Microsoft har rystet Xbox Studios grundigt, og nu står det klart, at ændringerne også får konsekvenser for en af selskabets største spilserier. Det næste Halo-spil skal nemlig udvikles af Activision, mens Halo Studios samtidig rammes af omfattende fyringer.
Xbox har bekræftet, at 268 medarbejdere mister jobbet på tværs af Halo Studios, andre first-party-studier samt forskellige centrale funktioner hos Xbox Game Studios. Størstedelen af fyringerne rammer Halo Studios, som dermed bliver kraftigt reduceret.
Det næste Halo bliver i stedet udviklet af et nyt hold hos Activision, som er bygget specifikt til opgaven. Holdet bliver samtidig holdt adskilt fra udviklingen af Call of Duty. En mindre del af Halo Studios bliver tilbage for fortsat at støtte de eksisterende spil og deres communities.
Hvornår det nye Halo udkommer, er der dog ingen oplysninger om endnu. Det er heller ikke blevet bekræftet, om Activision har planer om at genstarte serien eller føre den videre i en ny retning.
Beslutningen kommer efter nogle ret turbulente år for serien. Microsoft købte Bungie i 2000 og dermed også Halo, før Bungie igen blev selvstændigt i 2007. Microsoft oprettede efterfølgende 343 Industries, som overtog udviklingen og stod bag Halo 4, Halo 5: Guardians og Halo Infinite.
I 2024 skiftede 343 Industries navn til Halo Studios og annoncerede samtidig flere nye Halo-projekter, der skulle udvikles i Unreal Engine. Det skulle på mange måder være starten på et nyt kapitel for serien efter problemerne omkring Halo Infinite.
Nu er der så endnu et nyt kapitel på vej. Det er fortsat uklart, hvor meget af det tidligere arbejde fra Halo Studios der bliver ført videre af Activision, hvilket gør situationen omkring det næste spil ganske interessant.
Activision får faktisk mere end Halo at se til. Microsoft flytter også Rare og World’s Edge ind under Activision, mens Obsidian bliver en del af Bethesda. Turn 10 bliver samtidig slået sammen med Playground Games, som blandt andet står bag Forza Horizon og arbejder på Fable.
Samtidig er fremtiden for Ninja Theory usikker, mens Microsoft fortsat forhandler om Arkane Studios. Det hele er en del af den større Xbox-omstrukturering, hvor tusindvis af stillinger allerede er blevet eller skal nedlagt.
Microsoft har forklaret, at målet er at samle hold, der allerede arbejder tæt sammen, drive færre forretningsenheder og fokusere mere på de store franchises. Det efterlader dog Xbox med et ganske anderledes studielandskab end for bare få år siden.
For Halo bliver det især interessant at se, hvad Activision kan gøre med serien. Master Chief har trods alt været en af Xbox’ største figurer i mere end 20 år, og nu ligger hans fremtid pludselig i hænderne på holdet bag Call of Duty.
Om det bliver starten på en ny æra for Halo, må tiden vise. Én ting er dog allerede sikkert: Master Chief har fået nye chefer.














