Det føles som om det var i går, jeg kravlede gennem det høje, strålingsramte græs i Tjernobyl under den legendariske mission All Ghillied Up i det originale Call of Duty 4: Modern Warfare. Den iskolde følelse af at holde vejret, mens en russisk patrulje og en kolonne af kampvogne trillede forbi blot få centimeter fra min støvlede fod, brændte sig fast som et af spilhistoriens højdepunkter.
Når jeg nu sidder med controlleren i hånden i det nye Call of Duty: Modern Warfare 4, er det med en blanding af dyb vemodighed og dirrende spænding. Historien, der for alvor genstartede serien og som tog sin begyndelse i 2007, når her sin konklusion. For mig har Infinity Ward altid været det ubestridte favoritstudie i Call of Duty-familien. Deres jordnære, kompromisløse og taktiske tilgang til direct action – hvor hver eneste magasinskifte efterlader dig forsvarsløs og hver skudveksling har tyngde – er simpelthen uden sidestykke. Det mærkes fra første sekund i denne episke finale. Jeg har spillet kampagnen på Veteran for at være sikker på at yde min del til afslutningen af historien.
Kampagnen: En intens og stemningsfyldt svanesang
Kampagnen i Modern Warfare 4 lægger ud i et hæsblæsende tempo og forstår også at stoppe op og trække vejret i mellemsekvenserne. Infinity Ward viser endnu en gang, hvorfor de er mestre i visuelt og stemningsmæssigt design. Hvor tidligere kapitler har givet os ikoniske øjeblikke: Den nervepirrende NVG mission Clean House. En hæsblæsende flugt fra olieriggen. Lad mig endelige ikke glemme min personlige favorit nemlig Death From Above hvor du sidder i et C130 Gunship og skal beskytte teamet på jorden. På tilsvarende vis leverer denne nye kampagne også en perlerække af højdepunkter både med nye karakterer og gamle kendinge. Missionen Stranded tager også point for et helt nyt take på hvor lang og hvor åben en mission kan være. Jeg er meget til de linære militære missioner hvor du har en opgave der skal løses. Stranded giver en open world oplevelse hvor du selv vælger hvordan du ønsker at tacke de tre opgaver. Afgjort et element som jeg gerne ser genbrugt.
Stemningen er mørk, beskidt og utroligt varieret. Vi føres fra lukkede, angstprovokerende tunneller og hemmelige SAS opsporinger til åbne, nådesløse militære konfrontationer. Fortællingens helt store trumfkort er dog skurken Archer, der spilles med en iskold, manipulerende elegance af ingen ringere end Mads Mikkelsen. Mikkelsen tilfører en skræmmende og menneskelig dybde til rollen som den kyniske bagmand. Han leverer replikkerne med en sådan ro og intensitet, at han øjeblikkeligt placerer sig blandt seriens mest ikoniske skurke.
Gennem hele historien mærker man tyngden af de 19 års opbygning. Venskaberne, de moralske gråzoner og prisen for global sikkerhed samles i et dramatisk klimaks, der fungerer som en ufattelig værdig afslutning på Task Force 141’s rejse.
Multiplayer: Taktisk dybde og banebrydende spiltyper
Det jordnære og rå perspektiv på kamp, som Infinity Ward perfektionerer i kampagnen, tages direkte med over i multiplayer-delen. Våbenhåndteringen, rekylen og den kontante lydside gør hver eneste skudveksling enormt tilfredsstillende.
I år nyder vi en endnu større pulje af spiltyper end tidligere, men det mest bemærkelsesværdige tiltag er introduktionen af den nye, taktiske runde-baserede mode inspireret af Counter-Strike 2. Her kæmper to hold om enten at plante eller desarmere en bombe på to udvalgte sites. Tilføjelsen af et økonomisystem, hvor man tjener penge til at købe udstyr og våben mellem hver runde, tilfører et lag af holdbaseret strategi, som serien længe har savnet. Spørgsmålet er hvordan det bliver modtage af fans som primært spiller CoD for den lynhurtige arcade action. Det er under alle omstændigher et friskt tiltag som appelerer til en anden gruppe af gamere end hvad der ellers ses.
En helt genial detalje på banen Cachette er en 3D-printer. Ved starten af hver runde spawner printeren et unikt våben, som enhver spiller kan rende hen og snuppe. Det skaber nogle fantastisk kaotiske situationer lige fra runden starter for få fingrene i tung ildkraft helt gratis.
Ligeledes er progression og tilpasning i våbensmeden (Gunsmith) blevet markant mere brugervenligt og gennemtænkt. Det er utroligt befriende, at visse unlocks nu kører på tværs af forskellige våben – har du først låst et bestemt rødpunktsigte op på en rifle, kan du også bruge det på din SMG.
For dem, der ikke har lyst eller tid til at bruge timer i menuerne på at rode med forskellige attachments, er den nye “Gunny”-funktion en absolut velsignelse. Gunny-funktionen analyserer automatisk de komponenter, du har låst op, og sammensætter den bedste opsætning af dine våben til din valgte spillestil. Det er en genial detalje for spillere, der bare vil hurtigt ud på slagmarken med et optimeret våben uden at skulle nørde stats i en evighed.
DMZ: Store ambitioner med plads til forbedring
Extraction mode DMZ gør sit indtog med masser af atmosfære og høje indsatser, men udgør samtidig spillets mest ujævne element. Oplevelsen i DMZ har fået en noget blandet modtagelse blandt spillerne, og det er der gode grunde til.
Den største mangelvare er fraværet af en ren PvE-tilstand (Player vs. Environment). For spillere, der blot ønsker at udforske området, gennemføre taktiske missioner og kæmpe mod den velsmurte AI i eget tempo, bliver oplevelsen hurtigt frustrerende, når man konstant bliver overfaldet af stærkt bevæbnede PvP-spillere som har det med at campe ved extraction områderne.
Derudover er der behov for, at Infinity Ward arbejder videre med balanceringen. Visse udstyrsopsætninger og spawn-punkter giver nogle hold en alt for stor fordel fra start, og AI’en kan svinge fra at være komplet blind til at ramme med kirurgisk præcision på tværs af mappet. DMZ har et enormt potentiale og et stærkt fundament, selvom det kræver et par solide opdateringer og justeringer, før det for alvor finder sin rette form.
Konklusion
Call of Duty: Modern Warfare 4 står tilbage som en triumf for Infinity Ward. Kampagnen er uden tvivl en af de mest stemningsfulde, velskrevne og gribende i seriens nyere historie, og med Mads Mikkelsen som en uforglemmelig skurk leveres der en utrolig værdig og tilfredsstillende afslutning på den fortælling, vi har fulgt over 19 år.
Når man lægger den sublime kampagne sammen med et knivskarpt overflødighedshorn af multiplayer-udbud, overskygger de få skønhedsfejl i DMZ på ingen måde det samlede indtryk. Det er en fantastisk pakke, en kærlighedserklæring til det taktiske arcade skydespil og et absolut must for enhver fan af genren.
Tak til Activision og Wenderfalck for at gøre denne anmeldelse mulig.