I 11 år har Rhythm Heaven ligget stille, som en melodi ingen har turdet nynne færdig. Serien, der siden 2006 har levet af én simpel idé – tryk på en knap, i takt, uden visuel hjælp – vender nu tilbage med Groove, og for en spiller der altid har regnet sig selv for at have rytmesans, føltes det som en indbudt duel. Jeg mødte op med selvtillid. Den blev hurtigt korrigeret.
For det, Groove for alvor lærer én, er, hvor lidt selvtillid egentlig betyder, når vinduet for succes er få billeder bredt. Jeg har efterladt et spor af frøer, der aldrig nåede deres åkande, fordi mit tryk kom et hak for sent. Jeg har set grøntsager suse forbi kokken og ramme en stakkels kat lige i hovedet, fordi mine fingre ikke fulgte det, mine ører hørte.
Jeg har kørt min bil direkte ind i bagenden på en forankørende, fordi jeg simpelthen ikke bremsede til tiden. Og allermest absurd er nok den sekvens, hvor en flok spøgelser skal snige sig forbi en åbning i et rækværk, præcis på beatet, mens en kæmpe, lysende måne lukker øjnene i et nys ovenover dem.
Det er den slags fiaskoer, der først får en til at grine højt, alene i sofaen – men griner man længe nok, opdager man også, at legen har vendt sig til noget nær besættelse: man trykker replay igen og igen, jagter den samme brøkdel af et sekund, til fingrene næsten arbejder af sig selv. Det er der, Whiplash-sammenligningen indfinder sig helt af sig selv: Man sidder med nærmest blodige tommelfingre af at gennemføre den samme korte sekvens, gang på gang, i jagten på den perfekte timing.
Og det er præcis her, spillets æstetiske genialitet – og dets største begrænsning – bor. For mekanisk set er Rhythm Heaven Groove intet mindre end den simplest mulige form for quick time event: ét tryk, ét vindue, ingen omveje. Der er ingen kompleks systemforståelse at gemme sig bag, ingen combo-træer eller statistikker at optimere. Fiaskoen er ren, og ansvaret er udelukkende dit eget – bortset fra når det ikke er. For spillets stramme vinduer betyder også, at selv en anelse forsinkelse fra trådløse høretelefoner eller et TV i dokket tilstand kan være altødelæggende. Man kan spille perfekt og alligevel fejle, fordi rytmen aldrig nåede frem i tide. Der er noget nærmest eksistentielt i den detalje: Din succes afhænger til sidst af noget, der ligger helt uden for din kontrol.
Det er også dér, spillet for alvor bliver interessant at tænke over, snarere end blot at spille. Rhythm Heaven Groove er i bund og grund en psykedelisk lille fantasi, hvor bevægelse og timing væves sammen til forunderlige, næsten magiske øjeblikke – frøer der springer, paraplyer der åbner og lukker i takt, aliens der skal tiltales med det rette råb. Men mellem disse øveøjeblikke folder spillet sig ofte ud i cinematiske sekvenser, hvor kameraet svinger og nye elementer sættes ind foran én, og forstyrrer præcis de visuelle signaler, man lige har lært at læse. Den reneste form for mestring, har jeg opdaget, opstår faktisk, når man lukker øjnene og blot følger lyden. Det visuelle flair, som spillet ellers bruger så meget energi på, viser sig ironisk nok oftere at være en distraktion end en hjælp – som om spillet frister én med spektakel for derefter at belønne én for at ignorere det. Der er noget næsten meditativt i den erkendelse: at ægte flow kræver, at man lukker én sans ned for at skærpe en anden.
Skal man være helt ærlig, er fundamentet dog en anelse tyndbenet. Med over 80 minispil i soloforløbet er der rigeligt at tage af i mængde, men soundtracket – komponeret af den legendariske Tsunku♂, manden bag et væld af skarpe, eklektiske J-pop-ørehængere gennem årtier – lander overraskende ofte på den sikre, lidt anonymt japanske side af skalaen. Man mærker et ophav, der gemmer på langt mere kant, end det får lov at vise sig frem her. Det er ikke ligefrem en skuffelse, men det er en påmindelse om, at et koncept så rendyrket som dette lever og dør på lydsiden – og her når Groove aldrig helt de højder, som navnet Tsunku ellers lover. Det bliver kun mere føleligt af, at prisen tangerer fuldpris, mens langt mere gennemarbejdede titler som Hades II og Silksong ligger både billigere og skarpere i deres udførelse.
Det mest interessante løfte om, hvad serien kunne blive, finder man alligevel i det, jeg bedst kan beskrive som det magiske eventyr: Et fantasysegment, hvor rytmemestring bogstaveligt oversættes til magiske formler, som man kaster sig gennem på vej mod en reel bosskamp. Det løber ganske vist en anelse tør for damp, før det er slut, men det fungerer alligevel som et lille glimt af noget større – et bevis på, at Rhythm Heavens rendyrkede rytmekoncept sagtens kunne bære en sammenhængende kampagne, hvis Nintendo en dag turde binde det hele sammen i stedet for at sprede det ud i isolerede bidder.
Og det er i virkeligheden det, der bliver siddende, når skærmen til sidst går i sort: En fornemmelse af et koncept, der stadig – 20 år og fem spil inde i serien – nægter at blive gammelt. Rhythm Heaven Groove er hverken seriens mest polerede eller mest musikalsk mindeværdige kapitel, men det er et kapitel, der minder én om, hvorfor man forelskede sig i det simple, ubarmhjertige og til tider decideret psykedeliske koncept i første omgang. Man lukker øjnene, finder takten, og glemmer for et øjeblik alt om buler i bilen og frugt i ansigtet – og det er, når alt kommer til alt, hele pointen.