Det traditionelle japanske rollespil har set bedre dage. Ser man bort fra udstikkere som Xenoblade, Blue Dragon, Persona og til dels Tales serien, har der ikke været meget at komme efter i denne generation. Selvom jeg nød de spil, var ønsket om at nyde dem nok større – trukket med af de nostalgiske efterdønninger fra genrens storhedstid på SNES og Playstation 1. Med ét kommer Ni No Kuni: Wrath of the White Witch og minder mig om, ikke alene hvorfor jeg forelskede mig i jrpg’s, men hvorfor jeg i det hele taget spiller computerspil.
Oliver er en frisk, velopdragen og kærlig dreng, som bor med sin mor i et lille hus i motorville. Moderen dør pludseligt og Olivers verden falder sammen. En aften bringer Olivers tårer liv til hans gamle bamse Drippy, som er en noget særegen fe, der kommer fra en parallel verden. Drippy’s verden er plaget af den onde troldmand Shaddar og Oliver, som er renhjertet af natur, er den eneste som kan hjælpe. Oliver lader sig lokke af muligheden for at se sin mor igen, men selvom han drager af sted for at redde andre, er det i virkeligheden Oliver selv, der har mest brug for at blive reddet.
Level-5 og Studio Ghibli har skabt et mesterværk af et eventyr. Historien bliver behandlet med den ypperste respekt fra start til slut, også selvom det stilner lidt af hen ad vejen, med de fantastisk flotte håndtegnede filmsekvenser. Oliver er et barn og nogen gange rigeligt naiv, men ud over enkelte irriterende bemærkninger (han siger meget ”gee” og ”jeepers”) er han generelt ganske elskværdig. Støttekarakterer, skurke og andre af verdenens beboere har masser af personlighed og har ofte mere at byde på end man tror ved første øjekast. Historien kan springes helt over eller tilmed nydes uden de svære kampe, hvis ikke man har tid eller lyst til at sætte sig ind i systemerne. Dem er der mange af.
Oliver kan bruge en masse forskellig magi, men slås hovedsageligt med familiars, som er tæmmede versioner af de ”monstre” man slås imod. Alle familiars stiger i level, kan opgraderes med mad og har 4 forskellige former med hver deres moves eller magi at lære. Det er ren Pokémon og jeg bliver næsten pinligt barnlig i mit forsøg på at finde og tæmme dem alle. Fjenderne kan i øvrigt ses på kortet, så man kan undgå eller snigangribe dem. Ud over Oliver er der 2 andre mennesker (Esther og Swaine) som kan styres i kampene, med hver deres 3 familiars, så man får et ordentligt spektakel af farverige angreb og eksplosioner. Det er ikke turbaseret i traditionel forstand, men med frie bevægelsesmuligheder og timere på de forskellige angreb. Rammer man fjenden på det rette tidspunkt laver man counters, men det gælder også den anden vej. Mit eneste kritikpunkt er, at ens familiars ikke altid løber den korteste vej mod fjenden og derfor spilder lidt tid, men det kan afhjælpes ved at man selv tager styringen. Kampene er uden tvivl det mest gennemførte jeg nogensinde har set i genren og de bliver ved at være sjove og særdeles udfordrende fra ende til anden.
Afveksling sker ved hjælp af jagten på flere monstre til sit portfolio, løsning af puzzles, et (u)hyggeligt lille casino, ren udforskning eller en af de mange sidemissioner, som for eksempel bountyhunts, der fylder point-kort, som bruges på særlige opgraderinger. Man har masser at holde styr på, men bruger ikke unødigt meget tid i menuerne, fordi de er så overskuelige og brugervenlige. Kommer man det mindste i tvivl kan man altid konsultere sin Wizard Guide, som er et genialt opslagsværk med informationer om alle ting, monstre og områder i spillet. I den sjældne Wizard Edition følger guiden også med i lækker, fysisk bogform.
Ni No Kuni er et tidsløst, grafisk mesterværk. Det vil stadig være et visuelt og teknisk flot computerspil om 10 år. Der er ikke sparet på flotte vandfarver og effekter og der er en opfindsomhed i verdenen, og især de mange stemningsfulde byer, som er helt uovertruffen. Dette er virkelig et eventyrland man har lyst til at udforske og blive i. Det fantastiske visuelle bliver tilmed understøttet af et ægte magisk soundtrack af Joe Hisaishi, som skiftevis trækker tankerne i retning af John Williams Harry Potter og Danny Elfman’s enigmatiske finurligheder. Der er ikke sparet nogen steder – heller ikke i lokaliseringen, og det kan både ses, høres og føles. Det kører fuldstændigt glidende med minimale loadtider og en vedvarende følelse af at alt er robust sammensat og finpudset.
Aldrig har det været lettere for mig at give en topkarakter. Ni no Kuni: Wrath of the White Witch er på alle måder en fantastisk rejse til en anden verden, som jeg slet ikke havde lyst til at forlade da det var slut. Gameplay, historie, personer, grafik og lyd er spundet nænsomt sammen til en oplevelse, hvis kvalitet ikke er set siden genrens velmarksdage. Hvis ikke barnet i dig er helt forsvundet, så er Ni no Kuni noget for dig. Absolut særklasse! Tak Level 5!
[box_info]Spillet er anmeldt på PlayStation 3 og leveret af Namco Bandai[/box_info]