Lost Soul Aside er udviklet af kinesiske Ultizero Games og udgivet af Sony Interactive Entertainment som en del af China Hero Project. Spillet begyndte i 2016 som en enmandsidé, men udviklede sig siden til et fuldt studie med høje ambitioner: at skabe et action-RPG, der kunne tage kampen op mod giganterne i genren. Inspirationen fra bla. Final Fantasy og Devil May Cry er tydelig. Men hvor ambitionen er stor, er udførelsen sjældent overbevisende.
En drøm og et spinkelt narrativ
Spillet åbner overraskende poetisk. En ung kvinde ved navn Louisa fortæller om en gentagende drøm, hvor væsener fra en anden dimension bryder gennem verden. Hun beskriver en helt, der mod alle odds forsøger at kæmpe imod mørket, en figur der både fungerer som klassisk profeti og som forvarsel på det, der senere sker med hendes bror Kaser, spillets hovedperson.
Åbningsscenen lover et eventyr af stor skala, og i et kort øjeblik er det let at tro på visionen. Louisa træder frem som mere end bare en biperson: hun er fortælleren, der sætter scenen, og hendes stemme bærer vægten af en større historie.
Men kort efter forsvinder den styrke, da en sekvens hiver hos mod vandet. Louisa løber ned til kajen for at møde Kaser, der netop er vendt hjem med nøglekort til GLIMMERs planlagte angreb mod imperiets parade. Hun og Kaser virker som to søskende i samme kamp, men deres forhold forbliver kun antydet. Da Louisa tidligt i spillet mister livet og reduceres til plottets motor, mister historien også sin følelsesmæssige tyngde.
Et manglende fundament
Det største problem ved historien er ikke nødvendigvis Louisas tidlige død, men at vi aldrig når at opleve hendes og Kasers forhold i ro og nærvær. Prologen kunne have været langt stærkere, hvis spillet havde givet os en almindelig dag eller to med de to søskende, små scener hvor de griner, taler eller deler bekymringer.
Det afføder en tanke om scener som Cloud og Aerith i Final Fantasy VII Remake, hvor stille og jordnære øjeblikke, som en tur på et børnehjem, skaber en menneskelig forbindelse der gør senere tab meningsfulde. Parallellen er ikke en til en, men den hurtige prolog i Lost Soul Aside inviterer til sammenligningen. Når man aldrig når at mærke Louisa som andet end en narrativ drivkraft, bliver hendes død en mekanisk hændelse frem for et følelsesmæssigt slag.
Kaser – en helt uden stemme
I prologen lugter Kaser af en retfærdighedens rytter. En mand, der ikke vil lade “manden” tynge de små, og som er villig til at gøre alt for folket i slummen. Da Louisa fortæller, at hun selv er med i modstandsbevægelsens mission, træder han ind i rollen som den overbeskyttende storebror, men lader sig overtale på blot to linjer.
Efterfølgende mister han hurtigt konturerne af en egentlig personlighed. Han bliver nærmest et blankt kanvas: en stum hovedperson med dialog. Havde han været en klassisk stum helt, kunne Lord Arena måske have fungeret som en slags overført fortæller, der gav figuren stemme. Men fordi Kaser både taler og alligevel ikke siger noget væsentligt, falder balancen til jorden.
Visuelt og i attituden udstråler han en klassisk “cool guy”-energi, men han når aldrig niveauet af en Dante. Måske er han snarere en halvfærdig skitse af en Cloud, og slummen han bevæger sig rundt i føles da også som en bleget udgave af Midgar.
Et af spillets mest markante elementer er dragen Lord Arena, som tager form af en slange og konstant svæver omkring Kaser. Intentionen er klar: han skal være en sparringspartner, en stemme i øret, der giver kontekst og personlighed. Men udførelsen falder til jorden. Lord Arena gentager de samme få replikker i kamp, og resultatet er hurtigt mere irriterende end hjælpsomt.
Struktur og pacing
Historien drives frem i en meget forudsigelig rytme: A til B til C. Undervejs dukker der mindre karakterer op, men de er sjældent andet end små forhindringer, der kortvarigt sender fortællingen videre. Flere af spillets ondskaber introduceres uden kontekst, som skurke der dukker ind fra siden. Lord Arena kender naturligvis deres baggrund og forklarer, hvad der sker, men i stedet for at føles som organisk storytelling, bliver det en mekanisk forklaring der dækker over manglende narrativ sammenhæng. Der er ingen tvivl om, at ambitionerne bag Lost Soul Aside er store. Ultizero Games vil gerne skabe et moderne RPG-univers på højde med 2024 hittet, Stellar Blade og Final Fantasy serien.
