En af minder jeg tit finder tilbage til, var i 2007, hvor jeg sammen med min fætter og gode kammerat, spillede “Dragon Ball Z: Budokai Tenkaichi 3”, en vinter aften – og det halve af natten. Da morgenen vågnede op, og vi fik gnedet øjnene fra søvn, var den første lyd der kunne høres, et lille bib fra min PlayStation 2.
14 år er der gået, og vi har endelig den spirituelle efterfølger på Budokai Tenkaichi sagaen, som mange – nu voksne – fans, har gået og drømt om at få. Med DRAGON BALL Sparking! Zero, kan de gamle – såvel som nyere – fans af Dragon Ball universet, opleve den ægte Budokai-ånd som der var den gang.
Sagaen Begynder – Igen – På Ny
Dragon Ball: Sparking Zero er en tilbagevenden til det gamle Tenkaichi-format, hvor to krigere er i en episk kamp, i en åben arena omgivet af blandt andet bygninger og andre strukturer. Hver kriger har en blanding af fysiske og ki-baserede angreb, fremhævet af overdrevne og velanimerede specialangreb som Kamehameha, Galick Gun, Genkidamaen og andre ikoniske Dragon Ball-teknikker. Den visuelle stil i Sparking Zero helt utrolig, fra den interaktive hovedmenu til kampene. Hver karakter bevæger sig og kæmper flydende, og de små sekvenser, der vises under et vellykket ultimativt angreb, er spot-on!
At bevæge sig frit på banen ved at flyve hurtigt, er en sand rus der skaber en masse adrenalin og taktiske overvejelser… men inden længe står man ansigt til ansigt mod sin modstander, og det udvikler sig hurtigt til en konkurrence om hvem, der kan angribe og undvige hurtigst. Da alle karakterer har samme kontrolsystem, som angreb, ki, og super angreb er styresystemet nemt at lærer, men svært at mestre, da flere manøvre kræver frame-perfekte input. Man har en Ki-måler som giver adgang til super angreb, og når den bliver ladt helt op, får man nogle usynlige stat boosts og adgang til sit super-super angreb.
Der er svedige håndflader under intense kampe, da det kræver hurtig tænkning at overvinde sin blokerende modstander. Selvom det kan virke kedeligt at hamre angrebsknappen hurtigt, skaber det alligevel en lille forbindelse mellem dig og den styrede karakters hurtige angreb. Kampene falder hurtigt ind i et mønster, som er hurtig sparing indtil en af karakteren bliver slået væk, oplad Ki og gå amok super angreb. Men dette er faktisk okay, vil jeg mene. Det virker ikke i alle kampspil, men det virker her. Kampene skal ikke trække ud, de skal være visuelt flotte, med imponerende angreb og hurtige bevægelser. En skaleret kamp sten, saks, papir. Det handler om, at det skal være sjovt. F.eks. med en sofa-kammerat? Selvom den moderne gamer helt sikkert har et andet syn, i et konkurrence-orienteret forum – såsom online.
Omskriv Historien
Dragon Ball: Sparking Zero formår at indfange den spændende atmosfære og anime-tro fra de klassiske kampe i serien, men lider desværre under en overfladisk dybde i sit kampsystem, hvilket begrænser spillets langvarige appel og gør det bedre egnet til kortere spilsessioner.
Kampsystemet er uden tvivl en af spillets styrker, hvilket minder om de gode gamle PS2-dage. Episode Battle fungerer som den primære singleplayer-oplevelse, hvor spilleren starter med Son Gokus historie og gradvist låser op for andre karakterer ved at gennemføre kampe. I Episode Battle oplever man historien fra den valgte karakters perspektiv, hvor man kæmper i de centrale konflikter, hvilket fører til et uforudsigeligt plottet forløb.
Mellemsekvenserne varierer fra stillbilleder med stemmeover, til korte, animerede klip, der præsenterer dialog mellem karakterer. Der er også understekster, der beskriver historiens gang, men manglen på fortællerstemme skaber en vis gentagelse. Selvom kampene er underholdende, kan denne gentagelse hurtigt blive monoton, da mellemsekvenserne ofte består af enkle bemærkninger før den næste kamp. Desuden er der nogle irriterende sværhedsgradsspring, især i de mest dramatiske øjeblikke. Selvom mange af disse udfordringer optræder mod de store skurke i Son Gokus eventyr, kan de virke uretfærdige. At tabe en kamp resulterer i en kort, ikke-springoverbar mellemsekvens, hvilket kan være frustrerende, især ved gentagne nederlag.
Spændende Kampe, Men Kedelig Udfoldelse
Desuden kan loading-tiderne, selvom de er hurtige, samle sig til en betydelig ventetid, hvilket kan være en hindring for den flydende spiloplevelse. Kortet til at vælge kampe i Episode Battle er også begrænset; der er ingen mulighed for at vælge specifikke baner fra tidligere kapitler, hvilket ender ud i, at du langsomt skal bevæge dig baglæns i tidslinjen. Dette lyder ligegyldigt, men et interessant aspekt ved Sparking Zero er dets “Hvad nu hvis…?”-historier, der giver spilleren mulighed for at ændre historiens gang ved at træffe alternative valg. Dette tilføjer en sjov og underholdende dimension, som fans uden tvivl vil værdsætte. Dog er der stor forskel på, hvor meget denne alternative retning tager. Det kan være alt for en; “jamen så ordnede vi det!” som stilbilleder eller en række kampe der giver noget mere kød.
Sparking Zero tilbyder også Custom Battles, hvor spillere kan skabe kampe med brugerdefinerede mellemsekvenser. De indbyggede redigeringsværktøjer giver mulighed for at vælge scener, baggrunde og dialog, men begrænsningerne i dialogen, som kun tillader valg fra forudskrevne fraser, begrænser den kreative frihed og reducerer muligheden for at skabe engagerende scenarier.Samlet set gør Dragon Ball: Sparking Zero et acceptabelt forsøg på at bringe Budokai Tenkaichi-formatet ind i den moderne tidsalder. Dog lider spillet under mange af de udfordringer, der prægede dets forgængere—herunder mangel på variation i kontrolsystemet og en overfladisk gameplayoplevelse. Selvom den grundlæggende kamp er sjov og grafikken fantastisk, er gentagelserne et problem. Selvom spillet tilbyder muligheder for at genopleve elskede Dragon Ball-historier, kan oplevelsen hurtigt blive udtømt.
Dragon Ball: Sparking Zero formår at fange essensen af de klassiske Budokai Tenkaichi-spil, men lider under flere begrænsninger, der hæmmer den samlede oplevelse. Selvom kampene er underholdende og grafikken imponerende, begrænser den overfladiske dybde i kampsystemet og gentagelsen i mellemsekvenserne spillets holdbarhed. Episode Battle-tilstanden tilbyder interessante perspektiver på karakterhistorier, men mærkelige sværhedsgradsspring og utilstrækkelig variation i kontrolsystemet kan føre til frustration. Custom Battles har potentiale til at tilføre personlighed, men den begrænsede dialogmulighed skaber skuffelse. I sidste ende er der sjov at finde, men Sparking Zero lever ikke helt op til forventningerne om en dybere og mere engagerende oplevelse og det kan over 100+ karakterer ikke lave om på.
Tak til Namco Bandai for, at gøre denne anmeldelse mulig.