Sidste år udkom GTA V til Xbox 360 og Playstation 3 og høstede en masse priser som årets spil. Her et år senere er det kommet til Next-gen, og det er bestemt ikke blevet dårligere af den grund. Det er nok også de færreste, der havde troet, at det ville det. Bortset fra en grafisk finpudsning og en FPS-mode, så er spillet fuldstændig det samme. Og hvorfor skal man ændre noget i et spil, der rent faktisk er perfekt sådan, som det er? Det gør man ikke, men hvis spillet egentligt bare er det samme, hvorfor skal man så overhovedet bruge penge på det, hvis man allerede har gennemført det? Det spørgsmål har jeg prøvet at stille mig selv.
Det enkle svar er, fordi det er godt. Et argument mere kunne være, fordi det var sidste års bedste spil. Et andet kunne være, at selvom det er et spil, der er lavet til den sidste generation af konsoller, så er det stadig et af de bedste spil du kan få til denne generation. Hvis ikke det er det bedste. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om mit nuværende yndlingsspil er Last of Us eller Grand Theft Auto V. Men hvem siger også, at man ikke kan have to?
GTA er for mig ligesom et af de gode gamle spil, hvor man havde 100 spil i et. Man sætter en disk eller kasette i, og så har man en hulens masse spil, som man bare kan gå i krig med. For nok er det bare et tredjepersons action spil, men det er fyldt med så meget andet gøgl, som man kan bruge sin tid på. Spille tennis, flyve flyvemaskiner eller zeppeliner, dyrke yoga, gennemføre triatlons, køre ræs, bowle, spille golf og det ville ikke undre mig, hvis du også kan kaste med tomater et sted. Det kan jeg dog ikke bekræfte, men hvis du finder sådan et sted, så sig endelig til.
Der er nærmest ikke det, du ikke kan i det her spil og yderligere, så kan det her spil gøre en lille opgave, hvor du skal køre gaffeltruck, utrolig underholdende. Nu siger jeg ikke, at det er kedeligt at køre gaffeltruck, men hvis jeg skulle vælge mellem at køre med i et racer-løb eller køre gaffeltruck i den virkelige verden, så ville jeg uden tvivl vælge racer-løbet, men i GTA 5 er begge ting lige sjove. Det er det, som GTA kan, men der er endnu flere grunde til, at jeg er så glad for det her spil.
For ikke nok med at spillet har en masse af aktiviteter at byde på, så er historien også bygget op på en måde, så man som spiller har svært ved at lægge det fra sig. Der er hele tiden en historie at fortælle, og selvom man kører en tur fra A til B, som tager lang tid, så sidder de forskellige karakterer og snakker sammen. Det er både om løst og fast, og selvom alt ikke er relateret til hovedhistorien, så er det alligevel fængende. Man har lyst til at høre, hvad de siger, for der kommer ofte nogle gyldne øjeblikke, som enten giver et godt indblik i den enkelte person eller bare er hylende morsomme.
Man lærer de 3 hovedpersoner særdeles godt at kende, og det er sjovt at se, hvordan ens opfattelse af de enkelte personligheder ændrer sig, jo længere man kommer i historien. Sådan har jeg det i hvert fald. Den person som jeg hadede i starten, endte jeg med at elske allermest. Normalt sympatiserer jeg ikke med de enkelte personer i et spil, men det er svært ikke at gøre i GTA V på en eller anden måde. Det er fedt, at et spil kan det, men det er også lidt sørgeligt… når det slutter. For jeg ville rigtig gerne have brugt mange flere timer på det her spil.
Der er jeg til gengæld så heldig, at der er en online-del, hvor du kan lave din egen GTA-mand/-kvinde, som du skal tjene penge med, så du kan få råd til fede biler, en nice lejlighed og måske en lapdance. Det er helt op til dig. Der er ligeså mange ting, som du kan foretage dig i online-verden, som der er offline. Her får du bare mulighed for at have det sjovt med vennerne, og når Heist kommer om ikke så længe, så kan I også lave et bankrøveri sammen. Det kan I selvfølgelig også nu, men det vil jeg ikke anbefale I gør. Hvis I gør, så resulterer det nok i en længere fængselsstraf, og der er du nok ikke så heldig at kunne spille dette fantastiske spil.
Jeg er helt vild med GTA V. Fin grafik, kæmpe verden, god historie, lækker online-del og masser af spiltid. Hvad mere kan man ønske sig af et spil? Det har allerede har vundet mange priser, og det er fortjent. Spillet er ikke blevet dårligere af at komme over på next-gen, og det får min varmeste anbefaling.
[box_info]Grand Theft Auto V er anmeldt på Playstation 4 og leveret af Nordic Game Supply[/box_info]