Visuelt rammer spillet til tider denne drøm: kostumerne, lyset og enkelte scener minder om Final Fantasy’s storslåede stil. Men spillets struktur underminerer oplevelsen. Verdenen er lineær med få sideveje, der fører til kister og små belønninger. Intet der virkelig frister til udforskning. Stemningen i områderne er tynd, og NPC’erne bidrager ikke til følelsen af liv. Resultatet er en kulisse, man passerer igennem, snarere end en verden, man lever i.
Kampens tempo – fart uden vægt
Kampsystemet ligner ved første øjekast en klassisk hack ’n slash-pakke: man har både light- og heavy attacks (firkant og trekant), som kan mixes og matches for at udvide sine kombinationer. Hertil kommer muligheden for perfekte dodges og blocks, samt et simpelt skill tree, der gradvist åbner op for nye kombinationer og våben.
Systemet fungerer i teorien, og tempoet i kampene er faktisk okay. Kaser kan hurtigt lukke afstande mellem fjender, og hans blå, flashy lysstriber ser flotte ud. Grundlaget er der, og man fornemmer, at ambitionen har været at bygge et varieret system. Men problemet er vægten. Angrebene føles stive, stationære og uden den “impact”, man forventer, når sværd møder kød. Resultatet er et system, der ser hurtigt og storslået ud, men som i praksis føles fladt. Genren lever og dør ofte på sine bosskampe. Det er her, spillere forventer skala, udfordring og mindeværdige øjeblikke. Men i Lost Soul Aside er bosskampene lige så flade som resten af kampene. De er hverken svære, visuelt spektakulære eller dramaturgisk spændende.
Kampene trækker ofte ud, fordi fjender har lange angrebsmønstre, der kan både blokeres og undviges, men sjældent føles farlige. Det gør dem ikke udfordrende, bare seje at komme igennem. Der er ingen tilfredsstillelse ved at sejre, ingen “wow-øjeblikke”, ingen sekvenser der brænder sig fast. Når et spil i denne genre ikke kan levere mindeværdige bosser, står vi tilbage med en oplevelse, der føles både hul og uforløst.
En af genrens største styrker er mindeværdige fjender og variation. Her falder Lost Soul Aside igennem. De fleste modstandere er antropomorfiske væsener, ofte tobenede, ens og uden særpræg. Der er få afstikkere, men ikke nok til at skabe mangfoldighed. Kombineret med en svag AI, der føles programmeret efter PS2-logik, ender kampene som gentagelser frem for udfordringer.
Teknisk præstation – flot overflade, stiv kerne
Visuelt kan Lost Soul Aside til tider ligne et moderne Final Fantasy. Kasers kostume, miljøerne og de store cinematic sekvenser bærer tydeligt præg af ambition. Loadingtiderne er korte, og selvom der er små lag spikes mellem områder, er spillet teknisk stabilt. Men animationerne halter: NPC’er står stift, bevægelserne mangler organisk flow, og platformsekvenser føles både tunge og for lette på samme tid. Helhedsindtrykket er et spil, der ser flot ud i screenshots, men som i bevægelse aldrig rammer den elegance, man forventer.
Ultizero Games har selv været ude at anerkende problemer med performance, særligt i prologen. De forklarer, at flere af cutscenene er pre-renderede 4K/30fps-videoer, hvilket kan give stuttering under afspilning. Studiet lover, at kommende opdateringer vil optimere oplevelsen. Det er positivt, at teamet reagerer hurtigt, men det ændrer ikke på, at spillets lancering efterlader et rodet førstehåndsindtryk.
Soundtracket er dronende og ensformigt. Det har sin plads i enkelte stemningsfulde øjeblikke, men det mangler dynamik og energi i kampene. Musikskift er abrupt og teknisk tydelige, f.eks. når man går gennem en dørkarm og hele stemningen ændres uden overgang. Dialogen er ofte druknet i baggrundsmusik, hvilket yderligere svækker indlevelsen. Stemmeskuespillet er klassisk “anime-spil”: overdrevne kvindestemmer, en monotont heltepræget Kaser, og en Louisa der leverer den mest troværdige præstation i hele spillet. Hun hæver sig kortvarigt over resten af castet, men forsvinder alt for hurtigt ud af billedet.