Der er noget absurd meta over at sidde i en malaysisk jungle med solen bagende ned over palmebladene, mens man på en skærm styrer en tegneseriefigur ved navn Dave gennem præcis samme scenarie. Men sådan har mine sidste par uger set ud, og det har vist sig at være den perfekte kulisse til at vende tilbage til et univers, jeg troede jeg havde lagt bag mig for et stykke tid siden.
Da Dave the Diver udkom, blev det hurtigt mit go-to spil i en periode, hvor jeg havde brug for noget der kunne tage mig væk fra alt andet. Ikke fordi det var adrenalinpumpende – tværtimod. Det var roen i at glide rundt i Blue Hole, opdage nye fisk og lade sig distrahere fra alt det, man egentlig skulle. Jeg brugte “alt for mange” timer på bare at drive rundt, og jeg mistede med vilje objektiverne af syne, fordi selve det at udforske var belønning nok. Så da Mintrocket – det sydkoreanske studie bag både grundspillet og tidligere crossover-DLC’er med Godzilla og Yakuza-universet – annoncerede In the Jungle, var spørgsmålet ikke om jeg skulle spille den, men om den kunne genskabe den samme følelse et helt nyt sted.
Historisk set sender DLC’en Dave og det farverige persongalleri, vi kender fra grundspillet, videre, da Dr. Bacon kontakter dem om et mystisk fund: en død dinosaur skyllet op ved en lille landsby dybt i junglen, med en tråd der peger tilbage mod mysteriet i Blue Hole. Det er en fin, om end ikke overraskende, kobling, der giver et påskud for at pakke kufferten og rejse et helt nyt sted hen – landsbyen Utara, hvor en ferskvandssø nu erstatter havet som spillets nye legeplads.
Det, der virkelig ændrer sig, er overfladen. Hvor grundspillet holdt sig til et sidescrollende dag/nat-hjul, får man i Utara et isometrisk overworld i stil med Stardew Valley, hvor man frit render rundt, snakker med lokale, samler ingredienser og bygger relationer op. Det er en logisk udvidelse af formlen, og det giver Dave en tilstedeværelse i verden, han aldrig rigtig har haft før. Men det introducerer også noget, grundspillet aldrig havde: en reel tidsbegrænsning. Dagene i Utara tikker afsted i realtid, og før man ved af det, er man nødt til at skynde sig ud for at nå at dykke, inden lyset forsvinder. Det er et mærkbart skifte i tempo – og et, jeg er lidt splittet omkring, for noget af det, der gjorde originalen så afslappende, var netop friheden fra den slags pres.
Heldigvis er den følelse ikke forsvundet – den er bare flyttet. Under overfladen findes der stadig ingen kunstig timer. Den eneste begrænsning er ilttanken, som elegant fungerer som to ting på én gang: en organisk grænse for, hvor længe man kan blive dernede, og samtidig en slags healthbar, da man mister ilt, hver gang man tager skade. Det er en lille mekanisk detalje, men den betyder, at de “tossedyk” – hvor man bare svømmer rundt uden noget mål – stadig er fuldt ud mulige. Og hopper man direkte ind i DLC’en fra en færdigspillet save, starter man endda med tanken (og resten af udstyret) allerede opgraderet. En lille, men kærkommen detalje for dem af os, der måske spillede grundspillet til døde på én platform og tager udvidelsen med på en anden.
Selve dykkeloopet er der, hvor In the Jungle for alvor overbeviser. Hvert dyk er stadig sin egen lille roguelike-oplevelse: layoutet ændrer sig fra gang til gang, og går det galt, mister man det opsamlede bytte – fisk inklusive. Det giver hver tur ned en indsats, selv i en ellers afslappet oplevelse, og Mintrocket er igen dygtige til at vende det trivielle på hovedet. En rolig eftersøgning efter gamle statuer kan pludselig blive afbrudt af en trio ondsindede piratfisk, og en gigantisk ferskvandskrokodille kan stjæle al opmærksomhed fra en sværm af kulørte fisk, der drilsk holder sig lige uden for rækkevidde – men aldrig uden for harpunens.
Til det formål har Dave fået et nyt værktøj: Jungle Gun. I stedet for grundspillets ofte frustrerende våbenkasse-lotteri, hvor man kunne stå og mangle præcis det rigtige våben på det forkerte tidspunkt, er det her ét modulært våben, der på et splitsekund skifter mellem riffel, haglgevær, snigskytteriffel og netpistol. Det er både en forenkling og en forfining – man mister lidt af tilfældighedens spænding, men vinder til gengæld en langt mere fleksibel og retfærdig oplevelse, hvor man selv kan bygge sin build via separate opgraderingstræer for hvert våben.
Narrativt er der også skruet op. In the Jungle er tydeligt tænkt som mere end en indholdspakke – der er langt flere mellemsekvenser, og det brede ensemble af nye landsbyboere føles mere til stede og involveret i historien end noget, grundspillet bød på. Det virker som en bevidst investering fra Mintrockets side i, at Utara skal føles som et sted, ikke bare en kulisse.
Det eneste sted, hvor DLC’en for alvor falder igennem, er det nye turn-based kampsystem, man støder på i junglens ruiner. Konceptet minder mest om søhesteræset fra undervandsbyen i grundspillet: det handler om at finde en god kæmper og udfordre andre dyr til opgør, næsten i Pokémon-stil. Det er reelt bygget op omkring sten/saks/papir-logik, og selvom det er en sjov nok afveksling første par gange, bliver det hurtigt en triviel forhindring mellem én og det, man egentlig er kommet for: at dykke. Det føles som det ene system i en ellers imponerende lang liste af nye mekanikker, der ikke helt har fået den samme kærlighed som resten.
In the Jungle er ikke en perfekt udvidelse, men den er en generøs og overraskende dybtfølt én. Den tilføjer et hav af nyt – landsby, relationer, fiskeri, Jungle Gun, en styrket fortælling – uden at miste kontakten med det, der gjorde originalen speciel: dykkene, uforudsigeligheden og friheden til bare at fare vild. Tidspresset i landsbyen er den eneste rigtige plet på ellers et sikkert bud på årets bedste DLC, og kampsystemet kunne godt have brugt en ekstra runde i udviklingen. Men når man som jeg sidder med solen i nakken og armene fulde af myggestik og alligevel ikke kan lade være med at tage endnu et dyk – både i spillet og udenfor skærmen – siger det vel det hele.