Det var egentlig aldrig spørgsmålet, om Elden Ring var godt nok til Switch 2. Spørgsmålet var, om Switch 2 var god nok til Elden Ring. Svaret viser sig heldigvis at være et ganske overbevisende ja.
Switch 2 har haft lidt af en ilddåb, når det kommer til de store tredjepartsspil. The Elder Scrolls V: Skyrim fik en ganske problematisk begyndelse på den nye konsol, inden efterfølgende opdateringer fik rettet op på blandt andet ydelsen. Og The Elder Scrolls IV: Oblivion Remastered måtte også igennem en forsinkelse, mens forventningerne til, hvor meget de store spil egentlig kunne presses ind på Nintendos nye hardware, blev testet.
Det gør Elden Ring: Tarnished Edition til en vigtig udgivelse. Ikke mindst fordi FromSoftware samtidig er ved at indtage en ganske særlig position på Nintendos nye platform. The Duskbloods, som er udviklet specifikt til Switch 2, er en af de titler, der virkelig kan være med til at definere konsollens identitet uden for Nintendos egne serier. Den seneste netværkstest har allerede demonstreret, at FromSoftware går efter en ganske ambitiøs oplevelse på platformen. Derfor er det næsten passende, at FromSoftware først sender sit allerede eksisterende mesterværk ind på banen. For Elden Ring er ikke bare endnu et stort spil. Det er den slags spil, der var med til at definere en hel generation.
Soulslike er efterhånden blevet et prædikat, man kan klistre på en helt særlig niche af spil, og det er i sig selv en imponerende bedrift for FromSoftware. Tænderskærende svære spil, hvor et konstant element af push-your-luck balanceres mod kampe, der på sekunder kan konsumere dine livspoint. Hvor langt tør du gå, inden du indløser den digitale møntfod, du så møjsommeligt har skrabet sammen? Bloodborne og Sekiro løftede for en stund genren ud af den klassiske fantasysetting med henholdsvis gotisk, Lovecraft-inspireret horror og et fjernøstligt univers. Med Elden Ring vendte FromSoftware imidlertid tilbage til fantasyens rødder – men gjorde det i en skala, der fik deres tidligere spil til at ligne mindre eksperimenter.
The Lands Between er stadig bjergtagende. Efter en kort introduktion bliver du kastet ud i en verden, hvor du selv skal finde vejen mod at blive Elden Lord. Historien bliver ikke serveret på et sølvfad. I stedet skal du samle brikkerne op undervejs, læse beskrivelser, lytte til mærkværdige karakterer og langsomt begynde at forstå den verden, du befinder dig i. Det føles ekstremt klassisk FromSoftware.
Og selv om George R. R. Martins navn fortsat står side om side med Miyazakis, er det stadig FromSoftwares helt særlige evne til at fortælle historier gennem fragmenter, omgivelser og groteske væsner, der gør Elden Ring til det, det er. Det store spring fra tidligere Souls-spil er naturligvis den åbne verden, og det er stadig her, Elden Ring viser, hvorfor det blev så vigtigt. For The Lands Between er ikke blot stor. Den er også et sikkerhedsnet under spillets brutale sværhedsgrad. Du kan komme til et område, hvor en fjende tæver dig sønder og sammen, uden at spillet nødvendigvis forventer, at du bliver stående og tager kampen op igen og igen. Du kan ride den anden vej.
Jeg husker stadig, hvordan jeg tidligt i spillet gentagne gange blev dræbt af en gruppe soldater bag barrikader, mens et enormt trælignende væsen forsøgte at gøre mig til tandstik. Efter tyve forsøg viste løsningen sig ikke at være, at jeg skulle blive bedre. Jeg skulle bare ride udenom.
Torrent er derfor meget mere end et transportmiddel. Den spektrale ganger ændrer hele spillets dynamik. Pludselig kan du angribe fra hesteryg, springe over forhindringer og forlade situationer, der ellers virker håbløse. Det er en genial mekanisk forlængelse af den åbne verden, fordi den giver dig en frihed, som de tidligere Souls-spil i langt mindre grad tilbød.
Og det er også derfor, Elden Ring, på trods af sin brutale sværhedsgrad, sjældent føles helt så klaustrofobisk som de tidligere Souls-spil. Du sidder ikke nødvendigvis fast. Der er næsten altid noget andet at foretage sig: en grotte, en borg, en forladt landsby, en magisk portal eller en grotesk skabning. Eller noget, du endnu ikke aner eksisterer.
