaberne af blandt andet det medrivende Ori er på banen med et action RPG, hvor du ikke kommer sovende til sejr.
Moon Studios, der tidligere har stået for det smukke Ori and the Blind Forest samt efterfølgeren Will of the Wisps, har bevist at de ved lige præcis hvordan man skal skære et lækkert metroidvania spil. Altså et platforms/kamp spil, hvor du igennem spillet via nye evner vil åbne for passager som tidligere har været ikke farbare. Nu har deres nyeste kreation sluppet early access, og er blevet tilgængeligt for de spændte masser. De går en spændende, modig ny vej der dog ikke er uden faldgruber – og som bestemt ikke har haft en let søsætning.
Lad os tage elefanten i rummet først: Da spillet blev frigivet var det på mange måder nærmest uspilleligt. Ud over at det var fyldt med fejl og gik ned for et godt ord, så kunne det nogle gange nærmest være umuligt bare at få det startet. Derfor har vi valgt at tage oplevelsen fra dengang, lægge den til side og lade Moon Studios komme med en passende mængde kærlighed i form af updates – som der har været mange af – inden vi ville smide vores første ord efter det. Den tid er så kommet nu, hvor spillet kører – nogenlunde – uden problemer.
Det modige ved No Rest for the Wicked er på papiret at man i kernen tager et helt klassisk ARPG i stil med Diablo eller Path of the Exile og giver dette en god gang Souls-like. Med andre ord, så er det ikke et spørgsmål om at spamme en eller flere knapper imens horder af diabolske fjender strømmer ind på skærmen for at møde deres undergang. Her er det ingenlunde nok at have et øje på din health i stedet er der lagt op til at du skal indgå i taktiske kampe, hvor du altid bliver presset og ofte må lade livet. Løber du for hurtigt frem og aggroer for mange fjender vil din færd blive kort.
Fra starten kører noget historie med royale konspirationer og smågale herskere i baggrunden. Du itræder selv i rollen som en lidt generisk figur, som tilsyneladende lige præcis er den frelser alle har brug for. En sejltur går frygteligt galt imens den sørger for at du lige lærer de helt grundlæggende bevægelser. Snart kan du både slå, blokere og lave rullefald inden skibet tager turen mod havets bund. Dit næste vågne øjeblik er du vasket op på en strand på øen Sacra, hvor eventyr, oplevelse og død, død, død venter dig.
Det kan ikke understreges nok, at det er ekstremt vigtigt at forlige sig med hele kampsystemet. Forventer du et actionspil vil du både blive skuffet og frustreret. Det her er ikke et spørgsmål om at vade i loot imens man holder et enkelt øje på sin healthpool og sørger for at drikke en potion fra tid til anden. Selv om den grafiske præsentation mest af alt vil lokke dig til at tro det, så er forbindelserne til From Softwares Souls titler langt mere tydelige. Ingen fjender er push-overs, det kræver at du selv lærer deres mønstre og kan angribe samt forsvare på de rigtige tidspunkter. Pludselig vil du bliver fanget i en rytme og tidligere frustrerende kampe vil føles som walk-overs. Det lige indtil du møder den næste – stærkere – gruppe fjender.
Loot er også et område, hvor No Rest for the Wicked skiller sig kraftigt ud fra ARPG. Udvalget er ekstremt begrænset, så det er et spørgsmål om at finde det rette og ikke mindst vedligeholde det. I starten vil de fjender du møder forsvinde hvis du slår dem ihjel og vil ikke respawne ved dit dødsfald. Det giver en ganske fin push-your-luck dynamik, hvor man hele tiden kommer en lille smule længere. Flipsiden af dette er, at dit udstyrs holdbarhed falder hver gang du dør. Hvis man tænker lidt over kombinationen af de to krydret med at der er meget lidt tilgængeligt udstyr, så er det helt tydeligt noget der straffer mindre gode spillere.
Faktisk var dette endnu værre ved release, da udstyret her blev ødelagt ved dødsfald endnu mere end tilfældet er nu. Noget der gjorde titlen nærmest uspillelig – medmindre man var vild med at skulle starte helt forfra flere gange. Balancen er nu blevet bedre. Til gengæld så respawner fjender også senere i spillet, hvilket nok er gjort for at give lidt balance den anden vej. Personligt er jeg lidt ærgerlig over dette, da jeg generelt synes spillets initiale push-your-luck dynamik klædte det.
Inden længe når du til spillets første hub, hvorfra dine veje kan strække sig i flere retninger sammen med de quests du kan påtage dig. Variationen er her fin og det er rart, at man ikke er bundet i en given lineær retning, men selv kan prøve sig frem om der er nogle veje og fjendetyper som passer bedre til det build man forsøger sig med. Ganske underholdende kan du også få adgang til at købe faste boliger i byen, hvilket åbner op for et helt andet minispil i spillet – hvor du pludselig er i gang med at dekorere dit hjem. Meget sjov lille ide.
Spillets RPG elementer fungerer langt hen ad vejen, og der skal fordybelse til at ramme lige den rette sammensætning som klæder din spillestil bedst. Det gør sig ligeledes gældende for spillets våben, hvor den vigtigste balance selv sagt ligger mellem bevægelighed og slagkraft. Følelsen af endelig at finde et stykke gear, der klæder din taktik, er virkelig fed. Alligevel er det bestemt ikke en dans på roser. Personligt har jeg meget svært med at forene det stationære isometriske kamera med det meget straffende kampsystem. Det sker ikke sjældent at man kæmper mod fjender som er udenfor synsvidde – og det er mere end almindeligt frustrerende at man ikke kan tilrette kameraet.
No Rest for the Wicked er et spil, som jeg virkelig har lyst til at elske. Det har en stil og en stemning, som kilder alle de rigtige steder når jeg spiller det. Desværre synes jeg ikke ægteskabet mellem spilstile er gået særligt godt. Hvis man sammenligner med et spil som Hades, der har lidt at samme forudsætninger, så er variationen og hele spilmekanikken bare så meget mere vellykket der. Alligevel vil jeg ikke opgive det helt, og jeg vil fortsat følge det tæt imens det – forhåbentligt – udvikler sig under sin early access.