Når det kommer til singleplayer shooter spil, så skal de gerne indeholde solidt gameplay, have en spændende historie der fanger og ikke mindst så skal den grafiske side gerne spille maks. Atomic Heart fra Mundfish opfylder nogle af kravene og da det er deres aller første spil, så er det faktisk ret godt gået. Flotte omgivelser og et virvar af robotter der blot vil myrde dig, så starter det allerede godt. Spillet har nogle ret stærke punkter og ligeledes bliver det også holdt tilbage af nogle elementer som ikke helt virker.
Atomic Heart finder sted i et alternativt Soviet Union i 1950’erne. Samfundet har udviklet sig så højteknologisk, at godt og vel alle bruger robotter i deres hverdag. Autonome robotter med avanceret AI går rundt på gaderne og hjælper mennesker, sælger varer og underholder med gøgleri. Men selvom alt ånder af idyl og gode dage, så går det selvfølgelig galt og alt ender i total kaos, da robotterne bliver morderiske.
Du spiller som Major Nechaev der må tage kampen op mod robotternes raseren. Han er en hårdnakket soldat, som døjer lidt med hukommelsen. Du er heldigvis ikke alene, for du har “Charles”. Charles er en kunstig intelligens i form af en meget mekanisk handske du bære rundt med. Det eller “han” er dit vigtigste værktøj, til at bekæmpe fjender, finde loot og få informationer om verdenen omkring dig. Han giver dig også adgang til at kunne bruge telekinese, elektricitet og meget andet sjov. Både Nechaev og Charles snakker en del med hinanden under spillet, og nogle gange ville jeg dog ønske at man lige kunne slå dem fra og nyde spillet i stilhed.
Selve historien udspiller sig i nogle ret så smukke omgivelser. Allerede fra spillets start, føles det som om, at man kan indånde den rene luft i de idylliske områder man kommer igennem. Verden summer af liv. Den alternative version af Soviet Union virker nu tiltalende, med de mange teknologiske vidundere der dukker op hist og her. Den første lille del af spillets introduktion, viser hvor stort verdenen er og det ser mildest talt overdådig ud. Dog efter kort tid bliver du kastet ned i en underjordisk laboratorium og du kommer til at spendere en del tid her. Det er dog synd, for verdenen er så farverig og lys, så vil da langt hellere bruge tid på overfladen.
Tager vi hul på gameplayet, så er det lidt en blandet pose. Du har masser af muligheder når det kommer til at bekæmpe de mange horder af robotter der er efter dig. Du kan selvfølgelig altid skyde dem, men du kan også gøre brug af “Charles” kræfter såsom elektrochok. De våben du finder, kan også opgraderes ved diverse våbenhandlere, så du virkelig kan sparke robot-røv.
Men opgraderinger er ikke gratis, og her bliver det lidt forvirrende. For spillet har ikke bare én valuta du kan handle for, men flere. Når du leder efter loot med din hånd “Charles” så nærmest suger han/den alt ud af skabe og skuffer. Det er bare en pærevælling og du ved ikke helt hvad du får ind af diverse genstande. Det kunne godt have været lidt bedre og mere forståeligt. Styringen kan være lidt kluntet efter min mening, her kunne man godt have brugt lidt mere finesse.
Men noget af det som Atomic Heart virkelig gør godt, er i det visuelle design. Alt er farverig og popper på skærmen. Selv de mange fjender som mere eller mindre blot er af metal, står alle skarpt i deres udseende når de kommer tonsene imod en. Robotterne kommer i alle størrelser og faconer, lige fra de små flyvende drone lignende dræbermaskiner og til de helt store der tank agtige mastodonter. Det visuelle er suveræn når det kommer til omgivelser og ikke mindst designet af områderne, er meget kreativt fundet på.
Hvad angår de quests man bliver udsat for, så slipper kreativiteten dog lidt op. For tit og ofte bliver du sendt ud på fetch quests. Altså hent denne genstand ved punkt A og bring til punkt B. Igen og igen. Derudover bliver der også sat lidt en kæp i tempoet, når man støder på de samme mini spil, for at kunne dirke en lås op til en dør eller andet. Det sætter ens gameplay flow, gevaldig i stå. Der er dog udfordringer som kan være ret så sjove og hvor man lige skal tænke en ekstra gang. Men ellers, så kunne det bestemt have været bedre.
Atomic Heart er et stort og ambitiøst spil, der gerne vil lidt af det hele. Det visuelle spiller maks, men gameplayet halter nogle steder og diverse quests du bliver sendt ud på, kunne også have været lidt mere gennemtænkt. Spillet kunne til forveksling godt sammenlignes med Bioshock spillene i dens visuelle del og overall tone som Atomic Heart’s 1950’er stil sætter for dagen. Hovedpersonen kan til tider virke direkte træls at lytte til i en længere periode. Der er også bare nogle tekniske ting, der er lidt kluntet såsom menuerne og styringen. Jeg er ikke super solgt på Atomic Heart. Den slog bare ikke benene væk under mig. Men alene for det visuelle, er den da et skud værd.
Atomic Heart blev anmeldt på PlayStation 5.
Er også ude på PS4, Xbox One, Xbox Series X|S og PC.