Hvis der er noget, Grand Theft Auto-serien altid har været god til, så er det musik. Nu tager Rockstar det et skridt videre med Grand Theft Auto VI: The Album, der bliver udgivet sammen med spillet og byder på hele 34 originale numre.

Albummet udkommer den 19. november, samme dag som Grand Theft Auto VI rammer butikkerne. Det betyder altså, at spillere ikke bare får en ny omgang GTA, men også et helt soundtrack skabt specifikt til spillets verden omkring Vice City og Leonida.

Rockstar har allerede løftet sløret for seks af sangene, som kan høres nu. Her finder man blandt andre Yung Lean med That’s It, hvor Future og Metro Boomin medvirker, Travis Scott med RHYNO, produceret af Guy-Manuel de Homem-Christo fra Daft Punk, samt Morgan Wallens Last Thing You Need.

Der er også plads til lidt mere utraditionelle kombinationer. CA7RIEL & Paco Amoroso, PinkPantheress, Fred again.. og Etienne de Crécy står sammen bag Sexy Magic, mens Rauw Alejandro bidrager med Macacoa 2000. Og som prikken over i’et finder vi Keith Richards med Bright Lights, Big City. Ja, ham fra The Rolling Stones.

Det er altså en ret bred blanding af kunstnere og genrer, hvilket passer meget godt til GTA-seriens måde at bruge musik på. Vice City har altid været tæt forbundet med sin musik, og noget tyder på, at Rockstar igen vil gøre soundtracket til en vigtig del af oplevelsen.

Her er en liste over de første annoncerede numre:

  • Yung Lean – That’s It (feat. Future & Metro Boomin)
  • Travis Scott – RHYNO (prod. by Guy-Manuel de Homem-Christo)
  • CA7RIEL & Paco Amoroso, PinkPantheress, Fred again.., & Etienne de Crécy – Sexy Magic
  • Morgan Wallen – Last Thing You Need
  • Rauw Alejandro – Macacoa 2000
  • Keith Richards – Bright Lights, Big City

Albummet kan allerede nu forudbestilles på både vinyl og CD, og der findes flere forskellige udgaver. Den begrænsede vinyludgave står allerede som udsolgt, mens den almindelige vinyludgave koster 51,99 euro, og CD-versionen koster 16,99 euro.

Der er stadig 28 sange, vi ikke har hørt endnu, så Rockstar holder altså en ret stor del af kortene tæt ind til kroppen. Det bliver interessant at se, hvilke navne der gemmer sig på resten af albummet.

Med udgivelsen af Grand Theft Auto VI: The Album ser Rockstar samtidig ud til at fortsætte traditionen med at gøre musikken til mere end bare baggrundsstøj. I GTA kan en god sang næsten blive lige så mindeværdig som en god mission, og med 34 helt nye numre har vi tydeligvis noget at lytte til, når turen gennem Leonida begynder. Vi glæder os!