Glem alt om guitarer og trommesæt. Her skal du gribe dirigentstokken, holde styr på et helt orkester og bevise, at du har musikalske evner. Men kan Maestro få selv den mest tonedøve gamer til at føle sig som en ægte dirigent?

Der er noget ganske særligt ved at stå foran et helt orkester. Publikum venter spændt, musikerne sidder klar, og alle øjne er rettet mod dig. Det eneste problem er, at du måske aldrig har dirigeret noget som helst før. Det er heldigvis ikke noget, der stopper Double Jack og Creature Label, som med Maestro giver dig mulighed for at indtage dirigentens plads og føre et helt orkester gennem nogle af musikhistoriens største værker.

Maestro er oprindeligt udviklet som en VR-oplevelse, men er nu også landet på Nintendo Switch, hvor Joy-Con-controllerne bliver dine dirigentstokke. Her skal du ikke trykke på farvede knapper i takt med musikken, men i stedet bruge dine egne bevægelser til at styre orkestret. Det lyder måske lidt skørt, men konceptet fungerer faktisk overraskende godt. Spørgsmålet er bare, om Maestro kan levere en musikalsk oplevelse, der er lige så underholdende, som den er anderledes?

Her bestemmer du musikken!

Maestro er på mange måder en blanding af Guitar Hero og Beat Saber, men med en noget anderledes tilgang til rytmespil. Du står foran et stort orkester, hvor din opgave er at holde takten, dirigere de forskellige instrumentgrupper og sørge for, at musikken spiller, som den skal.

Du bruger begge Joy-Con-controllere til at styre det hele. Med højre hånd fører du dirigentstokken op og ned i takt med musikken. Nogle bevægelser skal være bløde og kontrollerede, mens andre kræver mere markante bevægelser for at ramme de kraftigere slag i musikken. Venstre hånd har sin helt egen funktion, hvor du blandt andet kan pege på bestemte instrumentgrupper og styre intensiteten i musikken ved at hæve eller sænke hånden.

Det lyder måske kompliceret, men spillet er heldigvis rigtig godt til at lære dig de forskellige bevægelser. En grundig introduktion tager dig gennem de vigtigste funktioner, og du får lov til at prøve kræfter med dem, inden du bliver sluppet løs foran det store orkester.

Det er faktisk ret underholdende, og man kommer hurtigt til at leve sig ind i rollen. Man behøver heller ikke stå og svinge armene som en galning for at få bevægelserne registreret, selvom det nu er svært at lade være, når musikken først begynder at spille.

Fra Beethoven til Star Wars

En af de største styrker ved Maestro er uden tvivl musikken. Her får du en blanding af klassiske mesterværker og nogle af de mest genkendelige musikstykker fra film og tv-serier.

Du finder blandt andet værker fra Beethoven, Mozart og Vivaldi, men også musik, som mange nok vil kende fra helt andre sammenhænge. Det gælder eksempelvis den ikoniske musik fra Star Wars med Duel of the Fates, The Bridge of Khazad-Dum fra Ringenes Herre og den velkendte titelmelodi fra Game of Thrones.

Det er en rigtig fin blanding, som gør spillet interessant, også selvom man ikke ligefrem er typen, der sætter klassisk musik på anlægget en fredag aften.

Og det er netop her, Maestro rammer noget ganske særligt. Musikken bliver ikke bare noget, du skal følge med i. Du bliver en aktiv del af den. Når du rammer takten, giver tegn til strygerne og får hele orkestret til at spille sammen, opstår der en ret fed følelse af kontrol. Det er næsten som at have sit helt eget koncertorkester.

Der er også noget tilfredsstillende ved at genkende et musikstykke, allerede inden du når særlig langt ind i det. Pludselig står man der og dirigerer Star Wars, og det føles faktisk lidt mere imponerende, end man måske havde regnet med.

En dirigent har ikke råd til at ryste på hånden

Når det kommer til selve styringen, fungerer Joy-Con-controllerne sådan set fint. Bevægelsesregistreringen er okay præcis, men den kræver også, at man er forholdsvis nøjagtig med sine bevægelser.

