Der findes en udbredt forestilling om, at mere næsten altid er bedre. Flere replikker. Større verdener. Flere systemer, flere ikoner på kortet, flere belønninger for hvert femte skridt. Men overflod er ikke det samme som omtanke. Det er måske den mest overraskende kvalitet ved Splatoon Raiders.
Umiddelbart ligner det endnu et farverigt actionspil bygget på Nintendos velkendte blækunivers, hvor man sammen med Deep Cut – den excentriske sørøvertrio fra Splatoon 3 – strander på de mystiske Spirhalite-øer og drager på raid efter raid i jagten på skatte og svar. Men under den sprudlende overflade gemmer der sig et spil, der igen og igen vælger tilbageholdenhed frem for overdrivelse.
Det bliver tydeligt allerede i de første minutter, hvor jeg forberedte mig på en irritation, jeg efterhånden kender alt for godt. Der er opstået en mærkelig tradition i moderne spil, hvor hovedpersonen er tavs, mens alle andre omkring vedkommende leverer lange dialoger og minutiøst animerede udtryk. Resultatet minder om digitalt teater, hvor den ene skuespiller har glemt sin replik, mens resten af ensemblet desperat fortsætter forestillingen. Jo mere levende birollerne bliver, desto mere påfaldende bliver stilheden.
Splatoon Raiders burde efter alle odds lide af præcis det problem. Man spiller en navnløs mekaniker, der aldrig siger et ord, mens Deep Cut konstant kommenterer verden med al den energi og teatralske selvsikkerhed, serien er kendt for. På et tidspunkt poserer et af medlemmerne triumferende foran en gigantisk haj, vedkommende netop er “sejlet” forbi – en detalje, der fortæller mere om figuren end mange spils dialogscener gør på flere minutter.
Alligevel gik det først op for mig et stykke inde i spillet, at jeg overhovedet ikke havde bemærket min egen tavshed. Forklaringen viste sig at være næsten elegant i sin enkelhed: Ingen i Splatoon-universet taler egentlig. Deep Cuts “dialog” består af velproduceret pludren, kropssprog og udtryk, der kommunikerer følelser langt mere end konkrete ord – nærmest en form for Sims-sludder. Der findes derfor aldrig en sproglig norm, min egen tavshed kunne bryde med. Alle kommunikerer på samme præmisser, blot med forskellig personlighed, og stilheden bliver ikke et fravær af noget. Den bliver bare endnu en måde at være til stede på.
Det er en lille detalje, men den afslører noget større om spillets designfilosofi. I stedet for at give spilleren kunstige replikvalg eller halvhjertede nikke-animationer fjerner Splatoon Raiders ganske enkelt forventningen om, at nogen skal tale. Problemet forsvinder ikke, fordi det bliver løst. Det forsvinder, fordi designet gør spørgsmålet irrelevant.
Den samme tilbageholdenhed præger Hideout Ship, spillets base mellem raids. På papiret er det ikke nogen stor lokation, men den føles overraskende levende: Besætningen bevæger sig rundt med egne små gøremål, havets dyr bryder overfladen ude i horisonten, og lydbider aktiveres kun bestemte steder på dækket, som var samtalerne allerede i gang, før jeg selv kom forbi. Jeg tænker ikke over, hvorfor stedet virker beboet. Jeg accepterer det bare.
Det er en kvalitet, jeg savner i mange moderne spil, hvor størstedelen af detaljegraden investeres i horisonter og mellemsekvenser – de øjeblikke, der sælger en trailer – mens de rum, man rent faktisk opholder sig i time efter time, reduceres til funktionelle overgangszoner. Her er prioriteringen vendt om. Skibet er ikke nødvendigvis større end konkurrenternes baser. Men det føles mere beboet.
Den samme filosofi gennemsyrer selve belønningsstrukturen. Den første skattekiste kommer ikke efter fem minutters spil, men først når nysgerrigheden for alvor er begyndt at melde sig – og indholdet føles betydningsfuldt: valget mellem tre forskellige Tanks, Fart, Offensiv eller Taktisk, der hver især ændrer den måde, man møder resten af spillet på. Det interessante er ikke bare, at man får nyt udstyr. Det er, at spillet beder én vælge, uden en eneste forklarende tekstboks til at spolere oplevelsen – man opdager valget, i stedet for at få det trukket ned over hovedet på sig.
Oven på det bygger et lille, men elegant opgraderingssystem: Ti point til fri fordeling, hvor man kan investere massivt i én egenskab – jeg endte selv med at stable +4 % skade hele ti gange på min første Tank – eller sprede sig over flere. Det er reelle valg uden at blive et regnestykke uden konsekvens, fordi man aldrig kan få det hele, kun forme sin figur præcist efter, hvordan man vil spille.
Raid-strukturen følger samme disciplin. Missionerne er korte, præcise og bliver aldrig længere end idéerne kan bære. Undervejs folder øerne sig ud gennem små, gradvist introducerede mekanikker – springblomster, der skyder én op over landskabet, luftstrømme, der forvandler en almindelig forflytning til en kort svævetur. Der er noget næsten klassisk Mario-agtigt over rytmen: Hver idé får lov til at udfolde sit potentiale, før den næste melder sig. Fordi loot sjældent bare handler om højere tal, men om nye muligheder, bliver nysgerrigheden den egentlige drivkraft – banen er alligevel ikke så lang, og hvad mon der gemmer sig for enden af den?
Det er den slags spil, hvor jeg sjældent har siddet med en så klar fornemmelse af, at hvert system – Tank-valget, opgraderingerne, de korte raids og de gradvise mekaniske introduktioner – peger i samme retning. Som om udviklerne først besluttede, hvordan spillet skulle føles, og først derefter byggede systemerne til at understøtte netop den følelse.
Det betyder ikke, at Splatoon Raiders er uden svagheder. Kampene er gennemgående underholdende, og våbenudvalget er imponerende varieret – hvert våben kan opgraderes individuelt, hvilket giver god grund til at eksperimentere. Men netop fordi resten af designet er så gennemtænkt, bliver manglen på egentlige bosskampe desto mere mærkbar. I stedet for fjender med unikke mønstre, der kræver, man lærer noget nyt, ender spillet ofte med større udgaver af modstandere, man allerede kender – flere hitpoints frem for nye idéer. Det er den ene del af oplevelsen, hvor Splatoon Raiders falder i den fælde, resten af spillet ellers så konsekvent undgår, og med tiden bliver selve kampene også en smule ensformige.
Alligevel er det svært at blive skuffet for alvor. For undervejs gik det op for mig, at tavsheden aldrig var anmeldelsens egentlige emne. Den var blot det første tegn på en langt mere gennemgående designfilosofi: At antydning kan være stærkere end forklaring, at forventning er mere værd end konstant belønning, og at de bedste spil ofte ikke er dem, der gør mest, men dem, der ved, hvad de skal lade være med at gøre.
Splatoon Raiders er derfor ikke et perfekt spil. Bosskampene mangler den opfindsomhed, resten af oplevelsen fortjener. Men det er et usædvanligt velovervejet spil, og et af de sjældne tilfælde, hvor jeg lagde controlleren fra mig med følelsen af, at hver eneste designbeslutning rent faktisk pegede i samme retning.