Ventetiden har godt nok været lang siden vi sidst har siddet med et rigtigt Metroid spil mellem hænderne. Endelig toner Samus Aran frem på vores Switch. Knivskarpt både i pixel og gameplay.

Metroid Dread har egentlig været på tegnebrættet længe: Hintet helt tilbage i 2007 i det glimrende Metroid Prime 3. Det skulle have været en fortsættelse til Metroid Fusion, og var i udvikling allerede i 2005. Men af årsager ukendte for undertegnede blev projektet lagt i skuffen – muligvis fordi man vurderede at tiden var inde til at smide en ekstra dimension ind i eventyret. Her nogle år senere er titlen så blevet støvet af igen. Det helt naturligt i en tid hvor 2d spil i Metroid- og Castlevania oplever en bølge af popularitet. 

Åbningen samler hurtigt op på baggrunden. Vi genintroduceres til X parasitterne og lærer at de højest sandsynligt både er i live og aktive på planeten ZDR. Vi får også at vide, at nogle ekstremt kraftfulde EMMI robotter blev sendt dertil for at undersøge. Robotter som man efterfølgende har mistet alt kontakt til. På det grundlag skal galaksens sejeste dusørjæger: Samus Aran sendes afsted for at undersøge, hvad der egentlig foregår.

Der går selvfølgelig ikke længe inden vi strippes for de vigtigste evner og våben – sådan må det jo være. Så fra et nærmest jomfrueligt udgangspunkt skal du undersøge de labyrintiske omgivelser imens du langsomt generhverver dig tidligere tiders formåen. Det sker i en mekanisk udvikling, hvor nye evner giver adgang til at genudforske tidligere betrådte områder. Her trædes der sjældent vande, og farten det hele foregår er både hektisk og medrivende.

Faktisk er netop balancen et område hvor Metroid Dread virkelig rammer hovedet på sømmet. Den konstante udvikling giver variation, og man skubbes konstant fremefter imens forskellige trusler kastes mod én. Samtidig er det dog vigtigt, at man sørger for at få pusten og ikke mindst udforske de steder man passerer. Det selvfølgelig både visuelt at markere ting man skal sørge for at komme tilbage efter senere, men også i høj grad hjulpet på vej af spillets ganske glimrende mini-map. Dette giver hints til ellers usete områder samtidig med at det er en uvurderlig hjælp i forhold til ikke at miste overblik.

Har du set spillets trailers, så har du helt sikkert allerede stiftet bekendtskab med de såkaldte EMMI robotter. Disse noget nær uovervindelige modstandere er naturligvis blevet korrupterede, og giver anledning til nogle noget nervepirrende opgør. Her er det vitterligt Samus – dig – der er den jagede. Maskinerne er tæt på uforgængelige dræbere, der på bedste Terminator maner forcerer alle forhindringer på at få fat i nakken på dig. Det er et spørgsmål om at benytte alle dine evner til at komme væk – det alt imens du scanner omgivelserne i håbet om at lokalisere lige netop det der skal bruges til at tage livet af satanen. Det er ekstremt hektisk og fungerer umanerligt godt.

At det fungerer så godt skyldes ikke mindst kombinationen af et lækkert leveldesign med en superstram styring. Til trods for at spillet foregår i tunneller er det alligevel lykkedes at skabe en fascinerende varierende verden, som reelt føles interessant at udforske. Mærkværdige maskiner, laboratorier og fremmed teknologi samt bevoksning ruller forbi dig på din færd frem. Selv når det foregår i håndholdt format, så er detaljegraden stadig så klar, at du ikke er i tvivl om hvor du skal hen. Intelligent er der strøet små hints rundt, som er med til at hjælpe dig i den rigtige retning. Ikke dermed forstået at du aldrig farer vild: Det gør du, men når du endelig kommer videre, vil du alligevel føle at skylden var din egen.

Styringen er også en nydelse. Denne klaustrofobiske form for spil kræver jo ofte pixelperfekte tryk, og her sidder det bare lige i skabet. Igen vil du selvfølgelig dø et hav af gange, men det er grundet egne manglende evner fremfor spillets begrænsninger. Muligheden for at lave timede modangreb er implementeret på intelligent vis, og giver igen noget variation til begivenhederne der ikke blot består af at hoppe og skyde.

Selvfølgelig fungerer det bedst på den store skærm med en rigtig controller, men du kan nu sagtens spille i håndholdt format. De eneste tidspunkter hvor jeg følte mig tvunget til at gribe controlleren var i spillets boss-kampe. De er utilgiveligt hårde, men samtidig ekstremt givende. De er fremragende implementerede, kører over flere neglebidende omgange og kræver at du mestrer hele det tilgængelige arsenal. Til lige at krydre disse øjeblikke får du nogle virkeligt flotte mellemsekvenser i 3d, som er med til at sætte stemningen. Boss-kampene er højdepunkterne i en allerede fornøjelig rejse.

Metroid Prime er en kraftpræsentation på din Switch. Det er produceret med anerkendelse af lige netop de forcer og ulemper denne platform har. Styringen er perfektioneret, med den helt rette balance – og det er ikke mindre imponerende at den fungerer så godt håndholdt. Grafikken er superskarp og især udnyttelsen af lys giver et godt spil på skærmen. Man kan måske anke, at det kan gennemføres lige under 10 timer; men på den anden side så vil et nyt gennemspil ganske garanteret afsløre nye hemmeligheder. Samtidig så ligger sværhedsgraden på et højt niveau, som ganske givet vil skræmme nogle bort. Men købt på den rette præmis er det et lille mesterværk.