Det er en væsentlig forskel. I tidligere Souls-spil kunne verden ofte føles som en række døre, hvor du skulle finde den rigtige nøgle. I Elden Ring er verden i højere grad selve nøglen. Når noget bliver for svært, behøver du ikke nødvendigvis overvinde det. Du kan gå på opdagelse et andet sted og vende tilbage senere – måske stærkere, måske klogere, eller måske bare med en anden idé om, hvordan problemet skal løses.
Jeg har allerede spillet Elden Ring. Mange timer. På kraftigere maskiner. Jeg ved derfor præcis, hvordan spillet ser ud og føles, når hardwaremæssige kompromiser ikke står i vejen. Alligevel er det svært ikke at blive en lille smule imponeret over at ride gennem The Lands Between på Switch 2.
Mekanisk fungerer det ganske enkelt rigtigt godt. Spillet flyder overbevisende, og de mange partikeleffekter – fra magiske angreb til vind og vejr – gør stadig verden levende. Der er naturligvis enkelte situationer, hvor Switch 2 må give lidt køb på den tekniske præsentation, men det overordnede indtryk er, at FromSoftware har fået overraskende meget Elden Ring ned på den lille maskine. Det er i virkeligheden den største kompliment, jeg kan give porten: Efter et stykke tid holder man op med at tænke over, at man spiller på Switch 2. Man spiller bare Elden Ring.
Det er selvfølgelig stadig ikke den teknisk flotteste version af spillet. Det ville være mærkeligt at forvente. Men forskellen mellem at se Elden Ring på en stor skærm med masser af grafisk råstyrke og at sidde med det i hænderne er ikke så meget et spørgsmål om, hvilken version der er bedst, som det er et spørgsmål om, hvad man får ud af dem. På Switch 2 bliver Elden Ring mere umiddelbart. Det bliver et spil, man kan tage med sig, og måske er det netop den form for fleksibilitet, der passer overraskende godt til et spil, der hele tiden opfordrer dig til at gå på opdagelse.
Tarnished Edition kommer naturligvis ikke helt tomhændet. Pakken indeholder Shadow of the Erdtree, så man får både det oprindelige Elden Ring-eventyr og den fremragende udvidelse med i købet. Realm of Shadow er i sig selv så omfattende, at den næsten føles som et helt nyt spil oven på det oprindelige. Dertil kommer de to nye klasser Heavy Knight og Idus Knight, fire nye rustningssæt, nye våben og tre forskellige kosmetiske udgaver til Torrent.
Heavy Knight er den oplagte introduktion til Elden Ring for spilleren, der ikke nødvendigvis har lyst til at lære alle spillets finurligheder på den hårde måde. Den tunge rustning og mere defensive tilgang gør den til en slags tank, hvor man i højere grad kan absorbere straf og lære fjendernes bevægelsesmønstre uden at blive straffet helt så brutalt for hver eneste fejl.
Idus Knight er til gengæld den, jeg selv finder mest interessant. Hvor Heavy Knight i højere grad siger “stå fast”, siger Idus Knight “find din egen vej”. Den fungerer som en glimrende hybrid og giver en mere fleksibel start, hvor man ikke på samme måde bliver låst fast i én bestemt spillestil. Det gør den særligt interessant, hvis man allerede kender Elden Ring og gerne vil begynde et nyt eventyr uden blot at gentage sin gamle figur.
Det er små tilføjelser, men de er velvalgte. De ændrer ikke fundamentet, og det skal de heller ikke. De fungerer snarere som små variationer på et system, der allerede er ekstremt gennemprøvet.
For Tarnished Edition har også en pudsig egenskab. Den demonstrerer nemlig, hvor godt Elden Ring stadig fungerer – og samtidig hvor lidt FromSoftware har haft lyst til at pille ved de ting, der aldrig har fungeret helt så godt. Tag eksempelvis brugerfladen. Jeg har altid fundet Elden Rings menusystem unødigt klodset, og på Switch 2 bliver det næsten mere tydeligt. Hvorfor skal man nogle steder bruge A og andre steder X til handlinger, der i udgangspunktet føles som den samme slags bekræftelse? Hvorfor dukker + pludselig op som knappen, der skal lukke en popup?
Når man først har lært systemet, kan man naturligvis navigere i det. Men intuitivt? Nej. Det er lidt paradoksalt, at et spil, der er så eminent til at lære spilleren komplekse mekanikker gennem spillets egne systemer, kan være så gammeldags, når det kommer til selve brugerfladen.
