Nogle af Nintendos bedste idéer begynder med et spørgsmål: Hvad kan vi få folk til at gøre med en controller? Wii Sports voksede ud af små prøvespil, der skulle vise, hvad Wii-fjernbetjeningen kunne. Tennis, bowling og de andre discipliner var lette at forstå, også for folk der aldrig normalt rørte et spil. Da Wii Sports fulgte med Wii i Europa og Nordamerika, blev det for mange selve grunden til at tænde konsollen. En enkel demonstration af en ny måde at spille på endte som en system-seller.

Jeg har set, hvad det kunne betyde i praksis. Ældre familiemedlemmer, der ellers ville have forsværget at spille digitale spil, tog tilløb, vrikkede med hofterne og plantede højre fod perfekt i gulvet, før de førte armen igennem for at sende en bowlingkugle afsted. Det var vitterligt en fantastisk titel.

Nintendo Switch Sports Resort bygger videre på den idé. Spiludvalget føles som en greatest hits-samling fra Wii Sports og Wii Sports Resort, med volleyball fra Nintendo Switch Sports og et par nye indslag oveni. Bowling, tennis, boksning og golf trækker tråde tilbage til det første Wii Sports. Bueskydning, bordtennis, basketball, Power Cruising og Prop Plane vækker især minder om Wii Sports Resort. Skateboarding og tommelbrydning er nye i serien. Det er altså både et gensyn og en ny tur til Wuhu Island.

Det er en tur, der fungerer bedst sammen med andre. Jeg har spillet med både min hustru og mine børn, og spillet har allerede givet os mange sjove øjeblikke og tilråb fra familiemedlemmerne på sidelinjen. Det er stadig en titel, der appellerer på tværs af generationer: Det er sjovt at se de andre spille, mens det samtidig kribler efter selv at få lov. Lidt som når en fysisk bold ligger lige dér og nærmest beder om at blive kastet.

Alle 12 aktiviteter er ganske fint gennemarbejdede, men de rammer forskelligt. Bowling og tennis fungerer bare. Der er en grund til, at tennis har været grundstof i spil helt fra mediets tidlige dage: Reglerne er enkle, og man forstår straks, hvad man skal gøre. Herhjemme var golf min hustrus favorit. Opsætningen er simpel, og det rammer ikke helt følelsen af at svinge et golfjern, men det er let at lære, har fin variation og er bare hyggeligt.

Prop Plane var også et hit. Her kan man drive ind over øen med Joy-Con holdt som et papirfly. Den fysiske måde at styre på giver en taktil fornemmelse, der binder bevægelsen i hænderne sammen med det, man ser på skærmen. Skateboarding bruger Joy-Con 2’s musefunktion — en funktion, vi ikke har brugt meget herhjemme, men som giver rigtig fin mening i denne sammenhæng. Man ruller controlleren hen over bordet og får fart på skateboardet. Det føles lidt som at sidde som barn og suse rundt med sine Matchbox-biler.

Personligt kunne jeg virkelig godt lide bordtennis. Bevægelsesrummet passer godt til sporten: Man står foran skærmen og returnerer boldene, næsten som hvis man stod for enden af et bord. Bowling og golf fungerer også godt, fordi man naturligt kan efterligne sportsgrenene på den plads, man har. I basketball og volleyball bliver bevægelserne mere spilagtige. Når man eksempelvis skal hoppe for at dunke eller blokere, er det ikke decideret besværligt — det føles bare mere som en spilmekanik end en regulær sportsbevægelse.

Efter at have prøvet alle aktiviteterne er min oplevelse, at udvalget er lidt hit or miss. Noget af det skyldes styringen. Joy-Con 2 har både accelerometer og gyroskop indbygget, hvor den oprindelige Wii-fjernbetjening kun havde accelerometer; gyroskopet kom til med Wii MotionPlus, som var en del af Wii Sports Resort-oplevelsen. Alligevel oplever jeg indimellem, at mine bevægelser ikke bliver registreret helt, som jeg havde tænkt mig. Når man er konkurrencemenneske og går op i resultatet, er det irriterende at misse et slag eller et kast på grund af styringen frem for egne evner. Måske var det også sådan i det første Wii Sports — men nostalgiens neonklare skær har det med at udviske den slags.

Med det sagt er Nintendo Switch Sports Resort stadig best in class. Det er ganske bemærkelsesværdigt, hvor meget spillet får ud af controllerne uden at kræve alskens ekstraudstyr. Man tager sin Joy-Con i hånden og går i gang. Det meste af tiden fungerer det både enkelt og overbevisende. Man skal dog have plads omkring sig; jeg har svært ved at se, hvordan det skulle fungere håndholdt, medmindre man er ekstremt smidig og opfindsom.

Nintendo Switch Sports Resort er en af den slags oplevelser, der bygger bro mellem aktiviteter, de fleste kender, og gør det let for hele familien at være med. Styringen kan irritere, og nogle aktiviteter rammer bedre end andre, men spillet er stadig svært ikke at anbefale — især hvis man vil have familien samlet omkring skærmen.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægPRIDE FC er første udvidelse til EA SPORTS UFC 6
Alan Vittarp
Spil har været en del af mit liv siden jeg købte mig en C-64 for nu 35 år siden. Computer Action og Games Preview var bladene der fik mig til at ønske at skrive anmeldelser selv. Det har jeg fået lov til at gøre på tværs af en lang række sites og magasiner - hvoraf kun ganske få stadig eksisterer. Mine interesser er brede og det er ikke mange konsoller jeg ikke har været forbi. Mit hjerte har banket lidt ekstra under spil som Bloodborne, The Last of Us samt Halo.
nintendo-switch-sports-resortNintendo Switch Sports Resort er en vellykket familiesamler med en stærk blanding af velkendte sportsgrene og nye idéer. Det meste er let at gå til og sjovt at spille sammen, selv om enkelte aktiviteter og upræcis styring kan irritere.