Ventetiden på mere Grand Theft Auto 6 er snart ovre. Rockstar har nemlig annonceret, at Grand Theft Auto 6: An Extended Look får premiere den 27. august, hvor fans kan se meget mere fra det længe ventede spil.
I stedet for en traditionel Trailer 3 bliver der tale om en længere præsentation, som ifølge Rockstar giver et langt mere detaljeret indblik i spillet. Det bliver samtidig første gang, at mange håber at få et ordentligt kig på selve gameplayet.
Premieren sker først på Netflix som en del af et nyt samarbejde mellem streamingtjenesten og Rockstar Games. Seks timer senere bliver præsentationen også gjort tilgængelig på YouTube, så alle kan se med uden et Netflix-abonnement.
Netflix kalder samarbejdet for det første af sin slags og beskriver GTA 6 som et kulturelt fænomen, hvor afsløringer af nye trailere nærmest er blevet begivenheder i sig selv. Det er svært at være uenig.
Der er efterhånden gået næsten 500 dage siden Trailer 2 udkom tilbage i 2025. Siden da har Rockstar primært delt nye screenshots, åbnet for forudbestillinger og afsløret spillets officielle cover, men fans har ventet utålmodigt på at se mere i bevægelse.
Historien følger endnu en gang Jason og Lucia, som bliver viklet ind i en omfattende kriminel sammensværgelse i den fiktive stat Leonida. Alt tyder på, at duoen får mere end rigeligt at se til, når spillet lander den 19. november.
Hvis den kommende præsentation lever op til forventningerne, kan den meget vel blive en af årets største gaming-begivenheder. For lad os være ærlige… internettet går sjældent stille for sig, når Rockstar trykker på upload.