Og på en håndholdt konsol bliver det endnu mere mærkbart. Skriften er simpelthen for lille. Ikke lidt lille. For lille. Der er masser af tekst i Elden Ring. Beskrivelser, egenskaber, informationer og menupunkter, som man faktisk forventes at læse. Hvorfor man ikke har inkluderet en mulighed for at gøre teksten større, er svært at forstå.
Det samme gælder mørket. Elden Ring er allerede et mørkt spil. The Lands Between er ikke ligefrem badet i solskin, og store dele af oplevelsen foregår i dunkle ruiner, grotter og underjordiske områder. På Switch 2’s håndholdte skærm bliver det endnu mere tydeligt. Man kan skrue op for lysstyrken, men det løser ikke helt problemet. Det er ikke ødelæggende. Men det er irriterende – det er samtidig ting, som en dedikeret Switch 2-udgave faktisk havde mulighed for at forbedre.
Der er også en anden ting, jeg lagde mærke til, da jeg vendte tilbage. Elden Ring er på mange måder en levende verden. Men den er også en meget mekanisk verden. Fjenderne går deres ruter, gentager deres bevægelser og står de samme steder. Du kan komme tilbage efter tyve timer, og den samme fjende står stadig og laver præcis det samme.
Det er en af spillets mærkeligste kvaliteter. The Lands Between føles enorm og mystisk, men samtidig som et mareridt, der gentager sig selv. Måske er det netop meningen? For FromSoftware har aldrig forsøgt at skabe den slags åbne verden, hvor NPC’er lever deres eget lille digitale liv, mens du ikke kigger. Det her er et mekanisk univers. En verden bygget omkring mønstre, timing og systemer. Det er også derfor, kampene stadig fungerer så godt.
Du kan bruge sværd og skjold. Du kan fokusere på parader og præcise udfald. Du kan snige dig gennem græsset og angribe fra ryggen. Du kan bruge bue, magi eller andre former for distanceangreb. Eller du kan gøre som jeg selv ofte selv gør: Bare dodge, angrib, dodge igen og håb på, at du denne gang har lært noget. Det er måske den mest præcise beskrivelse af Elden Ring som helhed. Spillet belønner dig ikke nødvendigvis for at være dygtig fra begyndelsen. Det belønner dig for at lære. Når du endelig besejrer den fjende, der har sendt dig tilbage til Site of Grace tyve gange, er belønningen derfor ikke kun de runer, du får. Det er følelsen af, at noget, der før virkede umuligt, pludselig er blevet forståeligt.
Da jeg oprindeligt anmeldte Elden Ring, skrev jeg, at det var kronen på værket for FromSoftware. Jeg havde svært ved at forestille mig, hvordan formlen kunne perfektioneres meget mere. Det har jeg egentlig stadig. Men Tarnished Edition har fået mig til at opdage noget andet: Elden Ring behøver ikke nødvendigvis at blive perfektioneret. Det behøver bare at være tilgængeligt.
For Switch 2-versionen viser, hvor stærkt spillets fundament er. Flere år efter den oprindelige udgivelse er det stadig kampen, udforskningen, friheden og den helt særlige følelse af at overvinde noget, der virker umuligt, der bærer oplevelsen. Teknisk er resultatet imponerende. Spillet kører overbevisende, effekterne holder sig flot, og det føles ganske enkelt rigtigt at have hele The Lands Between med i hånden. Men det er også en udgave, der afslører FromSoftwares konservatisme.
De gamle menuer er stadig klodsede. Teksten er frustrerende lille. Mørket bliver en større udfordring på den håndholdte skærm, og loadtiderne kunne godt have været kortere. Det er ikke ting, der ødelægger oplevelsen. Det er bare ting, der minder dig om, at dette ikke er en ny udgave af Elden Ring. Det er Elden Ring flyttet til Switch 2.
Måske er det faktisk helt fint. For når Torrent galopperer ud over sletten, vinden tager fat i græsset, og et eller andet gigantisk og ubehageligt pludselig rejser sig i horisonten, er det svært at være utilfreds.
Jeg har allerede været her.
Jeg kender vejen.
Jeg ved, hvad der venter.
Og alligevel får jeg lyst til at ride derhen igen.
Elden Ring er stadig et mesterværk. Og Tarnished Edition er en imponerende måde at få det med sig på farten.