Marvel’s Wolverine har fået en noget blandet modtagelse blandt både anmeldere og spillere, men det ser ikke ud til at have skræmt køberne helt væk.

Ifølge estimater fra Alinea Analytics har Wolverine allerede solgt omkring 1,9 millioner eksemplarer og genereret cirka 130 millioner dollars i omsætning. Det gør samtidig spillet til det bedst sælgende PlayStation Studios-spil på PS5 i 2026 indtil videre.

Til sammenligning har MLB The Show 26 solgt omkring 1,5 millioner eksemplarer på PS5, mens Marathon angiveligt har solgt 1,8 millioner på tværs af platforme. Marvel Tokon: Fighting Souls ligger på omkring 740.000 solgte eksemplarer, mens Saros har nået cirka 510.000.

Tallene er dog estimater og skal derfor tages med et vist forbehold. Alligevel tegner de et ret interessant billede af Wolverine, især fordi spillet har fået en Metacritic-score på 77, hvilket er blandt de laveste for et Sony-first-party-spil i flere år.

Spillet har samtidig været udsat for en del kritik online. Blandt andet er det blevet gjort grin med de såkaldte “fart trails”, som hjælper spilleren med at finde vej, mens quick-time events, platformsektioner og spillets kamp også har fået en del kritik.

Så hvordan sælger et spil stadig næsten to millioner eksemplarer, når den online snak langt fra er entydigt positiv?

En del af forklaringen kan være selve figuren. Ifølge Alinea Analytics’ Rhys Elliot står USA for hele 53 procent af spillerbasen, mens Storbritannien, Frankrig og Canada følger efter med henholdsvis 7, 5 og 4 procent. Wolverine er ganske enkelt en figur, som mange spillere allerede kender og har et forhold til.

Samtidig følger langt fra alle spillere med i anmeldelser, sociale medier og den efterfølgende debat. For nogle er et nyt stort Wolverine-spil måske bare nok til at trykke på købsknappen, uanset hvad internettet mener.

Det kan dog blive en udfordring på længere sigt. Elliot vurderer, at den blandede modtagelse og den negative omtale online kan påvirke spillets salg over tid, hvilket potentielt kan få det til at halte efter Insomniacs tidligere Spider-Man-spil.

Det kommer også på et tidspunkt, hvor Sony generelt har haft et ret svært år på salgsfronten. Flere af selskabets nyere udgivelser har haft problemer med at finde et stort publikum, og de samlede salgstal for PlayStation Studios-spil er ifølge tidligere rapporter faldet markant over de seneste år.

Wolverine ser altså ud til at have fået en solid start, selvom internettet måske ikke ligefrem har taget kløerne frem for at hylde det. Spørgsmålet er nu, om den stærke åbning kan holde dampen oppe, eller om den blandede modtagelse kommer til at sætte en stopper for salget.

Vi har selv anmeldt Marvel’s Wolverine her på Gamerslounge og du kan læse den lige her!