Der er noget næsten poetisk over den måde, Supermassive Games har udviklet sig på gennem de sidste ti år. Studiet fandt sit gennembrud med Until Dawn — et spil, der på mange måder genopfandt den interaktive gyserfilm. Ikke fordi gameplayet var revolutionerende, men fordi det forstod én helt central ting: horror handler ikke nødvendigvis om mekanik. Horror handler om spænding, timing og følelsen af at miste kontrollen.
Until Dawn fungerede, fordi det omfavnede sin identitet. Det var en teenager-slasher forklædt som spil. Et digitalt kærlighedsbrev til 80’ernes og 90’ernes horrorfilm, hvor alle valg føltes som desperate forsøg på at undgå den næste katastrofe.
Det blev fundamentet for The Dark Pictures Anthology — Supermassives store antologiprojekt, hvor idéen var at levere mindre, filmiske horroroplevelser inspireret af forskellige gysergenrer:
Man of Medan legede med spøgelsesskib-myter.
Little Hope dykkede ned i heksehysteri og psykologisk skyld.
House of Ashes blandede militærhorror med underjordiske monstre.
Og The Devil in Me forsøgte at tappe ind i true crime og seriemorder-thrillere.
Kvaliteten svingede voldsomt, men ambitionen var altid tydelig: Supermassive ville skabe spilbare horrorfilm.
Med Directive 8020 føles det som om studiet forsøger noget større. Ikke bare endnu et kapitel, men et nyt udgangspunkt. En ny sæson. Et nyt statement.
Og derfor giver det mening, at de vender sig mod science fiction-horror.
For sci-fi horror er måske den mest eksistentielle form for horror overhovedet. Hvor klassiske slashers handler om fysisk overlevelse, handler science fiction-horror om identitet, isolation og menneskets totale ubetydelighed i universet. Det er genren, hvor monstret sjældent bare er et monster — det er en idé. En infektion. En paranoia.
Directive 8020 låner ekstremt tungt fra Alien og The Thing. Faktisk så tungt, at det flere steder føles mindre som inspiration og mere som imitation. Problemet er ikke, at spillet låner. Problemet er, at det aldrig helt forstår, hvorfor de værker fungerede.
I Alien opstår frygten gennem langsom opbygning. Besætningen på Nostromo er ikke helte — de er arbejdere. Trætte mennesker fanget i et industrielt mareridt. Når monstret dukker op, føles det som en invasion af noget fremmed ind i noget menneskeligt.
I The Thing er paranoiaen selve monstret. Enhver samtale bliver farlig. Ethvert blik bliver mistænkeligt. Filmen fungerer, fordi ingen — hverken karaktererne eller publikum — længere ved, hvad der er virkeligt.
Directive 8020 forsøger at kombinere begge dele. Et isoleret rumskib. En besætning under pres. Et væsen, der kan efterligne mennesker. Flere tidsmæssige spor. Flashbacks. Relationer under opløsning.
Men hvor Alien og The Thing føles klaustrofobiske, føles Directive 8020 ofte fragmenteret.
Spillet hopper konstant mellem karakterer, tidslinjer og situationer i et tempo, der gør det svært at etablere reel følelsesmæssig forbindelse. Det er tydeligt, at spillet ønsker, at vi skal investere os i besætningens relationer og gradvise mentale nedbrydning, men fortællingen bliver så opsplittet, at man sjældent når at leve sig ordentligt ind i nogen af dem.
Der er øjeblikke, hvor man kan mærke potentialet. Små scener hvor desperation, mistillid og isolation næsten rammer den samme nervøse energi som The Thing. Men spillet afbryder konstant sin egen spænding for at skifte perspektiv, forklare nye narrative lag eller sende spilleren videre til endnu en sektion.
Og så begynder illusionen at krakelere.
For det største problem i Directive 8020 er ikke historien.
Det er kontrollen. Eller rettere: manglen på den.
Spillet vil meget gerne fremstå som en interaktiv horroroplevelse, hvor alle valg betyder noget. Men i praksis er store dele af oplevelsen ekstremt lineære. Ikke bare strukturelt, men mekanisk.
Stealth-sektionerne er det tydeligste eksempel. De er designet som intense jagtscener, hvor spilleren angiveligt skal improvisere under pres, men næsten alt er fuldstændigt scripted. Man følger én bestemt rute. Tager de samme gemmesteder. Aktiverer de samme sekvenser. Og når man opdager det, forsvinder frygten næsten øjeblikkeligt.
Der er scener, som direkte underminerer spillets egen logik.
En fjendtlig figur kan stå få meter væk og gentage:
“Jeg finder dig… jeg dræber dig…”
Alligevel reagerer vedkommende aldrig realistisk på spillerens placering. Figuren stirrer blot mod den ene dør, som manuskriptet kræver, at man bruger. Spilleren kan stå direkte ved siden af fjenden uden nogen reel konsekvens.
Det bliver endnu mere frustrerende, fordi spillet tidligere har introduceret værktøjer, som burde give mulighed for improvisation. Den elektriske stav — som i andre kapitler fungerer som forsvar — bliver pludselig ubrugelig i præcis de situationer, hvor man intuitivt ville bruge den.
Ikke fordi karakteren ikke kan. Men fordi spillet ikke vil tillade det: Det er måske den mest præcise beskrivelse af hele Directive 8020.
Det er et spil, der konstant taler om frygt for det ukendte, men som samtidig er desperat bange for at give spilleren reel frihed.
Det bliver ekstra tydeligt i multiplayer-delen. Ideen bag The Dark Pictures-serien har altid været stærk: at flere spillere deler historien mellem sig som en interaktiv gyserfilm-aften. Men i Directive 8020 bliver strukturen mærkelig ujævn. Nogle spillere får lange, passive sekvenser med minimal interaktion, mens andre styrer centrale scener. Flere steder føles det som om man blot går gennem korridorer for at “aflevere” historien til næste spiller.
Det dræber rytmen.
Og rytme er alt i horror.
For horror er i virkeligheden ikke bygget på monstre. Det er bygget på usikkerhed. På følelsen af, at situationen kan udvikle sig kaotisk når som helst. Men Directive 8020 er så styret, så kontrolleret og så bange for at lade spilleren bryde sekvenserne, at oplevelsen flere steder føles mere som et avanceret quick-time event end et survival horror-spil.
Det ironiske er, at spillets bedste elementer netop ligger i atmosfæren. Rumskibet føles koldt og mekanisk på den helt rigtige måde. Lyddesignet er fremragende. Enkelte sekvenser rammer præcis den paranoide sci-fi-tone, man håber på. Når spillet får lov til bare at være stille, fungerer det faktisk overraskende godt.
Men det bliver aldrig mere end glimt.
For Directive 8020 er et spil, der konstant jagter stemningen fra Alien og The Thing uden nogensinde helt at forstå, at det ikke var monstrene, der gjorde de historier skræmmende.
Det var usikkerheden.
Mistilliden.
Følelsen af, at situationen kunne falde fra hinanden når som helst.
Directive 8020 er derimod designet ned til mindste detalje. Hver scene er kontrolleret. Hver flugtvej er planlagt. Hver spændingssekvens er nøje koreograferet. Måske er det derfor, spillet aldrig bliver virkelig skræmmende.
For ægte horror kræver kaos.
Og kaos er det eneste, Directive 8020 aldrig tør give slip på.