Det er ikke altid nok bare at følge musikken nogenlunde. De forskellige bevægelser skal rammes rigtigt, og især når tempoet stiger, bliver det mere udfordrende. Hvis du laver for mange fejl undervejs, risikerer du at skulle begynde musikstykket forfra.

Det kan godt være lidt frustrerende. Især når man har været igennem størstedelen af et længere musikstykke og pludselig må erkende, at man ikke helt havde styr på dirigentstokken alligevel.

Spillet har flere sværhedsgrader, så der er heldigvis mulighed for at starte stille og roligt. De første niveauer er gode til at lære systemet at kende, mens de højere sværhedsgrader stiller langt større krav til både timing og præcision.

Personligt synes jeg, at det fungerer bedst, når man finder et niveau, hvor man stadig kan følge med musikken uden konstant at være bange for at lave fejl. Det er trods alt meningen, at man skal nyde musikken og ikke ende med at få sved på panden over en forkert håndbevægelse.

Et orkester med sin helt egen personlighed

Maestro har også gjort lidt ekstra ud af præsentationen omkring de enkelte optrædener. Du starter i en flot koncertsal, hvor publikum venter på, at du indtager scenen. Når musikken er færdig, kan du vende dig mod salen og tage imod publikums reaktioner på din præstation.

Mellem koncerterne bliver du mødt af din lettere teatralske hjælper Eric de Roch, som sørger for at præsentere dine belønninger. Her kan du blandt andet låse op for nye dirigentstokke, handsker, kostumer til musikerne og forskellige lokationer.

Der er også små humoristiske indslag, hvor du kan modtage beskeder fra orkestret og læse publikums reaktioner på dine præstationer. Det er med til at give spillet lidt personlighed, og der er tydeligvis ikke sparet på de franske manerer.

Det er også muligt at sætte sit eget præg på oplevelsen. Du kan eksempelvis dirigere Star Wars med en dirigentstok, der minder om et lille lyssværd. Det er måske ikke helt efter den klassiske dirigents håndbog, men det ser nu meget fedt ud.

De mange kosmetiske muligheder er ikke afgørende for gameplayet, men de giver lidt ekstra motivation til at vende tilbage og forbedre sine resultater. Og så er det selvfølgelig meget sjovere at stå foran orkestret, når man selv har bestemt, hvordan hele banden skal se ud.

Når musikken spiller, men grafikken halter

Grafisk er Maestro en lidt blandet fornøjelse på den originale Nintendo Switch. I docked mode er der tydelige begrænsninger at få øje på. Flere af omgivelserne fremstår lidt kantede, teksturerne kan virke udvaskede, og nogle af de grafiske detaljer mangler den skarphed, man kunne have ønsket sig.

Karaktermodellerne er heller ikke altid lige imponerende, og enkelte af musikerne ser en smule stive ud under optrædenerne. Det er dog ikke noget, der for alvor ødelægger oplevelsen, da det meste af opmærksomheden naturligt er rettet mod dirigentarbejdet og musikken.

Til gengæld kører spillet ganske fint. Animationerne er generelt flydende, og jeg har ikke oplevet fald i frameraten undervejs. Det er positivt, for når man skal ramme musikken præcist, er det vigtigt, at spillet følger med.

Lydsiden er naturligvis en af de vigtigste dele af Maestro, og her leverer spillet varen. Musikken er hele omdrejningspunktet, og det er en fornøjelse at opleve de forskellige kompositioner blive fremført af orkestret. Lydeffekterne og publikums reaktioner er med til at skabe stemningen omkring koncerterne, og det hele hænger ganske fint sammen.

Fra VR-scenen til stuen

Nu har jeg haft mulighed for at prøve Maestro både på Meta Quest 3S og Nintendo Switch, og det er faktisk to ret forskellige oplevelser.

Switch-versionen fungerer fint som et rytmespil, hvor man hurtigt kan tage en sang eller to og få lidt underholdning ud af det. Men når man sammenligner med VR-udgaven, bliver det også tydeligt, hvor meget indlevelse der går tabt, når man ikke længere står midt i koncertsalen.

