Ayasa: Shadows of Silence begynder med den slags mørke introduktion, der straks lover noget særligt. Her er ingen dialog, ingen tydelig forklaring — kun en fremmed verden, gådefulde billeder og tegn, man selv skal forsøge at gennemskue. Spillets verden var engang holdt i balance af Tas, en mægtig skikkelse kendt som Den Absolutte. Da mørket begynder at opsluge de seks lande Tro, Håb, Kærlighed, Grådighed, Ligegyldighed og Forræderi, overlever Ayasa fra landet Håb. Nu må hun samle resterne af Tas’ kræfter og forsøge at genoprette balancen. Det lyder spændende på papiret, og i glimt indfrier spillet også løftet. Men jo mere jeg spiller, desto tydeligere bliver afstanden mellem den kunstneriske ambition og det spil, der skal bære den.
Spillet er Aya Games’ debut som udvikler og udgiver. Holdet går efter en surrealistisk fortælling, hvor historien fortælles gennem omgivelserne frem for ord. Aya Games nævner selv blandt andre Tim Burton, Hayao Miyazaki, René Laloux og Robert Sahakyants som inspirationskilder. Det er store kunstneriske pejlemærker, og man kan godt se, hvilken slags oplevelse udviklerne ønsker at skabe: mørk, symbolsk og fuld af billeder, der skal sætte fantasien i gang.
Der er også en fin idé i spillets lys- og mørkemekanik. Lyset kan afsløre veje og aktivere mekanismer, mens Ayasa gradvist får evner, der lader hende påvirke verden på forskellige måder. Det gav mig associationer til Legacy of Kain, hvor forholdet mellem lys, mørke og verden omkring én også er en del af selve spiloplevelsen. Her er mekanikken ikke nok til at løfte platformingen, men den giver enkelte sekvenser en interessant dimension og passer godt til spillets temaer.

Jeg har intet imod ambitionen. Indieprojekter skal ikke sigte lavere, fordi holdet er mindre. Tværtimod kan små udviklere skabe nogle af de mest fokuserede og gennemtænkte spiloplevelser. Men Ayasa føles mindre som et værk bygget op omkring en klar, egen idé og mere som et spil, der har kigget på Limbo og Little Nightmares og tænkt: “Vi skal lave noget a la dem.” Resultatet føles indimellem som en TEMU-version af sine tydelige forbilleder.
Det største problem er, at spillet gemmer sin ordløse fortælling bag en platformoplevelse, som det ikke mestrer. Ayasa er dybest set et 2,5D-sidescrollende platformspil, men den ekstra dimension gør det ofte svært at bedømme, hvor Ayasa egentlig står, og hvor hun lander. Alligevel kræver mange spring nærmest millimeterpræcision. Det er en frustrerende kombination, når styringen samtidig gør det svært at dirigere hop præcist.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er faldet i døden på grund af den upræcise styring og fået lyst til at tyre controlleren tværs gennem lokalet — inden jeg besindede mig, gik en tur og talte til ti. Det skyldes ikke, at genren ikke passer til mig. Jeg har gennemført Limbo, Inside og alle Little Nightmares-spillene. Jeg er som udgangspunkt lige præcis kernemålgruppen.
Forskellen er, at Limbo havde et konstant flow, korte genstarter og præcis styring. Når man døde, forstod man straks hvorfor, og kunne prøve igen med det samme. I Ayasa kan det være svært at skelne mellem en fejl, man selv lavede, og en situation, hvor styringen eller perspektivet svigtede én. Så bliver døden ikke en del af spillets rytme, men en afbrydelse af den.

Den manglende finish findes også i de små detaljer. Falder Ayasa eksempelvis ned fra en platform og i vandet, ændrer overfladen sig ikke. Det ene øjeblik er hun der, det næste er hun væk. Sådanne sekvenser føles upolerede, og der er nok af dem til, at illusionen begynder at slå revner.
Det er ærgerligt, for spillet kan være visuelt stemningsfuldt. Man kan sagtens tage nogle rigtig gode screenshots, og den kunstneriske opbygning har sine øjeblikke. Men animationerne og figurernes reaktioner føles ofte flade. Det er netop animationerne, der puster liv i spil som Limbo — og man kan gå helt tilbage til det oprindelige Prince of Persia for at se, hvor meget de betyder. I Ayasa virker verden sjældent levende nok til at holde fast i den mørke illusion, spillet gerne vil skabe.

Ayasa: Shadows of Silence rummer en interessant ambition, en brugbar lys- og mørkeidé og enkelte stærke billeder, men platformingen står konstant i vejen for den oplevelse, spillet prøver at være. Jeg ville hurtigt have lagt det fra mig, hvis jeg ikke havde det til anmeldelse. Det er svært at fordybe sig i en verden, når man mest tænker på, om det næste spring bliver registreret rigtigt.