I VR føler man sig langt mere til stede. Man står foran orkestret, har musikerne omkring sig og får en helt anden fornemmelse af at være den person, der rent faktisk styrer musikken. Det er en oplevelse, som Switch-versionen ganske enkelt ikke kan matche.

Det betyder ikke, at Switch-udgaven er dårlig. Tværtimod er det imponerende, hvor godt Double Jack har formået at flytte konceptet over på en almindelig skærm. Men det er heller ikke helt den samme magi, og har man adgang til VR-versionen, vil jeg klart foretrække den.

Et stående bifald eller en skuffelse?

Maestro er et friskt pust til rytmegenren, hvor Double Jack har fundet en anderledes måde at bruge bevægelsesstyring på. Det er både sjovt og tilfredsstillende at stå foran et helt orkester og forsøge at holde styr på musikken, og den gode blanding af klassiske værker og velkendte filmtemaer gør, at der er noget for de fleste.

Joy-Con-styringen fungerer overordnet fint, men kræver en del præcision. Det kan være frustrerende, når man misser for mange bevægelser og må starte forfra. Grafikken er heller ikke noget at råbe hurra for på den originale Switch, men spillet kører heldigvis stabilt, og det er trods alt det vigtigste i en oplevelse, hvor timing betyder alt.

Sammenlignet med VR-versionen mangler Switch-udgaven noget af den indlevelse, der gør Maestro til noget helt særligt. Det er stadig en fornøjelig oplevelse, men den kommer ikke helt op på samme niveau, når man ikke længere står midt i orkestret.

Maestro er dog stadig et rigtig fint bud på et anderledes rytmespil til Nintendo Switch. Det er let at gå til, har masser af musikalsk charme og kan sagtens give anledning til både grin og frustrationer foran fjernsynet.

Og hvem ved? Måske finder man ud af, at man faktisk har en lille dirigent gemt i sig. Ellers kan man jo altid skyde skylden på orkestret!

Tak til Nordisk Film Interactive for anmelder kode til Maestro på Nintendo Switch

Maestro er ude nu på Meta Quest 2, Meta Quest 3, Meta Quest Pro, Pico Neo 3, Pico 4, Nintendo Switch, Nintendo Switch 2, PlayStation 5, PlayStation VR2 og PC (Steam).

TL;DR
Vurdering:
Forrige indlægSkud ramte bygning med Xbox-studie, men ingen kom til skade
Jonas Plum
En ung fyr fra det Nordjyske. Vokset op med spil lige fra Commodore 64 og til nutidens konsoller. Holder af et spil med en fed historie og action. Er en gut med lidt for mange spil og alt for lidt tid. Arbejder til daglig på et lager, men i fritiden handler det om livet med fruen og spil. PSN - Xbox Live - Steam @ MrJonasDK
maestro-nintendo-switch-anmeldelseMaestro er et friskt pust til rytmegenren, hvor Double Jack har fundet en anderledes måde at bruge bevægelsesstyring på. Det er både sjovt og tilfredsstillende at stå foran et helt orkester og forsøge at holde styr på musikken, og den gode blanding af klassiske værker og velkendte filmtemaer gør, at der er noget for de fleste. <br> <br> Joy-Con-styringen fungerer overordnet fint, men kræver en del præcision. Det kan være frustrerende, når man misser for mange bevægelser og må starte forfra. Grafikken er heller ikke noget at råbe hurra for på den originale Switch, men spillet kører heldigvis stabilt, og det er trods alt det vigtigste i en oplevelse, hvor timing betyder alt. <br> <br> Sammenlignet med VR-versionen mangler Switch-udgaven noget af den indlevelse, der gør Maestro til noget helt særligt. Det er stadig en fornøjelig oplevelse, men den kommer ikke helt op på samme niveau, når man ikke længere står midt i orkestret. <br> <br> Maestro er dog stadig et rigtig fint bud på et anderledes rytmespil til Nintendo Switch. Det er let at gå til, har masser af musikalsk charme og kan sagtens give anledning til både grin og frustrationer foran fjernsynet. <br> <br> Og hvem ved? Måske finder man ud af, at man faktisk har en lille dirigent gemt i sig. Ellers kan man jo altid skyde skylden på orkestret!